Efter 35 års forsøg på afbureaukratisering: Ministerier laver kampagne i fire måneder

Sophie Løhde ønskede opgør med plejer, da hun præsenterede sammenhængsreformen. Med meld en regel-kampagnen giver innovationsministeren plejer helt ny betydning.

Ord kan skabe en krig og slutte fred. Men de kan også blive et ekko ud i ingenting. Sådan er situationen efter innovationsminister Sophie Løhde forleden lancerede en ny omgang af centraladministrationens meld en regel-kampagne. Læs bare citatet her fra pressemeddelelsen.

- Vi har i regeringen en klar målsætning om at fjerne noget af alt det bureaukrati, der er bygget op gennem årene i den offentlige sektor. Og ved at afskaffe regler og dokumentationskrav, som besværliggør hverdagen for medarbejdere i det offentlige i unødvendig grad, kan vi frigive tid, som de kan bruge på kerneopgaver i stedet for at sidde bag computerskærmen, siger Sophie Løhde.

Den målsætning har samtlige regeringer haft siden 1983. Altså i godt 35 år. Regeringen har da også varmet godt op under forventningerne. I februar holdt den pressemøde, hvor tre ministre præsenterede ambitionerne for en sammenhængsreform.

Sammenhængsreformen

Mere tid til kerneopgaven, bedre velfærd på tværs af sektorer, fokus på teknologi og bedre ledelse er de fire spor i regeringens oplæg til modernisering af den offentlige sektor.

Læs oplæg og følg debatten på temasiden her.

“Gør vi som vi plejer, får vi det vi plejer,” lød det, hvorefter de tre ministre præsenterede tingene præcis som man plejer.

Siden kom også beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen på banen, og varslede et opgør med områdets absurde bureaukrati på efterhånden 30.000 sider med regler og krav. Det lød sådan her:

- Vi bliver nødt til at gribe i egen barm med hensyn til det regeltyranni og den bureaukratiske jungle, som vi har fået gennemført over årene med mange forskellige regler, som potentielt gør det sværere for kommunerne at have en større frihedsgrad, sagde Troels Lund Poulsen.  

Allerede kontante erfaringer

Ambitionerne fejler således ikke noget, og det er derfor også kun rimeligt, at lade tvivlen og håbet komme ministre og regering til gode. Umiddelbart lyder det fremragende, at vi alle kan melde tossede regler ind og være med til at afbureaukratisere.

Tvivlen skal særligt have plads, når innovationsministeren nu vælger at bryde med sin egen dagsorden om et opgør med plejer, og nu hiver en kendt kampagne op af skuffen

Meld en regel, hedder kampagnen, og den er der allerede kontante erfaringer med.

Eksempelvis har Dansk Erhverv rost kampagnen allerede i 2009. Det skete efter daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen - iøvrigt fra Løhdes parti Venstre - lancerede en meld en regel kampagne. 

“I alt kom der over 150 reaktioner, da fødevareminister Eva Kjer Hansen lancerede ”meld-en-regel” projektet sidste forår. Det resulterede i 16 ændrede regler, herunder en bred politisk aftale om at fjerne eller ændre 12 regler,” fortalte erhvervsorganisationen i 2009.

Eksempelvis kan man på Miljø- og Fødevareministeriet finde 149 nævnte forhold fra deres mangeårige meld en regel-kampagner. De står troligt på ministeriets hjemmeside. Den er iøvrigt ikke opdateret siden august sidste år. 

Ordstyrer eller inspirerende foredrag?

Chefredaktør Nick Allentoft kan bookes som ordstyrer eller foredragsholder. Skriv til os.
 
Læs også hans analyser, ledere, anmeldelser og artikler, der sætter debatten og udviklingen i skarpt perspektiv. Følg vores chefredaktør her

Kampagnen i Fødevareministeriet er siden blevet permanent, og har indtil nu ført til 149 forhold, hvor der er ryddet op i regler, oplyser ministeriet på en hjemmeside.

Næste oplagte spørgsmål er, om 16 ændrede regler er mange eller få. Om i alt 149 forhold på 8-9 år er en succes?

Regler er som sandkorn på en strand

Det kunne man få svar på, hvis der var en årlig opgørelse over regelproduktionen fra Staten. Det er der dog ikke. Man må ty til retsinformation.dk,  hvor man eksempelvis får en liste med 1561 dokumenter for hele året 2016. Bemærk her, at det er dokumenter, ikke regler. Reglerne er jævnt fordelt ud over disse 1561 dokumenter, hvor nogle er regler i alle afsnit mens andre har regler på hver side og så videre.

Det begynder at blive svært, at se noget særligt brud med plejer i regeringens relancering af meld en regel kampagnen. Det bliver særligt vanskeligt, når den sidste detalje står klar, nemlig, at der er en frist om fire måneder.

Efter 35 års forsøg på at afbureaukratisere og tøjle regelproduktionen i den offentlige sektor forventer (mindretals)regeringen tilsyneladende, at forarbejdet for en ambitiøs regelsanering i ministerierne kan gennemføres på fire måneder.

Ministeren varslede et brud med plejer. Man kan med rigtig god vilje sagtens kalde en afbureaukratiseringsplan, der skal vise resultater på fire måneder, for et markant brud med plejer. Spørgsmålet er dog, om det var det, ministeren mente.

 
Emneord: Sammenhængsreform, Afbureaukratisering, Sophie Løhde, Innovationsminister, Meld en regel, Chefredaktør Nick Allentoft, Bureaukrati, Miljø- og Fødevareministeriet, Eva Kjer Hansen, 270917
Kommentarer
  • 03.11.17 Inge
    En idé - måske...

    Da jeg så denne artikel, tænkte jeg: Jeg skal helt sikkert have skrevet ind! - Men har været i et "hul", - lige nu har jeg besvær med at samle tankerne... og aner ikke hvor jeg skal starte... Der har været SÅ mange ting i samarbejdet med kommunen, hvor man har slået sig selv i panden og rystet på hovedet...
    Det har tit været som om at slå i en dyne. Hvor ingen vil gribe den bold man har kastet op...
    Men jeg fik lige en idé...

    Hvis man kontakter service på sin internetforbindelse/mobilselskab over chat, får man en halv times tid senere en genereret mail fra den medarbejder man har været i kontakt med.
    Her kan man anmelde den service man har fået, svare på om man fik løst opgaven tilfredsstillende, hvis ikke bliver man kontaktet igen. Man kan også komme med forslag til hvad der kan gøres anderledes.

    Alt sammen noget der går via et program/skema hvor man vurderer ydelsen på en skala. Altså er det ikke en fysik medarbejder, før man har negativ oplevelse...

    Hvis man overførte det til det offentliges praksis, kunne Sofie Løhde målrette spørgsmålene til hvad hun gerne ville vide, samtidig kunne hun have en føler med hvordan tingene forløber i kommunen.

  • 27.09.17 Olav Bach
    Meld en regel

    Et godt opråb i forhold til en håbløs situation. Bureaukratiet er en vigtig del af alle systemer. Problemet med at styre det ligger i den politiske struktur eller konstruktion. Hver gang noget går galt et eller andet sted i Danmark føler politikerne behov for at handle. Det er på samme de som en lærer:"Når en lærer står i klasseværelset bryder han ud i undervisning."
    I stedet for at sende problemet tilbage til den myndighed, som har ansvaret for miseren og lade dem klare ærterne og evt. se deres arbejdsgange igennem, så gøres det til et nationalt problem, som kræver lovændringer.

    Vores nuværende struktur med kommuner, regioner og parlamentet på Christiansborg fejler. Måske fordi kommunikationslinierne via internettet er så korte, at der ikke længere er tid til eftertanke.
    Ministrene kaldes i samråd. Et absolut nødvendigt redskab, når ministeren er problemet, men ikke når problemet er lokalt i en kommune eller region.

    Så min forslag er: Hold fingrene væk, kære minister. Accepter at der sker fejl i yderste del og giv ansvaret tilbage til de lokale politikere. De kan godt, men ikke når de, som klarer politik i deres fritid uden ministersekretærer og personlige rådgiver for alle folketingsmedlemmer, skal forholde sig til tusindvis af regelændringer fra de centrale myndigheder. Læs i øvrigt Bøje Larsens glimrende indlæg fra forleden dag eller det hav af bekymrede indlæg om demokratiets krise, som popper op. Rigtig meget afbureaukratiseringen kunne løses ved at skabe overblik og læne sig tilbage og eftertænke om jeg personligt som minister skal ændre reglerne.

  • 27.09.17 Nick Allentoft, chefredaktør & stifter
    Og så, Eik Møller?

    Kære Eik,
    Enig. Skal vi så blot acceptere den stigende bureaukratisering?
    BH Nick

  • 27.09.17 Eik Møller
    Kommentar til meld en regel

    Kære Nick

    Din artikel understreger vel blot hvorfor det er svært - smilende minister eller ej - at mobilisere begejstring for endnu et opråb. Det flytter nærmest intet, og de få regler, der luges ud erstattes ofte 100 fold andre steder, fordi det er blevet måden at lave politik på: nye regler der viser at man gør noget.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige