”Vi har nu et samlet overblik over den største udflytning af statslige arbejdspladser nogensinde. Og med de første succesfulde udflytninger er vi allerede godt i gang. Det er meget glædeligt, at der er så stor søgning til de opslåede stillinger. Udflytningen af de statslige job vil dermed blive et vigtigt bidrag til regeringens målsætning om at skabe vækst og udvikling i hele Danmark.” siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.
Udflytning af statslige arbejdspladser
Vi har samlet alle historier om udflytningsplanerne.
Læs meget mere her
Størstedelen af udflytningerne vil finde sted i 2016 og 2017. Ministerierne forventer en samlet udgift på knap 1 mia. kr. Det betyder, at omkostningerne i gennemsnit er på 250.000 kr. per arbejdsplads. Der er dog store variationer mellem de enkelte styrelser, alt efter de konkrete udgifter til de nye lokaliteter og antallet af medarbejdere, der ventes at flytte med.
Regeringen har afsat 400 mio. kr. på finansloven for 2016 til udflytningen.
”Udflytningen af de statslige arbejdspladser er ikke en spareøvelse, men en politisk prioritering for at skabe vækst og arbejdspladser i hele Danmark. Derfor er der også midlertidige udgifter, der skal dækkes. Fra regeringens side har vi prioriteret at afsætte midler til udflytningen, der dækker dele af ministeriernes udgifter. Resten finansieres inden for ministeriernes egne rammer, hvilket bør være en overkommelig opgave for de enkelte ministerier,” siger finansminister Claus Hjort Frederiksen.
En enkelt institution udflyttes ikke som planlagt. Det drejer sig om Statens Værksteder, der derfor ikke i første omgang flytter til Helsingør. Der arbejdes på en alternativ placering.
”Nu går udflytningen for alvor i gang. Der ligger gode planer, som medarbejdere og ledelser nu kan arbejde videre med. Regeringen har ønsket et Danmark i bedre balance, og det har vi nu skabt grundlaget for. Det er nu de enkelte ministerier, der har ansvaret for, at udflytningen bliver en succes”. siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.