FAKTA: Her er aftalen på industriens område

Politik

12/02/2017 11:41

Nick Allentoft

Dansk Industri og CO-industri er enige om en treårig overenskomstaftale. Læs om hovedpunkterne her.

Dansk Industri og CO-industri er søndag nået til enighed om en treårig overenskomst for 230.000 ansatte i industrien.

Læs om hovedpunkterne her.

* Der afsættes 200 millioner kroner over tre år til et uddannelsesløft. Det skal hæve ufaglærte til faglært niveau og hjælpe medarbejdere med læse- og skriveproblemer.

* Seniorer får ret til at købe sig til seniorfridage gennem fritvalgsordningen og pensionsindbetaling, hvilket i alt kan give 32 dage om året. 

* Mindstebetalingen, der i dag udgør 113,65 kroner, forhøjes gradvist til 119,65 kroner over tre år.

* Genetillæg reguleres med 1,6 procent i hvert overenskomstår.

* Reglerne for barns første sygedag ændres, så medarbejdere får ret til frihed resten af den dag, forælderen modtager besked om barnets sygdom, samt den efterfølgende dag.

* Medarbejdere får mulighed for to børneomsorgsdage per år og kan i forbindelse med disse få udbetalt et beløb fra deres fritvalgskonto.

* Der gives fuld løn under forældreorloven for medarbejdere med mindst ni måneders anciennitet.

* Vikarer på vikarbureauer får bedre mulighed for at bevare deres anciennitet.

Kilde: Dansk Industri og CO-industri.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce