Fotoet er fra frikommuneforsøg om bl.a. frivillighed og samskabelse

DGI: Lovændring gør det nemmere at være frivillig

Velfærd

14/12/2017 08:16

Nick Allentoft

DGI og DIF glæder sig over den lovændring, Folketinget har vedtaget, som gør det nemmere at være frivillig.

14. december 2017 var en god dag for de mange frivillige i idrætten. Folketinget vedtog nemlig lovforslaget L77, der gør det nemmere at være frivillig.

Lovændringen kommer efter en række sager, hvor efterlønnere af deres A-kasser og Ankestyrelsen har fået besked om, at de ville blive trukket i efterløn, hvis de var frivillige ulønnede instruktører.

Bliv redaktør for dit eget indhold

DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.

Du kan læse endnu mere om hvordan vi virker her.

"Det er virkelig godt, at der fremover ikke vil være problemer for efterlønnere og dagpengemodtagere, der ønsker at være frivillige ulønnede instruktører. Vi glæder os over, at et flertal i Folketinget har stemt for lovændringen, og at politikerne bredt har lyttet til foreningslivets udfordringer og truffet en meget fornuftig beslutning," siger DGI's formand Søren Møller.

LÆS MERE OM FRIVILLIGT ARBEJDE

Inge Precht kan blive instruktør igen

Med lovændringen bliver det igen muligt for 63-årige Inge Precht at være frivillig ulønnet instruktør i Sunds Forenings Fitness ved Herning.

"Det er dejligt med den lovændring, så kan jeg komme i gang med at være instruktør igen. Jeg er klar, så snart det er muligt, og foreningen går bare og venter på, hvornår jeg får lov igen," siger Inge Precht.

Hendes sag har fået stor bevågenhed i medierne, siden Ankestyrelsen i oktober 2016 afgjorde, at hun ville blive trukket i efterløn, hvis hun var frivillig ulønnet instruktør i Sunds Forenings Fitness ved Herning. 

"Jeg har stået frem for at få loven ændret, og jeg har kun oplevet positive tilbagemeldinger. Mange har sagt, at det var dejligt, at jeg ville tage kampen, og at det var totalt uforståeligt, at jeg ikke kunne være frivillig ulønnet instruktør," siger Inge Precht.

Efter Inge Prechts sag kom frem, har mindst 8 efterlønnere oplevet, at deres A-kasser har sagt nej til, at de kunne være frivillige. Sagerne har skabt utryghed hos flere efterlønnere og i flere idrætsforeninger, ligesom andre organisationer og foreninger end DGI og DIF har oplevet problematikken.

 

En god dag for de frivillige i foreningsidrætten

Det er regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet, der har stemt for lovforslaget, der blev fremsat af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. SF og Enhedslisten stemte imod.

DIF's formand Niels Nygaard siger:

"Lovændringen er gode nyheder, og vi håber, at det nu kan være med til at løse de udfordringer, vi tidligere har haft. Der skal naturligvis være mulighed for at være aktiv og udføre frivilligt arbejde i foreningslivet, selvom man er ledig eller på efterløn. Nu vil vi følge spændt med i, hvordan man fra A-kasser og jobcentre fortolker reglerne i praksis", lyder det fra Niels Nygaard.

Lovændringen træder i kraft 1. januar 2018.

 

Mest Læste

Annonce