Driften går ikke ned, fordi jeg er væk i en uge

Dyrekøbte erfaringer med stress kombineret med en klar struktur på opgaver og hverdag har givet leder Dorthe Dybro opskriften på et arbejdsliv uden grænseløshed.

− Vi producerer dagligt 6.000 portioner frisklavet mad, 98 procent økologisk, seks dage om ugen med 23 ansatte. Det betyder, at vi har en meget struktureret hverdag og nogle fagligt meget dedikerede medarbejdere. Ellers kan det ikke lade sig gøre.

Dorthe Dybro er leder af EAT, Københavns Kommunes skolemadsordning. Hun er ansat uden højeste arbejdstid og arbejder ofte 9-10 timer om dagen. Det betyder, at hun er træt, når arbejdsdagen er omme, men ikke, at hun oplever sit arbejde som grænseløst.
− Jeg skal kunne administrere min arbejdstid − og det kan være svært, når jeg er meget engageret i et bestemt projekt. Men så er der andre perioder, hvor jeg kan gå ned i gear. Det opfatter jeg som frihed under ansvar. Det er vigtigt at kunne prioritere, videregive og uddelegere, siger Dorthe Dybro, der ud over medarbejderne i produktionen også er leder for de 25 ansatte på kommunens skoler, som håndterer skolemaden.

Til daglig har hun en trio, hun arbejder tæt sammen med.
− Vi har en klar struktur og styr på, hvem der tager sig af hvad. Det er nødvendigt og kræver, at jeg bruger rigtig meget tid på personaleledelse. Jeg kender mine medarbejdere godt, bekymrer mig om og har stor respekt for dem, da de er maskineriet, som driver værket.

Overordnet lader Dorthe Dybro sig ikke begrænse af tid og rum, men lader sig gerne rive med af opgaverne.
− Det er superfedt. Så den grænseløshed, jeg oplever, er i høj grad selvvalgt. Men jeg har samtidig en klar struktur på min dag. Og jeg er helt klar over mit organisatoriske område. Jeg har lært at sætte ting i kalenderen, er god til at informere og følge op. Med tiden har jeg også lært at navigere i mængden af ideer og muligheder − realisere de bedste og lade de uvæsentlige ligge.

Dorte Dybro sikrer sig ro til fordybelse ved at arbejde hjemme en formiddag af og til. Eller efter kl. 15, når alle i køkkenet er gået hjem.
− Men jeg har også brug for at være på matriklen og mærke suset, siger hun.

En stresssygemelding for ti år siden har bidraget til at lære Dorthe Dybro lektien.
− Jeg havde tre små børn og arbejdede 75-80 timer om ugen. Det endte med, at jeg sad tre måneder og kiggede ind i en hvid væg. Mindfulness er siden blevet mit værktøj. I dag kan jeg straks mærke i min mave, hvis det bliver for meget.

− Jeg har også lært, at ingen er uundværlig. Driften går ikke ned, hvis jeg er væk i en uge. Jeg har desuden lært at gå til min chef, hvis der er noget, jeg har brug for at drøfte, og bruger lederkolleger og veninder uden for organisationen til at vende ting med, siger Dorthe Dybro. 

Tjekker ikke mails hjemme
Sofie Wendelboe er klinisk diætist i dialyseafsnittet på Nykøbing Falster Sygehus og har fast arbejdstid, men er den eneste diætist i sin afdeling. Det betyder stor frihed i arbejdet, men også at bunkerne kun ligger på ét bord: hendes.

Som alenemor til to mindre børn kan hverdagen godt være hektisk. Derfor har Sofie Wendelboe taget nogle klare valg i forhold til sit job.
− Jeg tjekker ikke min arbejdsmail hjemme. Til gengæld kan min arbejdstid variere fra uge til uge, selvom jeg er ansat 34 timer om ugen. At mit arbejde på den måde er fleksibelt, det hjælper til, at min hverdag som alenemor kan hænge sammen.

Overordnet oplever Sofie Wendelboe ikke sit arbejde som grænseløst, hverken organisatorisk, i tid og sted eller subjektivt.
− Det er måske mere min profession, som er grænseløs − jeg vælger at læse faglige artikler om aftenen, skrive artikler og klummer og undervise på diætiststudiet i min fritid. På den måde bliver min profession mere end at gå på arbejde i dagtimerne. Det er en del af min identitet at holde mig opdateret. Og en stor del af min omgangskreds er også mine kolleger − så på den måde går arbejdet også ind over fritiden. Men jeg oplever det ikke som problematisk.

Det kan dog godt stresse Sofie Wendelboe, hvis hun ikke når at blive færdig med patientjournalerne, inden hun går hjem.
− Jeg ved jo, at de ligger til mig næste dag. Der er ikke andre diætister til at skrive dem. Det betyder samtidig, at mine arbejdsopgaver er helt klare. Og jeg oplever ikke et krav om, at jeg bliver længere for at nå mit arbejde − eller at jeg skal være her ud over mine 34 timer om ugen.

Da Sofie Wendelboe kom tilbage efter sin seneste barselsorlov, oplevede hun imidlertid, at tilgangen af patienter var så høj, at hun ikke kunne følge med. Og det valgte hun at sige til sin chef.
− Nu er der prioriteret i opgaverne, så jeg kan nå dem. Det var et meget bevidst valg at sige det højt, for ellers var jeg gået ned med flaget. Vi har heldigvis et godt samarbejde, så det var ikke problematisk.

I øvrigt arbejder jeg også meget bevidst med kun at være på arbejde, når jeg er på arbejde − og ikke tage arbejdet med hjem rent mentalt. Men jeg bliver af og til følelsesmæssigt påvirket af patienterne, som jeg kender rigtig godt. Nogle af dem følger jeg i op til ti år. Så det er en tilbagevendende øvelse for mig at lade tanketoget køre afsted, når jeg har fri − og selv blive stående på stationen.

Artiklen stammer fra fagbladet i Kost, Ernæring & Sundhed 3/2017, som udkommer i dag. 

Kost- og Ernæringsforbundet på DenOffentlige.dk Kost & Ernæringsforbundet er fagforening og interesseorganisation for kost-, ernærings- og sundhedsfaglige mennesker.   Forbundet forhandler løn og arbejdsvilkår, rådgiver om arbejdsliv o...
Aktivitet: Artikler: 53 | Events: 1 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige