Anette Lind vil arbejde videre med projektet sammen med Endelave Seaweed. Foto: Daniel Brøns
Anette Lind vil arbejde videre med projektet sammen med Endelave Seaweed. Foto: Daniel Brøns

E-lærerstuderende hjælper erhvervseventyr i gang

Velfærd

19/02/2015 12:55

Professionshøjskolen Absalon

Hjælp til erhvervslivet er ikke typisk det, som man forbinder med lærerstudiet, men fem studerende fra University College har gjort op med den fordom og hjulpet en lille producent af tang til at udvikle chips.

Selv om man læser til lærer – oven i købet som fjernundervisning – kan man godt finde sammen om projektarbejde, der fører til resultater i virkeligheden. Det lærte fem lærerstuderende på University College Sjælland, da de i forbindelse med studiet skulle gennemføre et innovationsprojekt i forbindelse med et modul kaldet ”Natur og Teknikologi”. Studiegruppen havde erfaret, at fødevareproducenten Endelave Seaweed, der udvikler tang til fødevarer, havde brug for udvikling.

De studerende fandt ud af, at virksomheden manglede viden om markedsføring samt input til udvikling af sortimentet. De studerende tilbød derfor Endelave Seafoods et samarbejde om at produktudvikle en helt ny gruppe af produkter – nemlig chips af tang, som virksomheden kun havde begrænset erfaring med fra salg til turister. De studerende mente, at afsætningsmulighederne var større, og de tilbød at lave en undersøgelse af afsætningsmulighederne. Desuden ville de eksperimentere med forskellige smagsvarianter og foreslå Endelave Seaweed en række nye produkter.

Produkterne blev præsenteret for medstuderende, når de fjernstuderende var ”på indkald” i Roskilde, og det dannede basis for en god fokusundersøgelse af varianterne. Det viste sig også, at gruppen havde forstand på grafisk design og markedsføring, så der blev også udarbejdet forslag til produktnavn, logo, branding, markedsføringsstrategi og emballager. En af ankerpersonerne i studiegruppen Anette Lind fortæller, at en stor del af arbejdet også bestod i at undersøge, om produktet kunne afsættes.

- Vi fik meget positiv respons, så vi er ret sikre på, at produktet kan afsættes i især specialforretninger og supermarkeder med større sortimenter, siger Anette Lind, der også har brugt meget tid på at eksperimentere med forskellige typer tang fra både danske og grønlandske farvande.

- Vi kunne se, at der ligger et stort potentiale som eksportvare også, fordi tang er et vigtigt produkt i især Asien, og så er der i fødevarebranchen internationalt stor fokus på sunde produkter, der er gode for miljøet, siger Anette Lind, der endte med at præsentere fire typer af chips baseret på tre typer af tang.

Begejstret producent
Smagsvarianterne var noget særprægede og omfattede eksempelvis hvidløg og pizza, lakrids, soyasauce og kanelsukker. Alt sammen produkter, som Endelave Seaweed nu arbejder med og vil afsætte på det danske og udenlandske marked. Medejer af Endelave Seaweed Bjarne Ottesen fortæller, at elevarbejdet har været en vigtig hjælp for den lille familieejede virksomhed.

- Vi er nu så langt fremme i produktudviklingen, at vi vil tage de nye produkter med på fødevaremesse i Nürnberg i februar måned, siger han og oplyser, at importører i Sydkorea lige nu viser stor interesse for produkterne.
- Lige nu ser det ud til, at den største udfordring bliver at skaffe tang nok til markedet, for kunderne har vi derude, siger Bjarne Ottesen, der i øvrigt selv at uddannet skolelærer og har undervist på seminariet i Hjørring. Så han er selv et levende eksempel på, at lærere også kan være iværksættere.

- Man siger jo, at et lærerjob kan føre til mange forskellige ting, og det er jeg jo selv et eksempel på. I hvert tilfælde har arbejdet leveret af UCSJ-eleverne virkelig vist, at lærerstuderende har forstand på både marked og produktudvikling, så vi glæder os over, at de studerende gerne vil bidrage til processen fortsat, siger virksomhedsejeren, der nu har en aftale med Anette Lind om at fortsætte samarbejdet – også selv om seminarieopgaven er afleveret.

Mest Læste

Annonce