To ens dødsulykker: En straffet med 1.500 kroner - en med 80.000 kroner

Politik

12/05/2016 09:17

Nick Allentoft

To stort set identiske dødsulykker er endt med henholdsvis en bøde på 1.500 kroner efter færdselsloven og en bøde på 80.000 kroner efter arbejdsmiljøloven. Eksperter undrer sig, skriver Fagbladet 3F.

Det kostede en lastbilchauffør en bøde på 1.500 kroner for overtrædelse af færdselsloven, da han 22. februar 2006 bakkede en 37-årig landmåler ihjel på en byggeplads langs en motorvej på Sjælland.

Da en 53-årig sjakbajs 1. september 2011 blev kørt ihjel af en bakkende lastvogn med vippelad – en såkaldt dumper – på en byggeplads ved et motorvejsbyggeri i Sønderjylland, var straffen betydeligt højere. Her fik firmaet, som sjakbajsen var ansat i, en bøde på 80.000 kroner for overtrædelse af arbejdsmiljøloven. Det viser en aktindsigt, som er blevet forelagt to eksperter.

Souschef på Arbejdsmedicinsk Klinik ved Regionshospitalet i Herning Kent J. Nielsen forsker i sikkerhedskultur og forebyggelse af arbejdsulykker. Han efterlyser en god forklaring på, hvorfor de to stort set identiske dødsulykker blev sanktioneret så forskelligt.

- Ulykkerne minder om hinanden og på det foreliggende grundlag kan det undre, hvorfor den ene ender med en bødestraf på 1.500 kroner for overtrædelse af færdselsloven, mens den anden giver en bøde på 80.000 kroner for overtrædelse af arbejdsmiljøloven. Det virker underligt, siger Kent J. Nielsen.

Også markeds- og projektchef i COWI, Per Tybjerg Aldrich, der er ekspert i forebyggende arbejdsmiljøarbejde, undrer sig over forskellen på sanktionerne.

- Det virker ikke umiddelbart indlysende, at bøderne er vidt forskellige i de to dødsulykker, siger Per Tybjerg Aldrich.

Fagbladet 3F har i en uge forgæves forsøgt at få en kommentar fra Arbejdstilsynet til forskellen på bødestraffen efter de to dødsulykker.

Mest Læste

Annonce