Af Benedikte Ask Skotte og Søren Jensen
Det er tankevækkende at vi alle i 200 året for den danske folkeskole stadig ikke helt er helt skarpe på, hvad folkeskolen egentlig er for en størrelse.
Fra folkeskolens rejsehold under Lars Løkke til folkeskolereformen under Helle Thorning synes der at være en lige linje omkring folkeskolen mere som en debat- og kampplads end som en samlende indsats for Danmarks skolebørn.
I program på TV Midt Vest inviterede lærerforeningens formand, Anders Bondo Christensen, for nogen tid siden Morten Albæk, direktør i Vestas, til en snak i Den Røde Stol. Her foreslog Morten Albæk, at man begyndte at fortælle en ny historie om folkeskolen. - ”For os udenfor, lyder det som om, man siger det samme om og om igen” siger han. Det giver Anders Bondo Christensen ham ret i, men øvelsen er svær! For hvad er det, der er anderledes, og hvordan får vi det sagt, så det hverken er banalt, provokerende eller ynkeligt?
Debatter opleves som forvirrende
Der bliver i disse år sat rigtig mange initiativer i gang i den nye folkeskolereform. Samtidig er der gennemført en inklusionslov, der tales om partnerskaber og om Ny Nordisk Skole.
For såvel lærere og pædagoger, som for elever, forældre og borgere generelt, opleves de mange initiativer og debatter meget let som forvirrende. Mange tiltag omtales også som noget, der er i en proces, som skal ske i de kommende år. Hvad der konkret skal ske, kan derfor let fremstå uklart.
Spørgsmålene kan være ganske jordnære for forældre. Hvad betyder de længere skoledage fx for skolefritidsordningerne, giver det overhovedet mening at betale til dem, når det kun er få timer, vores børn skal være der.
Risiko for forventningskløft
Midt i det hele er alle klar over, at der eksisterer en generel samfundsdagsorden om, at den offentlige sektor skal digitaliseres og effektiviseres. Fra politisk hold kan det godt være, der tales om nye investeringer og indsatser i folkeskolen, men det passer ikke altid med, hvordan den økonomiske virkelighed bliver opfattet konkret og lokalt.
Det er en risiko, at der bliver opbygget en kolossal forventningskløft. Forældre og borgere får stillet store visioner i udsigt, som mange synes lyder godt. Men det bliver de lokale ledelser og lærere, der skal forklare borgerne, hvordan politiske debatter, økonomiske dagsordener og forventninger og krav til skolerne hænger sammen i praksis.
Er det ikke muligt at formidle disse visioner ærligt i sammenhæng med den økonomiske dagsorden - og med den entusiasme som de er tænkt - vokser mistillidskløften., og flere ressourcestærke forældre kan så spørge sig selv – hvorfor ikke vælge private skoler, der måske også er tydeligere til at melde ud og kommunikere, hvad deres skoler tilbyder, og hvad man som elev og forældre kan forvente af og på skolen, og ikke mindst hvad skolen forventer af forældrene.
Skoleledelserne har brug for hjælp
Kommunikationsudfordringen omkring folkeskolen i 2014 kan derfor ikke undervurderes. Skoleledelserne har brug for at finde veje til at styrke kommunikationen om deres skoler.
Der er brug for at sætte den fælles danske folkeskole og forældrenes roller heri samt borgernes tillid til folkeskolen, på dagsordenen på helt nye måder. Det er tankevækkende, at de canadiske eksperter - som beslutningstagere bag folkeskolereformen i Danmark har målt sig op af - har gjort meget ud af at tale om vigtigheden af koordinerede og omfattende kommunikationsindsatser.
I Danmark er det som om kommunikationen om folkeskolen mest er noget, der bliver sat i scene af politikernes, ministeriernes og forvaltningernes pressefunktioner og embedsmænd, af dagspressen og af dagsordensættende interesseorganisationer og eksperter.
Der bør tales åbent om og findes veje til, hvordan dagsordenen om kommunikationen af Danmarks folkeskole i langt højere grad bliver sat af folkeskolerne selv, så den bliver autentisk, virkelighedsnær og lokal.
Skoleledelserne har så mange opgaver med den nye reform, og scenen omkring reformen er så debatteret, at behovet for god og målrettet kommunikation med såvel lærere som elever, forældre og lokalsamfund er nærmest umætteligt.
Ikke brug for store kampagner
Der er kun få, der for alvor tager fat i at løfte denne opgave i dag, og den er ikke italesat i særlig grad i initiativer og indsatser omkring folkeskolereformen. Det første og vigtigste skridt i at skabe en ny fortælling er, at folkeskolerne selv tager kampen om skolens værdier og prestige op og får hjælp til det. Det kan skolerne ikke gøre alene. Og det kan skolelederne ikke gøre uden, at de får ressourcer, ekspertise og hjælp til sådanne indsatser.
Det skal ikke være store, forkromede nationale kampagner. Placeret på et kampagnesite og drevet af nogle centrale aktører. Det handler heller ikke om store nye digitale kommunikationsløsninger som fx nye skoleintrasystemer i 2016, der kommer og løser kommunikationsopgaverne. Det handler ikke om reklamer og markedsføring.
Der skal findes måder at understøtte skolernes kommunikationsarbejde. Det er ikke en opgave, der i dag hører naturligt til ret mange steder, heller ikke i uddannelserne. Og det er ikke en opgave, der hører til dem, der skal løses i al hast i ydertimerne, fordi alt andet brænder på.
Hver enkelt skole skal selv tage kampen op
Nej - hver enkelt dansk folkeskole skal styrke sin egen fortælling og kommunikation om, hvad den står for, og hvad den gør, og hvordan indsatserne hænger sammen med nye nationale indsatser og prioriteringer.
En lokal historie, der beskriver netop, hvordan folkeskolen med alt hvad der rører sig, er, lige præcis der hvor skolen ligger. Det handler om, hvordan skolen - som er både skoleledelsen, lærere og pædagoger - bruger de kommunikationsværktøjer de har til rådighed.
Det handler om, hvordan kommunernes forvaltninger kan hjælpe skolerne med opgaven. Det handler om, hvordan ledelser og lærere taler med og formidler skolens samlede arbejde til forældre og elever i dagligdagen. Det handler om, hvordan skolerne anvender nye sociale medier og præsenterer sig i en moderne form i lokalsamfundet. Det handler om, hvordan hver enkelt skole tegner en ny fortælling om og omkring sig selv og inddrager eleverne i dette.
Det handler også om, at kulturen og traditionerne på skolen som institution, skal ruste sig til en ny kommunikativ dagsorden, hvor folkeskolens faglige stemme - med det som bliver beskrevet som ”kerneopgaven” - skal stå meget stærkere frem i hverdagen.
Kan reformen blive til virkelighed uden?
Vi tror, det er vigtigt, at folkeskolerne får skærpet og styrket deres faglige stemme og profil, hvis de mange initiativer om folkeskolen i disse år skal blive en succes. Det vil bidrage til at skabe mere ro og respekt omkring skolen, dens opgaver, indsatser og betydning.
I 2013 bragte Frederiksborg Amtsavis kronikken ”Folkeskolen 2013- kommunikation i krise” som optakt til forårets arbejdstidskonflikt mellem lærerne og Kommunernes Landsforening – Bondo versus Ziegler. Der er ikke noget, der har ændret sig siden. Kommunikationen om den danske folkeskole er stadig i krise.
Selvfølgelig vil et stærkere fokus på kommunikation alene ikke kunne bryde mønstre fra mange års politisk kampplads og varierende partnerskaber med blandet succes – men man kan godt spørge sig selv, om det egentlig kan lade sig gøre uden?
Kontakt:
- Søren Jensen, tlf. 2053 1608
- Benedikte Ask Skotte, tlf. 2257 49 88
