Eksklusivt for dig: Læs et kapitel af bogen Bundfald

Eksklusivt for DenOffentlige's læsere får du her kapitel 6 fra Lisbeth Zornig Andersens og Mikael Lindholms debutroman Bundfald.

                                     Læs anmeldelse af bogen her
KAPITEL 6
“Hvem betaler egentlig for alt dette her?” spurgte Malene.
Hun var kommet til mødet i Basen, lidt før det skulle begynde.
“Velvillige bidragsydere,” sagde Connie med et hemmelighedsfuldt smil.
“Ja,” sagde Connie, nu alvorligt. “Det gør det også, men vi har venner med dybe lommer. Nogle af dem, der har været igennem det samme lort som vi, har klaret sig godt og tjent mange penge. Andre sidder i positioner, hvor de har adgang til fondsmidler og andet. De betinger sig anonymitet, men leverer gerne penge. Heldigvis.”
Malene ville have spurgt, hvordan det hele begyndte, men blev afbrudt af Michael, der kom skridtende hen til dem med et opstemt udtryk i ansigtet.
“Vundet i lotto?” spurgte Connie.
“Meget bedre,” sagde Michael. “Det er rigtig    spændende.
Ham Julies far, ikke –”
Connie afbrød ham.
“Det er den seneste sag, vi bliver briefede om om lidt,” sagde hun til Malene. Så vendte hun blikket tilbage til Michael: “Hvad er det, der ikke kan vente?” spurgte hun med venlig overbærenhed.
“Oskar og Sigurd har haft en fest med hans computer, og det viser sig, at han sgu’ er medlem af en pædofiliring.”
“Er du sikker?” spurgte Connie.
“Helt sikker,” svarede Michael. “Der er masser af andet grimt, men dette her, det er godt. Vi har linket her.” Han viftede med en USB-nøgle. “Det hedder Paradise.”
“Ret usmageligt,” sagde Malene.
“Ja, men sådan noget hedder de alle. Vil I se?” spurgte Michael. Så vendte han om og gik hen til sit skrivebord. Connie og Malene fulgte efter. “Jeg har allerede installeret det. Det ligger i det dybe net,” sagde Michael.
Skærmen var sort med to neutrale adgangsfelter. Han tastede to koder, og med det skiftede skærmbilledet. Der dukkede en side op med billeder af børn. Børn, der skreg. Børn, der græd. Børn, der blødte. Alt imens de var bundet til stole eller senge og blev slået med stokke, pisket, bidt, penetreret. På nogle var der dyr med. Det vendte sig i Malene. Pludselig gik det op for hende, at billederne i virkeligheden var videoer. Med et klik på knappen ville de kunne se og høre, hvad der foregik.
“For helvede da også,” sagde Malene.
Connie kastede et blik på hende. Malenes mund var en tynd streg. Øjnene var sorte. “Det er det sygeste lort, jeg nogensinde har set,” sagde Malene stille. “Troede, at jeg havde set en del.”
Michael bladrede ned ad siden. Det fortsatte. Hvide børn. Brune børn. Sorte børn. Spædbørn. Præ-teenagere. “Tryk,” sagde Malene med en spids stemme. “Sikker?” spurgte Michael.
“Ja. Jeg vil gerne se det.”
Michael trykkede på play-knappen til en af videoerne. Et hjerteskærende skrig bragede ud af højttaleren. De andre i lokalet stoppede brat, hvad de var i gang med. Flere hastede hen til Michaels skærm. Videoen viste en omkring ti-årig pige, der var bundet til en stol. Hendes arme var bagbundet og benene bundet til stolebenene. Stolen var boltet til gulvet. Hun skreg. Lige lidt hjalp det. Michael stoppede videoen.
“Én mere,” sagde Malene meget stille.

Om Huset Zornig

Find artikler og blogs fra Huset Zornig og Lisbeth Zornig Andersen her.

Michael klikkede på et vilkårligt billede. Det var af en dreng, der var bundet baglæns til en stol. Måske ni år. Billedet blev levende, og de kunne høre hans lyse bedende stemme på et sprog, de ikke forstod. Men meningen kunne ingen være i tvivl om. Det var halvt gråd, halvt bøn. Så var der bevægelse ude i siden af billedet. Malene kunne se en schæferhund dukke op. De lod videoen køre, indtil drengen brød ud i et skingert hyl af smerte, der fik hårene til at rejse sig på Malene.
Michael hamrede på stopknappen og rejste sig fra computeren så brat, at stolen væltede baglæns og ramte gulvet med et brag.
“For satan og alle helvedes djævle. For satan da også.” Al hans kækhed fra før var forsvundet. Han var hvid i hovedet.
Malene forstod ham. Dette var virkelige optagelser. Det var ikke fup og fidus med pornostjerner eller amatørteater fra soveværelset. Det var sadistisk mishandling af virkelige børn af perverse svin af voksne. Hun kunne slet ikke holde ud at tænke på, hvad billederne af spædbørnene ville udfolde, hvis de gav videoerne liv.
“Hvordan kan noget menneske være så sygt?” spurgte Sigurd, der stod bagved. “Hvad fanden er det, der sker i hovederne på dem?”
Malene var rasende. Hvad hun så, forvandlede sig til ren, hvid vrede i hendes hjerne. Hun så på Connie og sagde lavmælt: “Den slags mennesker skal udraderes. De har ikke ret til at leve.”
“De skal i fængsel,” rettede Connie hende og følte en lille skuffelse. Hun var selv chokeret over, hvad hun så, men det var nok, at Bettina insisterede på at gå over stregen, uanset forbrydelsen. Hun havde håbet på, at Malene var mere moderat. Det var ikke til at bære, hvis hun havde taget fejl. “Vi skal have politiet til at spore alle medlemmer af denne ring. Vi sender dem, hvad de skal bruge.”
“Der er mere,” sagde Michael. “Se her.” Han pegede på et felt i højre hjørne. Der stod ‘Super VIP’. Ingen forklaring på, hvad der var. “Vi kan ikke komme ind dér. Der var ingen koder på computeren til det.”
“Sikkert næste niveau, som han ikke har adgang til, fordi det koster ekstra eller man skal levere noget materiale med høj værdi,” sagde Sigurd. “Sikkert særligt grove ting. Måske videoer, hvor børn dør, mens de bliver knaldet. Måske en mulighed for at købe børn. Bare mit gæt.”
Connie følte pludselig en kvalme, der truede med at sende hendes morgenmad retur. Hvad var det, Bettina havde sagt? Noget med et spædbarn og en anden datter, der var forsvundet? I samme øjeblik så hun Bettina komme ind ad døren fra baglokalet.
“Vi tager resten på mødet,” sagde Connie og forlod Michaels skrivebord med retning mod mødelokalet.
 
***
 
Ti minutter senere stod Bettina foroverlænet ved mødebordet med knytnæverne i bordet. ”Lort!” spyttede hun nærmest ud. “Vi har kvajet os.”
“Rolig nu, Bettina,” sagde Connie. Også hun rejste sig og begyndte uroligt at gå frem og tilbage på gulvet med korte skridt. “Politiet er på sagen, og det er godt nok. Vi bliver nødt til at have tillid til, at de gør det rigtige. Og vi hjælper dem jo også.”
Bettina var rasende, især på sig selv, over at have overladt John til politiet, især efter de seneste oplysninger om hans kontakt til Paradis. “Vi kunne have fået livsvigtige oplysninger om Denise og barnet og hele dette her netværk,” sagde Bettina. “Nu skal vi håbe på, at strisserne finder ud af det. Hvor meget af din pensionsopsparing vil du satse på det?”
Malene iagttog Bettina. Hun virkede skræmmende, når hun var vred – og alligevel var det hende, der blev sendt ud for at gøre nødstedte børn og voksne trygge. Der måtte være en blidere side ved hende. Den var bare ikke synlig nu. Hun spekulerede på, hvad Bettinas historie var. Malene havde kun fået brudstykker af den. Men rar var den helt sikkert ikke. Der var ufatteligt meget vrede i Bettina.
“Politiet ved præcis det samme som os,” sagde Connie. “De har computeren, de har John, og Julie har talt med dem. Vi bliver nødt til at stole på dem. De er ikke alle idioter.” Hun ignorerede et foragteligt fnys fra Bettina. Og selvfølgelig havde Bettina ret et langt stykke hen ad vejen. Hvis politiet var effektive og lovgivningen anvendelig, så sad de jo heller ikke her i dag. Men Connie havde fra start sagt, at de måtte have det som mål at bruge det eksisterende retssystem så meget som muligt og hjælpe det på vej, hvor lovens øje var blindt.
“Selvfølgelig vil de gøre, hvad de kan for at finde barnet og datteren. Og lige til den slags ting har de faktisk et bedre netværk, også internationalt, end vi har.” Og så tilføjede hun som en eftertanke: “Under alle omstændigheder har de John, så vi kan ikke gøre mere dér.”
Hun holdt en pause.
“Hvordan med Julie?”
Bettina satte sig ned.
“Jeg har talt med en socialrådgiver i Odsherred. En i netværket. Hun  kommer i en plejefamilie,   vi har godkendt, og jeg bliver tilknyttet som mentor. Det er fikset.”
Hun slap en kort, hård latter ud efter ordet ‘fikset’. Hvordan fikser man, hvad Julie har været igennem? Bettina slog blikket ned på sine hænder på bordet, som hun foldede sammen, som ville hun bede en bøn. “Rikke har været inde over. Pigen er fuldstændig ødelagt. Det svin fortjener ikke at trække vejret.”
“Han kommer mange år i fængsel,” sagde Connie. “Du har sørget for, at politiet har beviser nok til at smide nøglerne væk.”
Agnes blandede sig.
“Gad vide, om der er en sammenhæng mellem Paradis, og hvad Pernilles far har gang i?”
Connie nikkede, mest af alt glad for en mulighed for at skifte emne. “Godt spørgsmål. Der er mange forskellige pædofiliringe, men det kunne være den samme. Hvad siger vores overvågning af ham?” spurgte hun henvendt til Michael.
Michael rømmede sig. “Stadig zero. Vi kan ikke finde noget som helst. Det er ret besynderligt. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan han kommunikerer med sit netværk. Det hele er bare bla-bla-bla ligegyldigheder. Nærmest som om han ved, at han bliver overvåget.”
“Kan han vide det?” spurgte Connie.
“Nej,” sagde Michael. “Umuligt. Vi overvåger hans fastnet telefon, hans mobil, hans firmatelefon, hans hjemmecomputer, hans arbejdscomputer og hans bærbare, som han også går på nettet med. I tre dage har vi haft to fyre til at følge ham fysisk. Ingenting. Ikke noget, der afviger det mindste fra helt almindelige daglige rutiner.”
“Måske er han stoppet,” sagde Connie, og fortrød med det samme. Det var for svagt. Hun skyndte sig i stedet at spørge Bettina: “Hvad med Pernille?”
“Hun er sendt af sted,” sagde Bettina, men greb Connies åbning: “Sådan nogle som ham holder ikke bare op. De er syge i roen. De er afhængige af det lort. Som stiknarkomaner. Det er ikke noget, de bare lægger væk, og det er ikke noget, man kan helbrede dem for. De er født med syge lyster, og når de lever dem ud, så vil de have mere.” Bettina så olmt på Connie. “Der er et eller andet, der ikke fungerer med den overvågning. Hvis vi ikke kan få oplysninger ud af ham, så kan vi lige så godt nakke ham. Han har gjort præcis det samme ved Pernille, som den syge satan til John har gjort ved sine børn. Og formentlig barnebarn. Vi kan bare ikke bevise noget, og der er gået for lang tid siden med Pernille, til at politiet kan gøre noget ved hjælp af hendes vidneudsagn.”
Der blev stille omkring bordet. Nu lå den der. For alle at forholde sig til. ‘Nakke ham’. Det var jo, hvad de havde kredset om længe nu, uden at lande den. Camilla brød ind med et mæglingsforsøg.
“Bettina, det er ikke alle, der begår pædofile overgreb, der er klinisk pædofile. Nogle interesserer sig seksuelt kun for børn under pubertetsalderen, men for andre er det kun én ud af flere måder, seksualiteten manifesterer sig –”
“Camilla, vær sød og spar mig foredraget,” afbrød Bettina med en hånd i vejret som stoptegn. “Du har holdt det før. Jeg er slet ikke uenig. Men lad os se på fakta.” Hun holdt sin ene hånd op med spredte fingre og tog fat i tommeltotten med den anden hånd. “For det første er han knap tres år og har gjort det længe.
For det andet har han ødelagt Pernilles liv. For det tredje har han drevet sin kone og søn til selvmord på grund af sine perverse drifter. For det fjerde har han helt sikkert gennem årene produceret i tonsvis af syg porno, som han har delt med mange andre derude.” Hun tog hånden ned og så rundt om bordet. “Billeder og videoer, som er med til at nære syge lyster hos andre syge stoddere, der bliver inspirerede til at gøre det samme mod andre børn.” Hun slog ud med hænderne. “Det er helt konkret, og jeg er sådan set ligeglad med, om han er født med kortslutning i hjernen eller ej. Han har vidst, at det var forkert. Han har gjort det. Skaden er sket. Forbrydelsen er begået.”
Malene havde fanget dilemmaet. Det var sådan set skåret ud i pap. Hun rynkede brynene og spurgte åbent: “Hvad vil det sige at ‘nakke ham’? Altså ligesom i ‘likvidere’? Eller ‘bare’ ødelægge hans liv?”
“Fortjener han at leve?” spurgte Bettina og trak spørgende på skuldrene. “Han har tre liv på samvittigheden. Hvilken ret har han til at leve videre?”
“Det kan du have ret i,” sagde Malene. “Men det er et stort skridt at tage livet af et andet menneske.” Så tilføjede hun: “Især, hvis det bliver opdaget.”
Hun smagte på sætningen og overvejede et øjeblik, hvad der ville ske, hvis nogen bare hørte, hvad de sad og snakkede om. Kunne de være helt sikre på, at dette ikke blev optaget? Så huskede hun den guidede tur med Michael, der forklarede om sikkerheden i Basen og skubbede tanken væk.
“Har I gjort det?” spurgte Malene i stedet. “Eksekveret en dødsstraf?”
“Nej,” sagde Connie og viftede afværgende med hænderne. “Vi bruger ikke fysisk vold og slet ikke dødsstraf. Vi straffer på andre måder. Hvis vi ikke kan få dem i fængsel, som John, så kan vi, som du siger, ødelægge deres liv på andre måder.” Hun begyndte at trippe frem og tilbage på gulvet igen, mens hun fortsatte. “Pernilles far har en forretning, en social position og penge. Vi kan fjerne det hele. Selv om vi ikke kan få ham i fængsel, kan vi få ham til at overveje, om det er værd at  leve videre. Det er ikke alle, der finder, at svaret er et ja. Men det er deres beslutning.”
“Det er også min foretrukne måde at slå ihjel på,” sagde Malene, mens hun tænkte på ITS-direktøren. “Lad dem gøre arbejdet selv.”
Connie følte lettelse og kastede et hurtigt blik på Bettina. Hun så ikke tilfreds ud, men sagde heller ikke noget. Glimrende. Det gik, som Connie havde håbet. Malene bakkede åbent op om raffineret hævn. Det var DBBFs modus operandi.
“Det er den bedste måde,” sagde Connie. “Vi bliver sårbare, hvis vi gør os til dommere over liv og død.”
“Jeg er enig,” sagde Malene. “I gør jo en fantastisk indsats her, og det ville være forfærdeligt, hvis det hele gik i vasken, fordi vi går over grænser, man ikke kan overskride.”
Connie noterede tilfreds, at Malene sagde ‘vi’. Hun var tydeligvis helt med på holdet.
“Hvor efterlader det Operation Guernica, som vi har vedtaget?” spurgte Bettina. Der var lettere irritation i hendes stemme.
“Jeg har set på sagen,” sagde Connie og tog en dyb indånding. Så kom den også på bordet. Ikke fordi det var belejligt. Bettina ville sikkert eksplodere, men det kunne åbenbart ikke være anderledes. “Faktum er, at –”
“Jeg har noget på den sag,” afbrød Michael hende. Connie så overrasket på ham.
“Ja, undskyld, men jeg glemte det helt på grund af Paradise,” sagde Michael og bladrede i sin notesblok. Så fandt han, hvad han ledte efter. “Ja, det er noget kringlet noget, men vi har spurgt lidt diskret, om der er nogen, der ved noget om russiske pædofiliringe eller menneskehandlere, og så fik jeg fat i ham her misbrugskonsulenten – “
“Misbrugskonsulenten?” afbrød Bettina med vantro stemme.
Michael skiftede stilling i stolen. “Lad mig nu lige tale færdigt. Han har ikke altid været misbrugskonsulent. Han er faktisk lige blevet det og arbejder med udsatte unge ovre i Jylland, men før det var han involveret i narkohandel nede på Lolland og samarbejdede med rockerne.”
“Det bliver mere og mere fantastisk,” sagde Bettina og så påtaget spændt ud på, hvad der nu ville komme.
Michael lod sig ikke anfægte. “Rockerne hader russerne. De breder sig og går ind på deres territorier, som banderne har delt mellem sig. Det er russerne ligeglade med. De går efter det hele. Åbenbart har de oprettet en eller anden form for base nede i Lolland, tæt på grænsen. Under alle omstændigheder, havde han via sine indvandrervenner kendskab til et arabisk netværk, som konkurrerer med russerne.”
“Er der en pointe med alt dette?” spurgte Bettina.
“Ja,” sagde Michael roligt, “den kommer nu. Araberne hader også russerne. Så der er en besynderlig alliance dér. Hvis det ikke går ud over arabernes egne interesser, er de villige til at hjælpe med oplysninger om russerne. Helt konkret havde han et navn på én, der ville kunne hjælpe. Khaled. Han kender lidt til Danmark, fordi han har boet her, men for tiden opholder han sig i Dubai. Det blev åbenbart for hedt på de her kanter.”
“Fantastisk,” sagde Connie og forsøgte at skjule sin irritation. Så meget for at lægge den operation ned. “Har vi kontaktoplysninger på ham?”
“Øh – det er hanken,” sagde Michael. “Jeg fik at vide, hvor han holder til i Dubai, men hvis vi skal tale med ham, så bliver det ansigt til ansigt.”
“Kender vi nogen i Dubai, der kunne tage et møde?” spurgte Connie. Ingen sagde noget. De havde ganske vist et efterhånden veludbygget netværk, men det var overvejende dansk. Hvad Connie selvfølgelig udmærket var klar over. “Så er det svært,” sagde hun med tung stemme og forsøgte at skjule sin tilfredshed. “Hvis vi skulle sende nogen, er det nødt til at være en mand, og han skal som minimum tale flydende engelsk   og kunne begå sig hjemmevant i en fremmed kultur, og lige umiddelbart har vi ingen, der matcher –”
“Jeg har måske en idé,” afbrød Malene.
Connie holdt overrasket inde og så spørgende på hende.
Malene var pludselig kommet i tanker om, at Mathias blandt sine lange tirader om alle de steder i verden, han havde besøgt, havde talt varmt om Dubai. Hun havde kun lyttet halvt efter og var mest overrasket over, at et muslimsk land, hvor man undertrykker kvinder og synes, kamelvæddeløb er herresjovt, kunne have noget interessant at byde på.
“Jeg kender faktisk én, der måske ville kunne gøre det dér.” Det ville ikke være svært for Mathias at arrangere en reportagerejse til Dubai. Som hun huskede det, satsede de vildt og voldsomt på at blive et førende globalt vækstcenter eller sådan noget. “Må jeg undersøge det nærmere?”
“Du skal være velkommen,” sagde Connie. “Vi skal bare være helt på det rene med, at dette her er noget af et vildt skud.”
“Herligt,” sagde Michael til Malene. “Hvem er han?”
“Bare én, jeg kender,” sagde Malene afværgende. “Det er lige meget nu. Han ved – selvfølgelig – ikke, at jeg er involveret her, men jeg tror, at jeg kan få ham til at hjælpe mig alligevel. Og så må vi se.”
Så klikkede en anden idé på plads i hendes hoved. Hun lænede sig mod Michael. “Det dér med rockerne er for resten ikke så skævt tænkt. Mine brødre har været supportere til en af banderne. Man kan synes, hvad man vil om dem, men de har et ret stærkt indbyrdes kodeks, ligesom en familie, og hvis der er én ting, man ikke kan i rockernes verden, så er det at forgribe sig på børn.” Hun så omkring bordet med et skævt smil. “Hvilket i øvrigt gør livet ekstra surt for pædofile, der havner i fængsel sammen med rockere.” Det udløste latter omkring bordet.
Malene fortsatte.
“Faktisk har de oprettet en forening, som de kalder Motorbikers Against Child Abuse, hvor man forpligter sig til med alle midler at bekæmpe overgreb på børn.”
“Fantastisk. Især det med ‘alle midler’”, sagde Bettina.
“Ja, jeg ved ikke, hvad der ligger i det, og måske er det en smart måde at rekruttere nye medlemmer eller en måde at lave noget positiv PR, men under alle omstændigheder markerer de sig på det område. Det er en ting, alle rockere kan stå sammen om. Og så tænker jeg – hvorfor ikke lave en alliance med dem? De hader russerne, og de hader pædofile.”
Der blev stille.
Bettina så for sig en hærskare af bevæbnede rockere på motorcykler, der rullede ind i russernes hovedkvarter i Beograd og jævnede det hele med jorden. Connie så for sig en hærskare af bevæbnede rockere i Basen og en politirazzia, der jævnede det hele med jorden. Camilla så mest af alt forskrækket ud. Det blev Michael, der brød stilheden.
“Det er fandeme den vildeste idé, jeg længe har hørt,” sagde han anerkendende, og så rundt på de andre. “De ondeste onde, som arbejder for os. Sygt og vildt, men en helt fantastisk tanke. Skal vi ikke undersøge det?” Han så på Connie.
Connie rømmede sig. “Jeg er helt enig, det er en fantastisk visionær idé, men hvad har vi at tilbyde rockerne til gengæld? Og hvordan undgår vi, at de får noget på os, så vi pludselig arbejder for dem – eller havner midt i et eller andet bandeopgør?”
“Vi har det samme at tilbyde dem som alle andre, der hjælper os,” sagde Malene. “Oplevelsen af at gøre noget meget vigtigt for et barns liv, som myndighederne åbenbart ikke kan finde ud af. De er også forældre.”
“Hørt,” sagde Bettina. “Hvor skørt det end lyder, så skal    vi da undersøge det. Vedtaget?” Hun begyndte at banke med knoerne i bordet. De andre stemte i én for én i. Også Connie, om end med et noget forpint udtryk i ansigtet.
Hun kunne føle, at knuden i maven var tilbage.
 
***
 
“Facebook er ret fantastisk,” sagde Malene.
“Hvad mener du?”
De lå i sengen på et hotelværelse i Sønderborg. Mathias havde et foredrag i byen, og Malene havde fået arrangeret et kundebesøg. De havde bestilt maden som roomservice: et par tournedoser og en flaske Amarone.
Hun havde taget en film med, som hun syntes de skulle se i pauserne mellem deres elskov. Kunsten at græde i kor. Den handlede om en familie i en lille by et sted i provinsen. Børnene var blevet opdraget til at trøste deres depressive far ved at lade ham knalde dem – eller sutte den af på ham – hvordan det foregik, blev aldrig rigtig klart, for der var som regel en sofaryg eller dør i vejen. Da søsteren i løbet af historien fik nok, trådte lillebror tappert til i stedet.
Malene havde sagt, at der ikke var noget usædvanligt i det. Det var kulturen mange steder i ‘Underdanmark’, som hun kaldte det. I Nakskov, hvor hun var vokset op, foregik den slags i mange hjem. Mathias havde løftet øjenbrynene. Det kunne da ikke være rigtigt. Der fandtes altid vanvittige mennesker, men det kunne da næppe være normen.
Så havde hun fortalt, at hendes stedfar havde misbrugt hende. Endda mens hendes mor så på. At hendes mor havde sagt til stedfaren, at han skulle passe på, så det ikke kunne ses. Som om Malene var en genstand, man brugte. Ikke et menneske. Mathias havde lyttet uden at sige noget, uden at spørge, og bare holdt om hende, mens han lod hende fortælle så meget, hun havde lyst til at fortælle. Bagefter havde de set resten af filmen. Nu var der kun rulleteksterne tilbage på skærmen.
“En, der hedder Connie, kontaktede mig og ville være ven med mig på Facebook,” sagde Malene lavmælt. “Hun har været på det samme børnehjem som jeg. Vi skrev lidt sammen, og så viste det sig, at hun kendte mine brødre. Hun kunne også huske de pædagoger, der arbejdede på børnehjemmet. Der var især én, som jeg kan huske at mine brødre var glade for. Steffan. Så jeg spurgte, om hun kunne huske ham, for ham var de glade for. Han tog dem på udflugter og spillede guitar med dem og var meget sammen med dem. Så skrev hun tilbage, at hun skam sagtens kunne huske Steffan. Men ikke for det gode, og det troede hun heller ikke på at mine brødre gjorde.”
“Hvad var der da med Steffan?”
“Han ville knalde hende. Husk på, at hun var tolv år og fjernet fra hjemmet, fordi forældrene var gået til i druk. Hun var alene og ulykkelig. Han gav hende særbehandling, men tog sig altså betalt ved at komme ind og tage hende på brysterne og andre steder.”
Mathias så forfærdet ud. “En af de voksne blandt personalet?
Fy for fanden. Hvorfor anmeldte hun ham ikke?”
Malene så overbærende på Mathias. “Måske havde hun ikke lyst.” Hun sukkede. “Hør engang, det kan være svært at forstå, men når du som tolvårig bliver fjernet fra dine forældre og  dit hjem og bliver flyttet til en ny skole, hvor alle ved, at du  er børnehjemsbarnet, så er du noget af det mest ensomme i denne verden. Et barn har brug for kærlighed og tryghed og at mærke, at der er nogen, der holder af det. Hvis man kan få lidt kærlighed ved at lade en voksen gøre noget ved én, så kan det være bedre end ingenting.” 
Mathias skar ansigt. “Det skal da for pokker ikke være nødvendigt. Er der ikke professionelle mennesker ansat til at tage sig af netop den slags traumatiserede børn?”
“Jo. Men hvem siger, at de gør deres job ordentligt? Hvem tjekker dem? Der kommer ingen og spørger børnene, hvordan de har det. Jeg blev aldrig spurgt. Og selv hvis der kom nogen, hvad tror du så børnene ville sige? De ved jo udmærket godt, at det er de samme voksne, der er tilbage på børnehjemmet, når tilsynet går hjem efter at have drukket kaffe med personalet. Det er børn, der er vant til, at voksne svigter, at man ikke kan stole på dem. Det er jo, fordi der er voksne, der svigter, at de i det hele taget er der. Og hvad tror du lige der sker med de børn, der har klaget eller stukket pædagogerne på stedet?”
Mathias rystede langsomt på hovedet. “Det er jo sygt, for fanden.”
“Er det?” spurgte Malene. “Det var ikke Steffan, der endte med at knalde Connie. Det var Tom. En af drengene på børnehjemmet. Ham husker jeg fint. En rå, aggressiv type. Han kom ind på hendes værelse og voldtog hende. Sådan mistede Connie sin mødom.”
“For helvede da,” sagde Mathias.
“Det bliver værre. Det viser sig, at Connie ved, at Steffan knaldede mine brødre. Måske alle tre. Men helt sikkert Ronny. Han var den yngste, ikke engang ti år. Og den kønneste. Så det gik værst ud over ham.”
“Knaldede – hvad mener du helt præcist med at ‘knalde’ en tiårig dreng?”
“Sådan en størrelse har et stramt numsehul og en sprød lille mund. Det er, hvad jeg mener.”
“Nu må du simpelthen holde op,” sagde Mathias med afsky i stemmen.
Malene satte sig op i sengen. “Der skete noget med Ronny på det børnehjem. Det har jeg altid vidst. Nu ved jeg hvad.” Hun rynkede brynene. “Det var også meget mærkeligt. Jeg kan huske Steffan, og hvor glade mine brødre var for ham. Det var Steffan her og Steffan dér og altid Steffan, når vi mødtes. Men pludselig holdt de helt op med at tale om ham. Jeg kan huske, at jeg engang spurgte dem, hvor Steffan var blevet af. Han var ikke blevet af, sagde de, han var der stadig. Men de talte ikke om ham mere. Nu forstår jeg bedre hvorfor.”
“Hvorfor fortæller Connie dig alt dette her?”
Malene trak på skuldrene og krøb ned under dynen igen. “Måske af flere grunde. Jeg tror, at alle børn, der er blevet misbrugt, når til et punkt i livet, hvor de har brug for at stoppe op og tale og bearbejde alt det lort, de har været igennem. Fordi de opdager, at de ikke kan flygte fra fortiden ved at løbe alt, hvad remmer og tøj kan holde. Sådan som jeg har gjort. Connie er samme type. Hun har knoklet og har gjort karriere og etableret familie og engagerer sig i alt mellem himmel og jord og gjort det alt sammen med 120 kilometer i timen. Men lige meget hvor meget hun præsterer, og hvor mange 12-taller man får, så bliver det aldrig godt indeni. Man vil altid være den lille pige, der blev misbrugt, der føler sig forkert og beskidt, fordi man blev brugt, og billig, fordi man fandt sig i det, fordi man måske ligefrem fandt en slags nydelse i det, fordi man måske opfordrede til det, fordi der ikke var andre måder at få ømhed og kærlighed på. Det er forbundet med en dyb skam, en følelse af at være medskyldig, at være forkert og syg i hovedet, forkvaklet, et misfoster. Og du kan ikke vaske det af. Du  bliver bare nødt til at se dig selv i spejlet og acceptere, at du er grim, du er syg i hovedet, og at du aldrig bliver anderledes, aldrig bliver normal, som de andre. Men du bliver også nødt til at forstå, at det ikke er din skyld, at det var, fordi der var voksne mennesker, der manipulerede dig på et tidspunkt, hvor det er let at manipulere et menneske. Ellers går du i stykker.”
Mathias var klar over, at Malene ikke længere kun talte om Connie. Hun talte også om sig selv. Hun ville vise ham filmen og fortælle ham om Connie for at få ham til at forstå. Og det var ved at lykkes. Hvad Malene talte om, og hvad ‘Kunsten at græde i kor’ repræsenterede, lå uendelig fjernt fra de ‘livskriser’, som Mathias var vokset op med, og som de film, han havde set som ung, pladdernaive ting som ‘Se min smukke navle’, ‘Rend mig i traditionerne’ og ‘Mig og Charlie’ beskrev. Film, der skildrede middelklassebørnenes opgør med deres forældre og søgen efter egen identitet. De virkede komiske i forhold til den virkelighed, som Malene var vokset op i.
Som om hun havde læst hans tanker, sagde hun:
“Jeg læste  et stort interview om en feteret filminstruktør. Han jamrede sig over en barsk opvækst, fordi hans far, der var læge, havde andre planer for ham, end han selv havde. Så han måtte kæmpe sig til at få den uddannelse, han selv ville have, som fotograf. Han forsonede sig aldrig med sin far. Hvad fanden er det for noget patetisk pladder? Hvordan kan det optage avislæsere? Manden havde hele verden serveret for sig, men går rundt med en weltschmertz som det stakkels misforståede geni. Jeg kunne brække mig over hans slags. De aner intet om, hvad smerte handler om. Forkælede forstadsbørn. Jeg har intet tilovers for dem.”
Malene tog en stor slurk vin. Mathias valgte at lytte i stilhed.
Hun havde mere på hjerte.
“Nå, men Connie har samlet tidligere misbrugte børn som en slags forening eller selvhjælpsgruppe. Det tror jeg er en god idé. Jeg tror, mange af os går rundt meget alene med de her ting og forsøger at behandle os selv på forskellig vis. Måske er det bedre at gøre det i fællesskab. Og så måske at konfrontere misbrugerne.”
“Altså konfrontere Steffan?”
“For eksempel. Mig bekendt har han aldrig stået til regnskab for, hvad han har gjort.”
“Lyder som en god idé,” sagde Mathias. “Men hvis jeg har forstået det rigtigt, var Steffan aktiv på børnehjemmet i Nakskov i – hvad, mindst seks eller syv år? Hvad jeg ikke begriber er, hvordan han kunne få lov til at blive ved. Hvor mange børn har han ikke misbrugt? Hvordan kan det være, at en sådan type i det hele taget får job sådan et sted?”
“Jeg tror, at typer som Steffan søger mod steder, hvor der er mange udsatte børn,” sagde Malene. “Børnehjem, børnehaver, skoler, ungdomsklubber – hvor der er mange børn og unge samlet, og gerne forsømte børn, der hungrer efter opmærksomhed og kærlighed. Og jeg tror, de er gode til at komme ind på livet af børnene ved at være søde og forstående og venlige og kærlige – alt det, sårbare børn tørster efter. Men jeg kan godt forstå, at du spørger. Jeg har selv spekuleret på, hvorfor den slags får lov til at blive ved med at ske, når der nu er så mange på børnehjem, der har oplevet det.”
“Hvad har du selv gjort?”
Malenes blik blev mørkt. “Hvad mener du?”
Mathias fornemmede, at han pludselig var i minefyldt område. Han havde for længst fundet ud af, at Malene ikke brød sig om noget, der lugtede af kritik, hvad enten det handlede om en undladelsessynd eller en bevidst handling. “Jeg mener bare, du har ikke anklaget dem, der misbrugte dig, for hvad de gjorde. Hvis ingen af jer gør noget, hvordan skulle det så stoppe?” sagde Mathias.
“Hvordan skulle jeg bevise det? Er det ikke nok, at jeg har oplevet det?” Malenes stemme var stram.
Mathias ønskede for alt i verden, at han ikke havde spurgt. “Da Ronny døde, henlagde de hans sag og stemplede den som selvmord. Ronny havde et langt synderegister. Hvor meget krudt tror du at politiet ville spilde på at undersøge hans død? Det var aldrig sket, hvis han havde boet i Hellerup og var salgsdirektør.”
“Alle har da ret til samme behandling,” sagde Mathias.
Malene så på ham med øjne, der var blottet for både varme og ømhed. Mørket tætnede, uden at Mathias helt forstod hvorfor.
“Du er så naiv, Mathias,” sagde hun med hård stemme.
“Du tror, at du forstår så meget, og at hele verden fungerer efter dine middelklasseværdier. Du har styr på, hvilken vingård vinen kommer fra og hvordan vejret var, da druerne modnedes, men du fatter intet af, hvad det vil sige at vokse op i fucking Nakskov. Det var det, jeg forsøgte at dele med dig, men det mislykkedes åbenbart.”
Mathias åbnede munden for at forsvare sig. Han kendte udmærket til at vokse op med smerte og skam over at være  til, men indså, at det bare ville lyde som en konkurrence om, hvem der havde det værst, og føre samtalen længere ned ad et forkert spor.
“Sandt nok,” sagde han i stedet. “Jeg ved ikke meget om det, men jeg vil gerne lære, og jeg er blevet klogere i dag.” Så forsøgte han at skifte fokus. “Ved du, hvad Steffan laver i dag?” “Ja,” sagde Malene. Hendes stemme var blidere. Hun så på Mathias.
“Han er forstander på et stort børnehjem i Jylland.”
Mathias løftede øjenbrynene og var et øjeblik stille, mens han tænkte konsekvenserne af den oplysning igennem. Han holdt fast i Malenes blik. “Hævn?” spurgte han så.
Malene smilede til ham. Varmen var tilbage i hendes øjne. “Måske kan du hjælpe. Men jeg har faktisk brug for dig til noget andet også,” sagde hun og tænkte på Dubai.
“Hvad er det?”
“Først vil jeg have hjælp til det her,” sagde hun med et smil og løftede dynen, så han kunne se hendes let spredte ben.
“Altid klar til at hjælpe en dame i nød,” sagde Mathias, glædeligt overrasket og lettet, og så indtog han hende.
 
*****
 
26. juli 2003 – St. Raphaël (Bogens parallelhistorie, som folder sig ud mellem kapitlerne)
 
Efter at Tina var gået og Ronny opdagede, at han rent faktisk kunne få benene til at lystre, begyndte han at gå ned mod sit værelse i arbejderhytterne. Kort efter slog han over i småløb, indtil han var fremme. Han løb ind på sit værelse, fandt sin hash-mobil frem, sendte et abort-signal, pillede sim-kortet ud og trådte på mobilen, så den knasede. Så samlede han hastigt de vigtigste ting sammen og smed dem i en skuldertaske, krængede uniformen af og trak i et par cowboybukser og T-shirt.
Så løb han ud.
Der var heldigvis ingen i sigte. Alle var på job. Han tog den specialbyggede bagagebeholder til Vespaen og gik bag om nogle store buske lidt væk og løftede et dæksel til en gammel brønd. Han tog fat i et reb, der var bundet til en krog i væggen, og fik hevet flere pakker hash op. Dem lagde han i bagagebeholderen, slæbte dem hen til Vespaen og fik hægtet dem på. Så tog han sin skuldertaske og sparkede gang i scooteren.
Ronny kørte ind til byen via stier og småveje, der snoede sig tværs gennem det bakkede landskab mellem pinjetræer og oliventræer. Han nåede frem til byens yderste huse og de smalle baggyder og var ved at brage ind i en lille lastbil, da han kom skarpt rundt om et hjørne. Sidespejlet smadredes.
Ronny var ligeglad.
Han zigzaggede videre gennem gaderne op til det gamle Fréjus, hvor han havde lejet en lille lejlighed. Han parkerede Vespaen i gårdspladsen, hvor en vældig bougainvillea dækkede den ene væg. Ronny tog bagagebeholderen og gik op ad en smal trappe til tredje sal og låste sig ind i lejligheden. Indenfor låste han døren efter sig. Låste døre var godt.
Han var forpustet. Hjertet hamrede løs i hans brystkasse.
Ronny åbnede balkondøren. Der var en udsigt over røde tegltage og havet i det fjerne. Han fandt noget hash frem, som han havde tapet under sofabordet, og rullede en stor joint, tændte den og tog et sultent, langt hiv. Han kunne føle virkningen næsten med det samme. Der kom en ro rullende, som en sløv tidevandsbølge, og verden blev tryggere, venligere. Han rejste sig og gik hen til køleskabet, tog en literflaske øl ud, skruede låget af og drak. Det gjorde godt. Han var tørstig.
Så satte han sig igen, på en stol ved balkonen. Pis. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at hans dækjob var røget, og formentlig var politiet allerede alarmeret. Kunne Tina huske hans rigtige efternavn? Formentlig. Andersen. Hvor svært var det at huske? Så snart gendarmerne kontaktede det danske politi, ville de takket være navnet få en journal, der fik den store alarm til at gå. Han havde trods alt været rodet ind i det ene og det andet. Det var om at gøre sig usynlig. Falsk pas. Det kunne hans lokale kontakt sikkert klare.
Ronny havde ingen idé om hvad kontakten hed. Den fysiske udlevering af hashen foregik ved, at der var en gammel dør i muren på bagsiden af en nedslidt bygning i udkanten af byen, hvor han bankede på efter en bestemt kode. Det åbnede ikke døren. Det var først, når han bankede på anden gang med en ny kode, at døren gik op og en fåmælt franskmand stak et mistænksomt ansigt frem, og efter at have sikret sig, at det var Ronny, åbnede han døren lige akkurat nok til,   at Ronny kunne klemme sig ind i det dunkle lagerrum, der lugtede jordslået.
Men fuck alt det nu. Lige nu havde han bare brug for en time out.
Tømme hovedet. Prøve at få greb om, hvad der lige var sket. Katrine. For satan og helvede da også. Hvordan skulle han have vidst det? Hvorfor fanden havde den kælling til Tina holdt det hemmeligt for ham, at han var far? Tilmed far til sådan et skår af et pigebarn. Det var da helt urimeligt, at hun havde holdt det for sig selv. Når man ikke ved, hvem ens børn er, så kan sådan noget jo ske. Møgkælling.
Hvad var det – femten år siden, han havde knaldet Tina? Hun havde været en af de mere pikante affærer. Ronny var kommet i arbejde hos en frelst økologisk sen-hippie på en gård på Lolland. Jørgen, hed manden. Han var fanatisk modstander af kapitalisme, industri, USA og alt andet, der repræsenterede et eller andet moderne. I virkeligheden var han nok en kommunist, der ikke turde forfølge sine idealer og flytte dertil, hvor socialismen blev praktiseret i sin yderste konsekvens. Dem havde der været mange af engang. Så han kørte sin egen hjemmedyrkede religion og legede guerillakrig med de omkringliggende landmænd, der brugte hæslige ting som gødning og maskiner til at dyrke jorden.
De var omkring ti unge, der arbejdede for ham – mange af dem som
Ronny – børnehjemsunger, som systemet sked på, og som var blevet anvist arbejde hos Jørgen for stort set ingen løn. Sen-hippien havde en fin forretningsmodel dér. I stedet for at investere i moderne maskineri og gødning fik han kommunen til at give ham “straffefanger”, der kunne gå og knokle på markerne. Så det med at være kapitalistisk udbytter var han selv helt ferm til at spille, selv om manden helt sikkert så en ganske anden virkelighed.
Men helt åndssvagt var det nu ikke. Jørgen dyrkede også flittigt hamp og røg sig skæv hver aften, og han var ikke nærig over for andre. Så de unge mænd havde en fest hver aften på hjemmedyrket hamp og hjemmebrygget vin. Det var trods alt noget bedre end at være på institution og blive knaldet i røven af personalet.
Og så var der Tina. Søde Tina, Jørgens datter, der flagrede rundt og legede med sine kaffekopper og tekander i legehuset og poppede lidt ud både foran og bagved på den nydeligste måde, selv om hun kun var – hvad, tretten? Ronny kunne lide hende. Og han kunne mærke, at hun kunne lide ham. Så en dag i stalden kom de til at lege lidt, og den leg blev til lidt mere. Han kunne huske, at hun duftede af sommer og hø og sæbe. Han kunne også huske, hvor fantastisk det var, da han første gang trængte ind i hende og hun klynkede af smerte og lyst, mens han langsomt og nænsomt tog hendes mødom.
Siden havde han knaldet hende flere gange. Ligesom Katrine var Tina blevet bidt af, hvad han havde til hende, og opsøgte ham for at få mere. Det var ved at gå galt nogle gange. De andre kunne godt se, hvad han havde gang i, og jokede om hende som hans Lolita-dukke. Det gjorde ham både irriteret og selvtilfreds. Hvem var det lige, der knaldede gårdejerens datter, dem eller ham?
En dag var Jørgen kommet hen og havde hentet ham fra kartoffelmarken. De var gået op til huset, og så bad Jørgen ham om at pakke sine ting og tage af sted. Han skulle ikke bruge Ronny mere, han skulle bare stille hos kommunen næste dag, Jørgen havde varslet dem. Mere sagde han ikke. Og Ronny spurgte ikke. Han fornemmede klart, hvad det handlede om. Og havde tænkt, at manden både var latterlig og dobbeltmoralsk, hvis han ikke kunne leve op til sit shit om flowerpower og fri sex, og en sølle nar, hvis han ikke kunne finde ud af at stå op for sin datter. Selv ville Ronny da have tævet livet ud af enhver idiot, der havde gjort mod hans datter, hvad Ronny havde gjort mod Jørgens.
Som det var, pakkede han bare sine ting og gik ned til busstoppestedet. Han kunne ikke få øje på Tina og trak på skuldrene. Næste dag fik han anvist arbejde på en fiskefabrik i Hirtshals, i den anden ende af Danmark. Efter det havde han aldrig skænket Tina en tanke. Indtil nu.
Ronny tømte resten af øllen og greb efter en halvtom flaske Jack Daniels oven på køleskabet. Han havde brug for et seriøst trip væk, og en gang whiskey-rus var et godt skridt på vejen. Han tænkte igen på Katrine. O.k., det var så ikke i orden at tænke på hende sådan, men det kunne han ikke gøre ved. Gjort var gjort. Hun var et fantastisk pigebarn. Og hun havde klart brug for en far, der var mere mand end den selvoptagede idiot, der fes rundt og spillede vigtig, men som i virkeligheden slet ikke interesserede sig for hende. Han havde travlt med sit eget vigtige liv, og så var hun jo i øvrigt slet ikke hans barn, så det var klart, at han var pisseligeglad. Sådan et svin.
Ronny satte flasken til munden og drak til. Fuck, det gjorde godt. Så rullede han en ny joint, med langsomme bevægelser. Han var rolig nu. Der var styr på det. Kællingen havde lavet lort i den. Hun havde ikke fortalt ham om datteren, hun havde skaffet hans datter en lortestedfar, og så gik hun rundt forklædt, så Ronny ikke kunne genkende hende. Idiot.
Han skulle fandeme nok vise dem, hvordan man er far. Og Katrine skulle møde sin halvsøster i Danmark, Nanette, som Ronny havde fået med Julie. Hvor var egentlig Julie Nanette nu? Han forsøgte at huske det, men kunne ikke rigtig komme i tanker om det. Hende Julie holdt sgu’ da nok også tøsen fra ham. Hvad fanden er der med de kællinger? Jimmy havde ret, de skal da bare have et par på snotten, så de fatter, hvem der bestemmer. Det havde han nu aldrig været så god til. Slet ikke som Jimmy. Næ, Ronny, det var ham, der snakkede trusserne af dem, Jimmy, det var ham, der gav dem én med køllen og slæbte dem til grotten.
Nå, hvad fanden.
Hvad var det, han lige havde tænkt på? Nå, det var smuttet. Lige meget.
Så opdagede han, at Jack Daniels-flasken var tom. Og joint nummer to var ved at brænde ned. Skiftedag. Men han rejste sig ikke med det samme. Han kunne høre børn råbe nede i gaden, en kvinde skælde ud, en scooter hyle forbi, en hund gø. Det var godt, det var trygt. Solen havde flyttet sig, så den ikke skinnede direkte ind i lejligheden mere. En let brise fandt vej ind gennem de åbne altandøre, fik gardinerne til at danse og strøg ham over kinderne med et løfte om en kølig nat under 20 grader.
Jep, det kunne blive en god nat.
Come on Barbie, let’s go party, yeah, yeah, yeah.
Fuck det hele.
 
 
Emneord: Bundfald, Mikael Lindholm, Lisbeth Zornig Andersen, Boganmeldelse
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1094 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige