Der mangler retningslinjer om unge handicappedes seksualitet

Politik

10/09/2014 14:23

Suleman Haider

Seksualvejlederforeningen har, sammen med fem andre organisationer, sendt et brev til Socialstyrelsen, hvor de efterlyser en håndbog for arbejdet med de unge handicappedes seksualitet.

-Det kunne hjælpe os med at finde ud af, præcis hvad det er, vi skal gøre, hvornår vi skal gribe ind, og hvornår vi skal fortælle det til forældrene.

Det kunne være rigtigt fint, hvis det stod sort på hvidt, siger Vinnie Vinding, der er Næstformand i Seksualvejlederforeningen, og arbejder som seksualvejleder i Kolding Kommune.

Der findes i dag ingen officielle retningslinjer for, hvordan socialpædagoger og speciallærere skal håndtere seksualitet hos teenagere med handicap. Dét kan give problemer for de ansatte på bostederne.

-Hvis vi finder ud af, at der er to unge på et bosted, der har haft sex med hinanden, mens de er under 18, så kan personalet blive i tvivl om, hvorvidt de skal gribe ind, eller om de skal fortælle det til den unges forældre.

Derfor er der brug for klare retningslinjer, om hvad de professionelle skal og bør gøre, med de unge der dyrker sex, siger Vinnie Vinding.

Foreningen Sex og Samfund modtager rigtig mange henvendelser fra fagfolk, som har brug for hjælp og vejledning til, hvordan de skal håndtere seksualundervisningen, forklarer Marianne Lomholt, der er national chef for Sex og Samfund.

-Det er rigtigt vigtigt, at de unge får materialer, så de kan tilegne sig læring og handlekompetencer, så de kan danne relationer. Det er de redskaber, som lærerne har brug for ude på skolerne.

Derfor synes vi, at der skal laves en vejledning, som omhandler de særlige behov og udfordringer, der er når vi taler unge og seksualitet.

Materialer om seksualvejledning der er målrettet unge handicappede, er vigtigte. De kan nemlig være med til at spare de unge handicappede for dårlige erfaringer og personlige nederlag.

-Unge med kognitive udfordringer kan have svært ved at skabe kontakt med andre. Både i venskaber og i kærlighedsmæssige relationer.

De kan også have svært ved at afkode sociale situationer og signaler. Derfor kan de komme til at gøre noget, som de måske fortryder, eller lave grænseoverskridende handlinger overfor dem selv, eller andre unge.

Derfor betyder det alt, at de får vejledning. En seksualitet er en seksualitet uanset handicap. Unge med et handicap har nøjagtigt de samme drømme og følelser om deres seksuelle fremtid, som alle andre har.

Derfor er det vores forpligtigelse at hjælpe dem med det her område, fordi det betyder rigtigt meget for de unges livskvalitet, siger Marianne Lomholt.

 

 

 

Mest Læste

Annonce