Dennis Kristensen: Giv ansatte udfordringsret

Ledelse

26/11/2013 14:38

Freja Eriksen

Giv de offentligt ansatte en udfordringsret over for tåbelige regler og hæmmende bureaukrati. Det forslag kommer nu fra FOAs formand, der er klar til at tage utraditionelle metoder i brug for at bekæmpe bureaukratiet.

“Jeg har opgivet troen på, at vi via regeringsinitiativer - herunder Vestagers tillidsreform - får ændret noget. Den borgernære velfærdsservice ligger jo i kommunerne, så lad forandringerne ske ude i kommunerne.”

Det siger FOAs formand, Dennis Kristensen, efter at flere tusinde sundhedsprofessionelle har indledt et oprør mod myndighedernes tiltagende kontrol og bureaukrati. Med budskabet Tag faget tilbage gør en ny bevægelse oprør mod det tiltagende bureaukrati. FOA-formanden forstår godt utilfredsheden, og foreslår nu, at myndighederne kommer oprøret i møde på en konstruktiv måde.

Moderniseringsprogrammet addon

30 år med moderniseringer

Se vores interviewserie med centrale beslutningstagere.

Læs alle artikler her 

 

“Lad os give ansatte en udfordringsret over for kommunale regler. Det er vel ikke kun politikerne, der skal kunne udfordre, men også de ansatte. Hvis man nu skal syv kommunaldirektører tilbage for at finde en forklaring på en tåbelig regel, så er det jo nok fordi man ikke bruger den mere,” siger Dennis Kristensen.

Det konkrete forslag handler om at udvide den eksisterende udfordringsret, så medarbejderne får opbakning til at udfordre regler og rammer præcis som kommuner, regioner og deres institutioner har. Siden december 2008 har der været “mulighed for at benytte udfordringsretten til at søge om fritagelse for eksisterende lovgivning til forsøg på de enkelte sektorområder.”

“En udfordringsret vil give medarbejderne krav på en ordentlig forklaring, når de møder meningsløst bureaukrati. Ofte vil man så kunne konstatere, at der er en regel, tradition eller tilmed lov, der har udlevet sig selv. Andre gange vil en leder få mulighed for at komme med en fornuftig forklaring, der giver mening,” forudser Dennis Kristensen.

En udfordringsret til medarbejderne vil dermed flytte effektivisering og forandringer fra rådhusene og ud til medarbejdere og brugere af de offentlige tilbud.

“Kommunerne har en udfordringsret, som aldrig er nået længere end til rådhuset. Men kommunerne vandt også kommunalreformen og den efterfølgende kvalitetsreform, og har i dag et medansvar for meget bureaukrati. Lad os give de ansatte en udfordringsret,” foreslår Dennis Kristensen.

Han forestiller sig, at en udfordringsret kan skabe et konstruktivt oprør fra bunden.

“Vi har brug for en grad af civil ulydighed. Et oprør fra bunden, men oprør i gåseøjne. Dem der sidder midt i bureaukratiet skal have mulighed for at sige fra, ja, vi har brug for at de siger fra rigtig højt,” foreslår Dennis Kristensen.

Mest Læste

Annonce