Enighed mellem regeringen og KL om integrationsområdet

Kommunerne står over for at skulle modtage markant flere flygtninge og familiesammenførte end tidligere antaget. Dette skal bl.a. ses i sammenhæng med de tragiske begivenheder i Syrien. Regeringen og KL har den 8. januar 2015 drøftet denne problemstilling.

Regeringen og KL har drøftet rammerne for kommunernes integrationsindsats. En integrationsindsats, som først og fremmest løses i kommunerne som en integreret del af den ordinære indsats på bl.a. uddannelses- og beskæftigelsesområdet. 

Der er enighed om, at den ekstraordinære situation kan skabe særlige udfordringer for kommunernes arbejde med at modtage og boligplacere nye borgere i 2015. Der er bl.a. ekstraordinære udgifter forbundet med boligplacering af de mange flygtninge (bl.a. til at finde egnede boliger, til indretning og eventuelt opbygning af midlertidig indkvartering). 
 

Regeringen og KL er på den baggrund enige om at iværksætte konkrete tiltag, som kan imødegå kommunernes udfordringer med navnlig at finde eller etablere boliger, jf. boks 1, og som kan understøtte de kommuner, der modtager et større antal flygtninge.

Regeringen og KL er enige om, at dette på den korte bane vil understøtte kommunernes modtagelse af nytilkomne flygtninge og familiesammenførte – og at en god modtagelse vil have betydning for en efterfølgende vellykket integration, hvor den nyankomne hurtigere opnår beskæftigelse, selvforsørgelse og aktivt medborgerskab. 

Regeringen og KL er enige om, at fristen for at indmelde regions- og kommunekvoter slås sammen, og at fristen herfor udskydes til den 1. april 2015 med henblik på, at ovenstående tiltag kan medvirke til at tilskynde kommunerne til at modtage flygtninge ud over deres beregnede kvoter. 

Regeringen vil komme med et udspil på flygtninge- og integrationsområdet, som bl.a. skal understøtte kommunernes modtagelse og integration af flygtninge og familiesammenførte. 

Regeringen og KL er i den forbindelse enige om, at det er centralt, at:

• Nytilkomne flygtninge og familiesammenførte hurtigere bliver en del af arbejdsfællesskabet eller påbegynder ordinær uddannelse.

• Civilsamfundets aktører engageres i integrationsindsatsen og dermed også medvirker til at opbygge et aktivt medborgerskab.

• Arbejde for en fremrykket integrationsindsats – fx ved, at ventetiden i asylcenteret inden overgangen til kommunen udnyttes mere effektivt til at påbegynde integrationsindsatsen.

• Der i regi af et partnerskab på integrationsområdet drøftes integrationsindsatser over for alle flygtninge, indvandrere og efterkommere med henblik på at understøtte udbredelsen af bedste praksis blandt de kommuner, der opnår gode resultater mv.

I forlængelse heraf vil regeringen fremlægge en regelforenkling sådan, at kravet om, at der både skal udarbejdes en integrationskontrakt og en integrationsplan, ændres, så der kun skal udarbejdes én samlet plan, jf. Aftale om kommunernes økonomi for 2015. 

Regeringen har endvidere tilkendegivet, at den vil styrke tilbuddet om sundhedsscreening af alle asylansøgere, mens de opholder sig i asylsystemet. Dermed skal indkvarteringsoperatøren iværksætte en aktiv, opsøgende indsats over for de asylansøgere, som ikke tager imod det indledende tilbud om sundhedsscreening.

Dertil vil regeringen understøtte, at nytilkomne flygtninge og familiesammenførte hurtigere får vurderet medbragte uddannelseskvalifikationer, så der i integrationsindsatsen tages udgangspunkt i de kompetencer, de nyankomne har. 

Regeringen og KL er enige om, at den ekstraordinære situation på flygtningeområdet drøftes i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes økonomi 2016.
 

 

Emneord: Finansminiseriet, Manu Sareen, Kommunernes Landsforening, Flygtningepolitik, Flygtningepres
Finansministeriet på DenOffentlige.dk Finansministeriet
Aktivitet: Artikler: 83 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige