EU giver grønt lys for offentlig støtte til Femern

Infrastruktur

24/07/2015 14:11

Nick Allentoft

Margrethe Vestager glæder sig over grønt lys for den offentlige finansiering af den faste Femern-forbindelse. Imens truer Rederiet Scandlines med at føre sag om konkurrence-forvridende statsstøtte til EU-domstolen.
EU-Kommissionen har godkendt den danske model for offentlig finansiering af den faste vej- og jernbaneforbindelse over Femern. Den strider ikke mod EU-reglerne for statsstøtte, siger EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Det er rederiet Scandlines, der driver færgerne mellem Rødby og Puttgarden og dermed sejler over Femern Bælt, der har klaget til EU-Kommissionen. Scandlines mener, at der er tale om ulovlig og konkurrenceforvridende statsstøtte i den model, der er valgt for offentlig finansiering af projektet.

Men det afviser Margrethe Vestager med den begrundelse, at finansieringen under alle omstændigheder følger EU-reglerne for statsstøtte, fordi den "fremmer virkeliggørelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse".   - Den faste forbindelse over Femern Bælt vil gøre rejsetiden mellem Tyskland og den østlige del af Danmark og de andre nordiske lande langt kortere. Det er til gavn for både befolkningen og økonomien. Derfor er jeg meget glad for, at vi i dag har godkendt den offentlige finansiering af projektet efter EU's statsstøtteregler, siger Margrethe Vestager.   Finansieringsmodellen, som Danmark vil bruge, indebærer offentlig støtte til projektering, anlæg og drift af den 19 kilometer lange tunnel under Femern, med en firesporet motorvej med nødspor og en elektrificeret dobbeltsporet jernbane, og af vej- og jernbaneanlæggene i Danmark.   Danmark hæfter for hele den faste forbindelse fra den danske kyst og helt frem til den tyske kyst og desuden for de danske landanlæg.   Den samlede pris for Danmarks del af projektet er lige nu 64,4 milliarder kroner, inklusiv 10 milliarder kroner for en ny jernbane fra Rødbyhavn til Ringsted, og det beløb vil den danske stat yde statsgaranti for.   EU-Kommissionen lovede i juni at støtte den danske del af projektet med 589 millioner euro, godt 4,4 milliarder kroner, fra 2016 til 2019 gennem sin Connecting Europe-pulje. Det er kun halvdelen af, hvad Danmark på forhånd havde forventet at få i EU-støtte til den faste forbindelse over Femern.   Transportminister Hans Christian Schmidt (V) har nu bedt om et møde med EU-Kommissionen for at få en forklaring på, hvorfor EU-støtten ikke er blevet højere. Danmark har dog mulighed for at søge om mere EU-støtte senere i projektet.   Scandlines klar til at tage Femern-sag til EU-Domstolen Direktøren i rederiet Scandlines, Søren Poulsgaard Jensen, er dog ikke tilfreds og åbner for at rejse en sag ved EU-Domstolen.     - Med mindre vores synspunkter imødekommes i den endelige kendelse, har vi intet andet valg end at føre sagen videre til EU-Domstolen. Det er for, at sagen kan få en ordentlig juridisk behandling og et klart svar på statsstøttespørgsmålet, som reelt stiller konkurrerende virksomheder lige, siger Søren Poulsgaard Jensen i en skriftlig kommentar.   Rederiet Scandlines, der driver færgerne mellem Rødby og Puttgarden, har klaget til EU-Kommissionen. Scandlines mener, at der er tale om ulovlig og konkurrenceforvridende statsstøtte. Men torsdag kom EU-Kommissionen med et svar, som ikke huer rederiet.    EU-Kommissionen tager ikke stilling til, om der er statsstøtte involveret i Femern-projektet, men konstaterer, at er der tale om statsstøtte, så er den i overensstemmelse med EU's regler.    - Det er en overraskende svag udmelding, der kommer fra Margrethe Vestagers konkurrencekommissariat omkring Femern projektet, siger Søren Poulsgaard Jensen og fortsætter:   - Særligt i lyset af en stærk domstolspraksis inden for statsstøtte, samt at den tidligere kommissær umiddelbart før Vestagers tiltræden netop traf en klar beslutning om, at Øresundsbroen har statsstøttefordele.   EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, afviser, at modellen for vej- og togforbindelsen over Femern Bælt er statsstøtte. Hun mener heller ikke, at der er tale om konkurrenceforvridende statsstøtte, da modellen "fremmer virkeliggørelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse".   Danmark støtter projektering, anlæg og drift af Femern-forbindelsen. Danmark hæfter for forbindelsen fra den danske kyst til den tyske kyst og for danske landanlæg.   Prisen ligger på 64,4 milliarder kroner, inklusiv 10 milliarder kroner for en ny jernbane fra Rødbyhavn til Ringsted, som staten giver statsgaranti for.   EU-Kommissionen lovede i juni 4,4 milliarder kroner fra 2016 til 2019 gennem sin Connecting Europe-pulje. Det er halvdelen af, hvad Danmark ventede.   Transportminister Hans Christian Schmidt (V) har bedt kommissionen forklare, hvorfor EU-støtten ikke er højere.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce