Jeg har de sidste 25 år arbejdet på velfærdsområdet og bevæget mig ind og ud af private og offentlige virksomheder på eksempelvis plejecenterområdet. Her har jeg haft et bredt spænd af oplevelser og iagttagelser, fra helt uacceptabel adfærd og kvalitet til innovativ overraskende topkvalitet, i såvel privatejede som offentligt ejede plejecentre. De bedste oplevelser og iagttagelser har aldrig for mig at se haft rod i ejerskabet. Det jeg derimod har bemærket, er fem tilbagevendende karakteristika
- dedikerede ledere og medarbejdere
- grundige og fagligt metodiske ildsjæle
- realitetssans i balancen mellem faglighed, ressourcer og muligheder
- unikke evner til at lære af de bedste i branchen og omsætte det innovativt, enkelt og lokalt
- kompleksitets- og navigationskompetencer i en offentlig styret kontekst med mange bundlinjer
Jeg overraskes derfor personligt, når man i debatten taler så meget om hvorvidt der er systematiske forskelle i kvaliteten på tværs af eksempelvis offentlige og private plejecentre i Danmark. Aktuelt er der lige udkommet en diger rapport om dette fra EffektDoku - et bredt forskersamarbejde fra KORA, KU og RUC . Resultatet er for mig som praktiker ikke overraskende, men det er det til gengæld for forskerne bag undersøgelsen. De har nemlig iagttaget, at de to former for plejecentre (private eller offentlige) ligner hinanden rigtig meget, og at man dermed ikke kan sige at den ene ejerskabsform giver bedre kvalitet end den anden. De iagttager nogle små variationer, som at private generelt er lidt mere brugerorienterede end de offentlige plejecentre. De har mere fokus på den enkelte borger og de personlige behov. De offentlige plejecentre har derimod generelt flere ansatte og lidt mere fokus på eksempelvis håndtering af medicin. Ikke specielt overraskende for en praktiker, så måske vi skulle arbejde mere med at få praksis fra velfærdsprofessionerne ind i den evidensbaserede forskning.
Borgerens frie valg af plejecenter sker ikke ud fra præferencerne offentlig eller privat
Resultatet af EffektDoku`s undersøgelse præsenteres i en kronik i den offentlige, og her roder forskerne borgerens nuværende fire valg af plejebolig sammen med regeringens ønske om et generelt mere frit valg i fremtiden for at skabe højre kvalitet i de offentlige serviceydelser. I den sammenhæng konkluderer de, at der ikke er belæg for mere frit valg mellem offentlig og private leverandører på plejecenterområdet, da deres forskning viser, at det ene (privat) overordnet set ikke er bedre det ene sted end det andet (offentligt).
Jeg bemærker her, at det er som at blande æbler og pære når forskerne drager en paralel mellem det nuværende frie valg af plejebolig og regeringens gennerelle ønske om mere frit valg mellem de offentlige serviceydelser. Den nuværende lovgivning taler ikke om frit valg mellem privat eller offentlig plejecenterleverandør, men om borgerens mulighed for at vælge frit mellem de plejecentre der er i Danmark uafhængig af ejerskabet. Det frie valg på plejecenterområdet handler i dag om borgerens mulighed for frit at vælge hvor vedkommende ønsker at bo uden at være stavnsbundet til egen kommunes tilbud. Det er i den sammenhæng min praksis erfaring, at borgerne vægter deres frie valg af plejebolig ud fra andre parametre end hvorvidt det valgte plejecenter er offentlig eller privat. Borgerne går nemlig her et spadestik dybere end forskerne har gjort i deres forskning og vælger, hvis det er dem muligt, ud fra nogle helt andre kvalitetsmæssige præferencer, som ikke umiddelbart kommer frem i forskernes undersøgelse.
Blandet saft med homogeniseret aroma
Det som overrasker mig er, at man på relativt højt forskningsniveau kaster alle mulige æblesorter op i to kurve. En der er dyrket i offentlige regi og en der er dyrket i privat regi og så tror man, at vi kan uddrage noget signifikant på tværs, ved at dufte lidt til hver kurv. Den individuelle og konkrete duft ved Inger-Marie, Cox Orange og Golden Delicious æbler i den private eller offentlige kurv forsvinder jo i en fælles mikset æbleduft, der på et generet plan alt andet lige vil dufte ens. Så hvad havde man egentlig lige forventet?
Oversætter man bevidst konkurrenceudsættelse til privatisering?
Man kunne i den sammenhæng have den mistanke at rapporter af denne type bliver lavet mhp. at dreje debatten om konkurrenceudsættelse over i retning af, at det ikke kan betale sig at konkurrenceudsætte (underforstået overdrage driften til private) fordi forskellen mellem offentlig og privat er så minimal at gevinsterne ved konkurrenceudsættelse vil udeblive. Jeg bemærker her, at Professor Tine Rostgaard over for Ritzau mener, at rapporten kan bruges i debatten om, hvad samfundet får ud af at privatisere. Det er jo i og for sig meget relevant, hvis deres forskning handlede om privatisering, men forskningsprojektet har til formål at skaffe dokumentation af effekter ved konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver, og konkurrenceudsættelse er ikke entydigt det samme som privatisering. Jeg finder det derfor beklageligt for debattes gennemskuelighed, når en kapacitet som Tine Rostgaards formidler den misforståelse, jeg ofte iagttager hos faglige foreninger, hvor de sætter lighedstegn mellem konkurrenceudsættelse og privatisering.
Vi skal et spadestik dybere
Personligt har jeg det sådan, at det har været skåret i pap og bøjet i neon i lang tid, at hvis man ønsker at finde forskelle på et stærkt reguleret område som plejecenterområdet, så er det som at lede efter en nål i en høstak, hvis vi alene undersøger det i et genereret perspektiv af privat eller offentlig. Kigger vi ind i andre brancher, så kan vi alle med det blotte øje se store forskelle på eksempelvis Microsoft og Apple produkter, Ryan air og Kuwait Airways, Cabinn og Hilton for nu blot at nævne nogle privatejede virksomheder, hvis generede fællestræk er at de er privatejede. Det er min påstand på basis af min praksis erfaring, at denne differentieringsrigdom også findes på plejecenterområdet i Danmark, hvad enten vi taler privatejet eller offentlig ejet.
Brug konkurrenceudsættelse som motor for kvalitet- og serviceudvikling
Det interessante bliver dermed ikke at skabe en debat om, hvad samfundet får ud af at privatisere, men at stille spørgsmålet; Hvilken differentieret servicekvalitet kan vi opnå ved konkurrenceudsættelse, uagtet om det bliver en offentlig eller privat aktør der vinder? Herunder hvordan forbedres grundlaget for dedikerede ledere og medarbejdere, så fagligt metodiske ildsjæle får plads uden vi at miste balancen i en kompleks reguleret kommunal kontekst, men enkelt og innovativt lære på tværs af offentlig og privat så flere plejecentre performer bedre for borgerne? Det burde man forskningsmæssigt interessere sig mere for end de to store frugtkurve med de blandede æbler og den næsten ensartede duft.
