Europa ruster sig til hård tørn med Trump som USA's præsident

Politik

19/01/2017 08:38

Daniel Holst

Trump kan være et sundt chok, der får Europa til at stå sammen, mener tænketank. Andre frygter mere splid.

Europa er i fuld gang med at ruste sig til en ny virkelighed, når USA fredag indsætter en præsident, der vender op og ned på verden.

Med Donald Trump får amerikanerne en speed-tweetende præsident, der konstant skyder fra hoften.

En præsident, der med sine bramfri meldinger chokerer lederne i EU og Nato i Bruxelles og i de europæiske hovedstæder, og som samtidig gør tilnærmelser til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Nato er forældet, lyder det fra Trump, der tidligere også har truet med ikke at komme medlemslande til undsætning, hvis de bruger for lidt på forsvaret.

Trump roser Storbritanniens beslutning om at melde sig ud af EU. Og han regner med, at flere lande vil søge mod udgangen, sagde han mandag i et avisinterview med britiske The Times og tyske Bild.

- Vi europæere har vores skæbne i vores egne hænder, lyder reaktionen fra Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, mener, at Trump skal holde op med indirekte at opfordre EU-lande til at melde sig ud.

- Vi går jo ikke rundt og opfordrer Ohio til at trække sig ud af USA, siger Juncker til den tyske tv-station Bayerische Rundfunk.

Direktør Jan Techau fra tænketanken Richard C. Holbrooke Forum i Berlin kalder Trumps udtalelser for "en provokation".

- Men først og fremmest tror jeg, at han virkelig mener det. Det er hans syn på verden, siger Techau.

Han ser Trumps snak om flere exitter fra EU som et forsøg på at fyre op under flammerne og støtte dem, "der vil underminere sammenholdet i EU".

- Trump fortæller dem, at de nu har en allieret i Det Hvide Hus. Det er fuldstændig ødelæggende, siger Jan Techau.

Han mener, at Donald Trump ser EU som fjendtlig over for amerikanske handelsinteresser.

- Så ved at svække EU kan han gøre en bedre handel, lyder forklaringen fra den tyske ekspert.

De to analytikere Stefan Lehne og Heather Grabbe skriver for tænketanken Carnegie Europe, at tiden er inde til, at Europa tager sig sammen - og står sammen.

- I stedet for at blive grebet af modløshed bør europæerne se Trumps embedsperiode som et sundt chok, skriver Lehne og Grabbe.

Men Jan Techau frygter, at EU-landene snarere vil blive mere splittede end stå mere sammen i Trumps nye verden.

EU-landene står i brexit til halsen, og de er blandt andet uenige om migration, euroen, nye handelsaftaler og kursen over for Rusland.

- Det europæiske instinkt har de seneste år været at ty til nationale løsninger. Og jeg kan ikke se, at Trump vil vende den udvikling, siger Techau.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) slog dog koldt vand i blodet, da han tidligere på ugen var til EU-møde i Bruxelles.

Samuelsen er ikke så nervøs for Trump som præsident.

- Han skal have lov at sætte sig i stolen, og så ser vi på, hvad der er virkelighed, og hvad der er Twitter-diplomati, lød det fra den danske udenrigsminister.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce