EU-parlamentarikere om EU-dom: En meget vigtig sejr

Politik

11/11/2014 22:11

Nick Allentoft

EU-dom glæder Jeppe Kofod (S) og Morten Messerschmidt (DF), men Folkebevægelsens Rina Ronja Kari er skeptisk.

EU-Domstolen giver Tyskland ret i, at landet ikke skal betale kontanthjælp til den rumænske kvinde Elisabeta Dano og hendes søn. Det er i fuld overensstemmelse med EU-retten, når det tyske jobcenter i Leipzig nægter at udbetale ydelsen.

Den socialdemokratiske EU-parlamentariker, Jeppe Kofod, er glad for, at domstolen konkluderer, at ikke-erhvervsaktive unionsborgere, som flytter til en anden medlemsstat for at få social bistand, kan udelukkes fra at få visse sociale ydelser.

- Jeg mener, det er udtryk for en ny forståelse i EU-systemet for, at man må komme landenes bekymringer i møde og sige klart nej til velfærdsturisme, hvilket den konkrete sag lader til at være udtryk for, siger Jeppe Kofod i en skriftlig kommentar.

- Det er en meget vigtig sejr. Det viser, at der kan og bør være rimelighed i forhold til, hvem der kan nyde godt at vores velfærdssystemer. At pligter og rettigheder hænger sammen

Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Morten Messerschmidt opfordrer den danske regering til at handle.

Læs også: Beskæftigelsesminister glad for ny EU-dom

- Det er opløftende, at vanviddet trods alt har en grænse – også i EU. Jeg glæder mig over, at EU-Domstolen nu har sat en grænse for, hvilke sociale ydelser der kan være omfattet af EU-retten, siger Morten Messerschmidt i en skriftlig kommentar.

- Det er derfor afgørende, at regeringen nu gør alt, hvad der overhovedet kan gøres, for at sikre, at alle danske velfærdsydelser også forsvares – ligesom de tyske.

Den hellige grav er ikke velforvaret, mener EU-parlamentariker Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU.

- Hovedparten af de EU-borgere, der kommer til Danmark, kommer for at arbejde eller studere. Derfor er vi ikke kommet tættere på en afgørelse om, hvorvidt det er EU eller Danmark selv, der bestemmer, hvem der for eksempel skal have dansk kontanthjælp, siger hun i en kommentar. 

Dommen letter ikke presset på danske velfærdsydelser fra andre EU-borgere, mener hun.

Venstres Ulla Tørnæs er tilfreds med dommen, men mener at der kommer flere lignende kampe for at afgrænse, hvilke danske ydelser EU-borgere har ret til. 

- EU-Domstolen sætter med denne dom tyk streg under, at EU ikke er en social union. Det løser ikke hele vores udfordring, og det giver ikke svar på de udfordringer, som Danmark står overfor i forhold til for eksempel udbetaling af børnepenge til EU-borgere, siger hun i en skriftlig kommentar.

Den danske regering har under sagen ved EU-Domstolen givet sin støtte til Tyskland.

De regler, der er dømt efter, betyder dog, at sagen i Danmark kun har direkte relevans for udbetaling af boligstøtte til pensionister.

Det skyldes, at det er den eneste velfærdsydelse, Danmark har anmeldt som omfattet af en 10 år gammel EU-forordning om koordinering af sociale sikringsordninger.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce