Faglig organisation investerer millionbeløb i socialøkonomisk virksomhed

Velfærd

23/03/2017 13:14

Nick Allentoft

Ledernes formand, Svend Askær, mener, at det er Ledernes pligt at tage ansvar for de fælles problemer både i det nære perspektiv i Danmark og i det større, globale perspektiv.

Der er tale om en virksomhed med et sundt forretningsmæssigt grundlag – og samtidig er det vigtigt at tage ansvar for at bidrage til at løse problemer både i Danmark og i resten af verden. Det er ifølge formanden for Lederne Svend Askær de primære årsager til, at Lederne nu investerer 7,5 millioner kroner i den socialøkonomiske virksomhed Social Foodies. Grundlæggeren af Social Foodies Thor Thorøe håber, at Ledernes investering vil danne trend, så flere traditionelle virksomheder og fonde begynder at foretage investeringer i socialøkonomiske virksomheder.

Social Foodies driver blandt andet en chokoladefabrik i Sydafrika og foreløbig syv chokolade- og isbutikker i Danmark. Organisationen hjælper og samarbejder med flere sociale væresteder omkring jobskabelse, og de chokolader, der sælges i Danmark, bliver håndlavet af ansatte på fabrikken i Sydafrika. På tegnebrættet er også at investere i en biodynamisk farm i Uganda.

- Social Foodies og andre lignende virksomheder er kendetegnet ved både at levere økonomiske og sociale resultater – de to ting udelukker nemlig ikke hinanden. Social Foodies hviler på et et sundt forretningsmæssigt grundlag, og jeg ser det som en langsigtet investering, Lederne her foretager. Det er min forventning, at Social Foodies er langt mere værd om 10 år, siger Svend Askær.

Ledernes formand mener, at det er Ledernes pligt at tage ansvar for de fælles problemer både i det nære perspektiv i Danmark og i det større, globale perspektiv.

- Investeringen i Social Foodies opfylder begge betingelser, hvormed vi kan gøre en forskel i Danmark for nogle mennesker, som ellers ville have svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, og vi er samtidig med til at sikre, at mennesker i den tredje verden kan brødføde sig selv, siger Svend Askær.

Grundlæggeren af Social Foodies Thor Thorøe glæder sig over Ledernes investering i den fire år gamle virksomhed. Han håber, investeringen vil danne skole for andre lignende investeringer og partnerskaber.

- Vi ser i disse år en begyndende trend til, at virksomheder tænker og investerer mere etisk og moralsk. Det vil være rigtig positivt, hvis dette eksempel på en traditionel virksomhed, som tror på en socialøkonomisk virksomheds forretningsidé og samtidig gerne vil støtte social udsatte i Danmark og andre steder i verden, kan skabe en ny trend, siger Thor Thorøe.

Helt konkret betyder Ledernes kapitalindsprøjtning ifølge Thor Thorøe, at virksomheden ”ikke er nødt til at låne en masse dyre penge fra den finansielle sektor”.

- Bankernes renter er så høje, at de i længden kvæler en virksomhed som vores. Derudover giver Ledernes investering os mulighed for at søsætte andre nye projekter og ideer, siger Thor Thorøe.

I forbindelse med Ledernes investering i Social Foodies er direktør i Lederne Bodil Nordestgaard Ismiris indtrådt i virksomhedens bestyrelse.

 

Mest Læste

Annonce