Det bliver først ved årsskiftet 2017/2018, at regeringen fremlægger en plan for fornyelse af den offentlige sektor. Det fremgår af det nye regeringsgrundlag, der blev udformet i forbindelse med dannelse af VLAK-regeringen.
- Det er beklageligt, at fornyelsen er udskudt, men vi forventer så til gengæld, at det bliver en ambitiøs plan, siger direktør Tine Roed, DI.
DI - Dansk Industri
Erhvervslivets brancefællesskab, DI, er redaktør for eget indhold på DenOffentlige.
Af regeringsgrundlaget fremgår det, at planen skal sikre, at flere offentlige opgaver i stat, kommuner og regioner konkurrenceudsættes. Det vækker glæde i DI, men Tine Roed mener godt, at minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) allerede nu kan sætte gang i en fempunktsplan, der sætter skub i udviklingen.
- For det første vil det være godt allerede nu at revidere statens indikator for konkurrenceudsættelse, så den giver et mere retvisende billede af omfanget af statens konkurrenceudsættelse. Det vil også give et bedre udgangspunkt for at sætte mål på området, siger Tine Roed.
Fire punkter mere
De øvrige fire punkter i fempunktsplanen er:
- Systematisk opfølgning på statens udbudspolitik
- Øget konkurrenceudsættelse af statslige opgaver
- Styrkede indkøbs- og udbudskompetencer i kommunerne
- Forpligtende samarbejder for mindre kommuner på udbudsområdet
- Det er tiltag, der giver selvstændig mening uanset, hvordan planen for fremtiden kommer til at se ud. Og flere af dem vil samtidig kunne give et bedre grundlag for de fremtidige planer, og man vil være kommet et stykke længere i forhold til at sikre, at 45 pct. af de offentlige opgaver bliver konkurrenceudsat, siger Tine Roed.
DI’s 5-punktsplan
Revider statens indikator for konkurrenceudsættelse (SIKU)
DI mener, at der bør igangsættes et arbejde med at få revideret Statens Indikator for Konkurrenceudsættelse (SIKU), så den giver et mere retvisende billede af omfanget af statens konkurrenceudsættelse. En retvisende indikator for statens konkurrenceudsættelse vil desuden være forudsætningen for, at regeringen på et senere tidspunkt kan fastsætte et egentlig mål for konkurrenceudsættelsen.
Følg systematisk op på statens udbudspolitik
DI mener, at der bør sikres en systematisk opfølgning på, om de enkelte ministerier, styrelser mv. overholder statens udbudspolitik og udbyder alle udbudsegnede opgaver med passende mellemrum i overensstemmelse med statens udbuds- og indkøbscirkulærer.
Øg konkurrenceudsættelsen af statslige opgaver
DI mener, at staten allerede nu bør gennemgå opgaveporteføljen og igangsætte udbud af en række udbudsegnede opgaver. Det drejer som om opgaver, der allerede i dag burde konkurrenceudsættes jævnfør statens udbudscirkulære og bl.a. Statens IT samt en række opgaver af politiets opgaver, eksempelvis automatiske fartkontrol, gerningsstedsbevogtning og eventsikkerhed.
Styrk indkøbs- og udbudskompetencerne i kommunerne
DI mener, at der bør ske en generel, systematisk og formaliseret opkvalificering og efteruddannelse af medarbejderne i kommunernes indkøbs- og udbudsafdelinger, så det sikres, at den enkelte kommune råder over de nødvendige indkøbs- og udbudskompetencer. Hvis kommunerne skal opnå innovation i opgavevaretagelsen er der behov for at sikre, at medarbejderne har tilstrækkelige og opdaterede kompetencer.
En analyse fra Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde har tidligere vist, at offentlige myndigheder opnår en række positive effekter, når de opruster på udbudsområdet.
Lad mindre kommuner indgå forpligtende samarbejder på udbudsområdet
DI mener, at mindre kommuner bør indgå i et forpligtende samarbejde på udbudsområdet med andre kommuner, eventuelt i regi af de eksisterende indkøbsfællesskaber, for at sikre tilstrækkelige udbudskompetencer.
En analyse fra Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde har tidligere vist at der er store forskellige i størrelsen af de kommunale indkøbs- og udbudsafdelinger. En afdeling med kun et par årsværk har ikke samme forudsætninger for at udbyde opgaver på en måde, der sikrer reel innovation i opgavevaretagelsen. De kommunale indkøbs- og udbudskompetencer bør samles, så der skabes nogle stærkere faglige miljøer, der kan sikre den ønskede udvikling og innovation i opgavevaretagelsen.