Dokumenter undergraver Støjbergs forklaring om lovlig sagsbehandling

Der blev ikke administreret efter loven, da en stribe asylpar blev tvangsadskilt uden først at blive hørt, viser dokumenter i sagen.

Støjberg garanterede ellers det modsatte på sidste uges samråd. Mindst fem gange fastslog udlændinge- og integrationsministeren, at udlændingemyndighederne gennem hele forløbet havde administreret efter loven.

»Der er hele tiden blevet administreret lovligt, og det er jo det, der sådan set er sagens kerne«, sagde Inger Støjberg på samrådet den 1. juni i år.

Konklusionen er siden blevet brugt til at forsvare ministerens ageren i sagen.

Integration - det væsentlige

Vi samler alle væsentlige historier om integration på denne tema-side

Men nu viser dokumenter i sagen, at det modsatte er tilfældet og man ikke har administreret lovligt. 

Det skriver Politiken torsdag.

Ifølge dansk forvaltningsret skal asylparrene have mulighed for at udtale sig, inden man ved såkaldt pålæg tvangsadskiller dem. Men først flere måneder efter, at flere af parrene blev tvangsadskilt, og efter at Folketingets Ombudsmand gik ind i sagen, genoptog udlændingemyndighederne flere af sagerne og behandlede dem i overensstemmelse med loven, viser flere dokumenter i sagen.

Forelagt sagens detaljer er flere eksperter ikke i tvivl om, at der er blevet administreret ulovligt, når parrene ikke er blevet partshørt i første omgang.

»Nej, det har man ikke. Det er jo selvindlysende. Man indrømmer jo også senere, at man har truffet forkerte beslutninger. Og det var der jo ingen grund til, hvis man havde administreret lovligt«, siger Peter Starup, der er lektor i offentlig ret ved juridisk institut på Syddansk Universitet.

Lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet Sten Bønsing er helt enig. Han vurderer, at det er »helt klart«, at der ikke er blevet administreret efter loven i denne sag:

»Når man ikke har lavet en egentlig partshøring, så har man overtrådt forvaltningsloven. Og så har man handlet ulovligt. For der er en lovmæssig pligt til at partshøre, og når man ikke har gjort det, så kan man ikke sige, at man har handlet lovligt«, siger Sten Bønsing.

Røde partier beskylder Støjberg for løgn

På den baggrund anklager flere partier i Folketinget på ny Inger Støjberg for at lyve over for Folketinget.

»Det står klart, at Støjberg sidder og lyver på samrådet. Nu er den store diskussion, hvordan man som minister i Lars Løkkes regering kan blive siddende, når man så åbenlyst lyver Folketinget lige op i ansigtet – og hvordan kan 89 andre borgerlige politikere gå på sommerferie med det her hængende over hovedet«, siger Socialdemokraternes Mattias Tesfaye.

Alternativet har samme syn på sagen.

»Vi har at gøre med en minister, som overtræder ministeransvarsloven. Det gør hun, fordi hun giver os forkerte informationer. Hun taler mod bedrevidende og dermed sagt, så lyver hun. Det er meget alvorligt for en minister«, siger Josephine Fock.

Politiken har gjort ministerens særlige rådgiver opmærksom på de mindst fem tilfælde på samrådet, hvor Inger Støjberg garanterede, at der er blevet administreret lovligt. Men adspurgt, om ministeren dermed vil erkende, at hun gav forkerte oplysninger, svarer hun udenom:

»De to samrådsspørgsmål, som jeg besvarede under samrådet den 1. juni 2017, angik det, som ombudsmandens sammenfattende vurdering omhandler, nemlig lovligheden af instruksen af 10. februar 2016. Det var derfor også det, jeg forholdt mig til under samrådet. Samrådsspørgsmålene omhandlede ikke spørgsmålet om partshøringer«, svarer Inger Støjberg.

Emneord: Inger Støjberg, Ministeransvar, Asylbørn, Asylansøgere, Mattias Tesfaye, Socialdemokraterne, Venstre, Alternativet, Josephine Fock, 080617
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1277 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige