Pressefoto fra Netto

Detailkæde tager ansvar i socialkrisen: Vil formidle 250.000 gratis måltider

Velfærd

15/11/2017 18:49

Nick Allentoft

I november måned søsætter Danmarks største dagligvarekæde Netto sammen med FødevareBanken, et ambitiøst projekt om at indsamle midler til 250.000 gratis måltider målrettet socialt udsatte i Danmark.

Ifølge Rådet for Socialt Udsatte er antallet af fattige og socialt udsatte i Danmark steget markant over de seneste ti år. I dag anslår man, at der er flere end 40.000 danskere i langvarig fattigdom - heraf godt 8.000 børn. I samarbejde med FødevareBanken har Netto i dag lanceret et projekt, der målrettet vil hjælpe socialt udsatte, fattige og ensomme landet over ved at indsamle og donere hvad, der svarer til 250.000 måltider.

Netto og FødevareBanken vil sammen stå bag indsamlingen af de mange måltider gennem fire forskellige initiativer i de kommende måneder og frem til årsskiftet. Fælles for initiativerne er, at de er drevet ud af Nettos butikker i hele landet, og alle sammen støtter FødevareBankens arbejde med at sikre mad til socialt udsatte i Danmark. Og du kan være med.

Sådan kan du hjælpe dem, der har det svært:

  • Du kan købe FødevareBankens julekort i din lokale Netto. Når du køber kortet, sikrer du fem måltider til socialt udsatte og ensomme via FødevareBankens modtager-væresteder.
  • Du kan købe DRIK OG STØT-vandflasker i Netto og dermed støtte FødevareBankens arbejde med ti øre pr. flaske.
  • Du kan donere din flaskepant til FødevareBanken gennem Nettos flaskeautomater. Hver gang du donerer seks kroner pant, ryger der rundt regnet et måltid mad videre til en udsat på et værested.

Derudover donerer Netto al overskudsmad fra op mod 100 Netto-butikker i forbindelse med lukkedagene til jul til Kirkens Korshærs varmestuer. Maden bliver lavet til julefrokoster for socialt udsatte og ensomme i løbet af juledagene rundt om i Danmark.

Den danske juleånd som hemmeligt våben

At Netto og FødevareBanken lancerer projektet netop nu er ingen tilfældighed. Nettos danske landechef Brian Seemann Broe forklarer:

"Vi danskere er generelt gode til at hjælpe hinanden. Derfor håber vi på, at rigtigt mange vil hjælpe os og FødevareBanken med at samle den kvarte million måltider sammen. Lykkedes vi med det, så kan vi gøre en kæmpe forskel for dem, der ikke har så meget. Ved at starte kampagnen nu og henover julen, så krydser vi fingre for, at danskernes fantastiske juleånd gør, at vi kan nå i mål," siger Brian Seemann Broe.

Målet om 250.000 måltider er ambitiøst. Og det skal det være, hvis indsatsen skal kunne mærkes, mener Netto og FødevareBanken. Derfor er det også helt afgørende, at der er et stærkt samarbejde på tværs. Samarbejdet mellem FødevareBanken og Netto resulterede i 2016 i, at man indsamlede, hvad der svarer til godt 71.000 måltider. Så i år er barren altså hævet markant. Karen-Inger Thorsen, Direktør hos FødevareBanken siger:

"Vi oplever, at flere og flere væresteder kontakter os. Dels fordi de får flere brugere, men selvfølgelig også fordi vi med vores nye afdeling i Kolding, nu nærmer os landsdækkende status. Især op til højtider som julen, hvor der ud over de socialt udsatte, også kommer ensomme eller fattige børnefamilier for at få et godt og gratis måltid mad, stiger efterspørgslen. Derfor er det så vigtigt, at virksomheder som Netto træder til og gør en forskel. Og at de tør være ambitiøse, for det er der behov for."

Fakta om de 250.000 måltider

Ifølge FødevareBanken svarer et måltid til seks kroner. De 250.000 måltider, der skal indsamles er således en blanding mellem pengedonationer direkte til FødevareBanken, der sikre at de kan leverer måltider til danske væresteder, samt direkte fødevaredonationer fra Netto ifm. julen til FødevareBanken, der leverer maden til lokale væresteder mellem jul og nytår. En del af de indsamlede måltider vil blive serveret for udsatte til julefrokoster 2. juledag. Resten vil indgå i FødevareBankens arbejde i det nye år.

Mest Læste

Annonce