Fagforbund forhandler fusionsplaner til sidste sekund

Velfærd

12/04/2018 11:00

Freja Eriksen

Helt til det sidste forhandles der om kompromiser i fusionen af LO og FTF. 3F kræver ændringer i planen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Siger LO og FTF "ja" til hinanden, eller bliver nogen efterladt ved alteret?

Det er endnu usikkert.

Spørgsmålet skal afgøres i Odense fredag formiddag, når de to fagforbund holder hver sin kongres. Alt fra sygeplejersker til smede skal tage stilling: 

Skal de to hovedorganisationer slå sig sammen i en ny stor hovedorganisation med langt over en million medlemmer? 

Der kræves to tredjedeles flertal i både LO og FTF, og i begge organisationer er der uro i rækkerne. Kun de færreste tør derfor lægge hovedet på blokken og spå om resultatet.

- Det ligger meget tæt, siger centerleder Søren Kaj Andersen, der forsker i arbejdsmarkedet på Københavns Universitet.

​Fakta: To store fagforbund, der går med bryllupstanker

LO og FTF er Danmarks største fagforbund, men der er store forskelle på deres medlemstal og sammensætning.

LO og FTF har siden 2015 arbejdet på en sammenlægning. 

  • LO er Danmarks største fagforbund. Det er en paraplyorganisation for 18 fagforeninger, hvoraf 3F, HK, FOA og Dansk Metal er de største. Håndværkere, industriarbejdere og butiksansatte er blandt de største grupper.
  • Der er omkring en million medlemmer af LO's forbund, hvoraf cirka 800.000 er i arbejde. Privatansatte fylder mest.
  • FTF er fællesforbund for 75 mindre medlemsorganisationer og har 450.000 medlemmer, med omkring 350.000 i arbejde. Størstedelen er offentligt ansatte.
  • De største FTF-forbund er Danmarks Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd, og Bupl, der er pædagogernes fagforening.

Kilder: LO, FTF, Ugebrevet A4.

 

 

Hos FTF er det de fagforeninger, der primært er i den private sektor, der protesterer. De mener, at den nye organisation - der ikke har et navn endnu - minder for meget om et større LO: for tæt på Socialdemokratiet og med risiko for fortsat faldende medlemstal.

I LO stiller 3F, Danmarks største fagforening, sig i vejen, og dermed skal der ikke mange andre med i oprøret for at blokere for forbundsbrylluppet.

- Hovedbestyrelsen i 3F har ikke kunnet se sig selv i det kompromis, som LO og FTF’s styregruppe er kommet frem til. Derfor har 3F’s hovedbestyrelse fremlagt fire ændringsforslag, siger 3F-formand Per Christensen i en skriftlig kommentar.

De går blandt andet på, at det samlede forbund skal være forankret på venstrefløjen og have stærke lokale afdelinger rundt om i landet.

Dem forhandler 3F nu med LO-toppen om for at se, om de kan blive enige. 

På et hovedbestyrelsesmøde torsdag skal 3F så tage endeligt stilling, lyder det fra 3F-formand Per Christensen. Og det kan ende med et ja. 

- Vi vil beslutte, om vi mener, at vi er blevet imødekommet nok i forhold til vores ændringsforslag. Hvis vi mener det, stemmer vi ja til en fusion, siger formanden. 

Ifølge Søren Kaj Andersen fra Københavns Universitet er der meget på spil for 3F. 

- For det er heller ikke heldigt, hvis det bliver vedtaget, og 3F sidder isoleret tilbage og mister indflydelse i en ny hovedorganisation, siger Søren Kaj Andersen.

LO har afvist at kommentere forhandlingerne op til kongressen. Og generelt er der stor nervøsitet at spore omkring slutspurten.

Et sammenbrud risikerer at slå fagbevægelsen flere år tilbage.

- Det er sådan set hele dansk fagbevægelses gode ry og rygte, der er på spil. Man må forvente et opbrud, hvis det går galt, og så bliver det en svær tid for fagbevægelsen, siger Søren Kaj Andersen.

Opsummering: Det taler for og imod en fag-fusion

Vil en fusion af FTF og LO styrke fagbevægelsen eller skabe et for stort kludetæppe af forskellige interesser?   LO og FTF's ledelser mener, at en ny, fælles hoved organisation er en god idé. De siger blandt andet, at:
  • Fagbevægelsen vil kunne tale med én samlet og stærkere stemme i samfundsdebatten.
  • Fagforbundene vil kunne agere mere offensivt over for arbejdsgiverne, både på det offentlige og private område, når der forhandles overenskomst.
  • Der vil skabes større solidaritet på tværs af sektorerne.
  • Der kan høstes stordriftsfordele og besparelser på det administrative område.

Modstanderne, som blandt andet tæller 3F og Finansforbundet, begrunder blandt andet deres skepsis med, at:

  • Den fælles hovedorganisation gaber over for mange forskelligartede fagligheder - fra kedeldragter til slips og skjorte - som er svære at favne i én enhed.
  • Der er store forskelle på, hvad de forskellige faggrupper har fokus på at skaffe til deres medlemmer af goder og fordele.
  • Fagforbundene har forskellige politiske ståsteder. LO er delvist knyttet til venstrefløjen, mens FTF står mere uafhængigt.

Kilder: LO, FTF, 3F, Ugebrevet A4.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.