Tak for stafetten fra BUPL med spørgsmålet ''Hvordan kan pædagogerne i fritidsinstitutionerne arbejde med børnenes læring og trivsel samt fremme inklusion?''. Den modtager jeg med fornøjelse, ære og med mange ord på hjertet – så mange, at det kan være vanskeligt at beslutte, hvor det er mest relevant at starte og slutte. For det er et godt spørgsmål, der kan svares meget forskelligt på.
På den ene side kan jeg gribe til beskrivelser af den potentielle fritidspædagogiske faglighed. Jeg kan også vælge at lægge vægten på de aktuelle betingelser for fritidspædagogisk arbejde. Jeg kan lade svaret på spørgsmålet blive i fritidsinstitutionerne, men med en ’folkeskolestafet’ virker det oplagt at lade svaret bevæge sig på tværs af skolens fritidsdel og skolens undervisning, hvor en stor del af pædagogerne også deltager. Samtidig er børns læring, trivsel og inklusion, hver for sig tre store temaer, som det kan blive vanskeligt at nå ordentligt omkring i sådan en lille stafet her.
Alle voksne har et ansvar
En væsentlig pointe som jeg ikke kan udelade er, at opgaven med at understøtte børns læring, trivsel og inklusion ikke hverken kan eller skal reserveres til en bestemt faggruppe. Alle børns voksne har til opgave at bidrage til netop dette – både forældre, lærere og pædagoger. Men børns voksne har forskellige muligheder for at skabe viden herom og bidrage hertil alt efter om de ’arbejder’ med børnenes privat- og familieliv, i klasserummet, i frikvartererne eller i skolens fritidsordning.
Børns voksne har forskelligt indblik i børns liv, læring og trivsel ligesom børnelivet er forskelligt forskellige steder – og lad os endelig hylde forskelligheden. Der hersker for tiden en lidt for stor trang til ”Ordnung muss sein“, som resulterer i bestræbelser på ensretning, som forskning i børneliv på tværs af steder ikke ser ud til at kalde på. Pointen ser ikke ud til at være, at vi skal gøre det samme alle steder, men derimod at samarbejde med den viden og det indblik vi hver især har.
Fritidsinstitutionernes alternative læring
Når det er skrevet, så har pædagogerne i fritidsinstitutionerne rigtig mange muligheder for at arbejde med børns læring og trivsel samt fremme inklusion. Men det kræver tid og at børnene kommer derhen. Fritidsinstitutioner rummer muligheder for at sætte andre dagsordener end i skolen, på måder hvor børn kan få mulighed for at bidrage og tage del på nye måder. Der kan ske noget helt andet i en børnegruppe når opgaven er at hugge brænde, tænde et bål og sikre at eftermiddagens suppe er varm, når alle de andre børn skal kaldes til ”eftermiddagsmad”. Andre typer af opgaver åbner mulighed for at andre børn, end dem der kører med klatten i dansk og matematik, kan bidrage konstruktivt. Men pointen er ikke alene at skabe plads og rum til andre børn, men også blot at det almene liv rummer mange aspekter, som ikke kun skal læres gennem undervisning.
Netop fritidsinstitutionerne rummer muligheder for at arbejde med børn i deres frie tid. Her ligger en unik mulighed for at arbejde pædagogisk med at administrere en tid, hvor man skal vælge til og fra – en læring der ser ud til at være meget væsentlig for den tid vi lever i. Børn får brug for at øve sig i netop dette og lære noget om hvilken betydning deres til- og fravalg har for både dem selv og for de andre, der er involveret i valgene. Og her har fritidspædagogerne særlige muligheder. I indledningen til den nyligt udgivne bog ”Fritidspædagogik, faglighed og fællesskaber” (Højholt m.fl, 2014, s 8) karakteriserer vi det fritidspædagogiske arbejde således:
”I arbejdsdelingen på børneområdet er det pædagoger, der har fokus på børnenes almindelige og såkaldte frie liv sammen med hinanden i institutionerne. Man kan sige, at pædagogprofessionen netop repræsenterer viden, erfaringer og kollektivt udviklede procedurer til at opnå indblik i de samspil, fællesskaber, muligheder og vanskeligheder, der karakteriserer børns fælles hverdagsliv. Pædagoger følger børns fælles forløb over tid og sted og har en faglighed knyttet til at forholde sig professionelt til, hvad der sker mellem børn.”
Tiden løber fra børnene
I praksis ser det aktuelt lidt vanskeligt ud rundt omkring. Tiden i fritidsinstitutionerne er blevet kortere fordi skoledagene er blevet længere, og rundt omkring i det ganske danske land, er der børn, der holder helt op med at komme i fritidsordningerne. Det ligner at energien hos fritidspædagogerne – ret forståeligt – bliver lagt i at finde ud af, hvordan den nye opgave som ”skolepædagog” skal løses, alt imens eftermiddagstimerne bliver til et pusterum for både børn og voksne. Tiden er knap og alle er lidt trætte; børnene kan lige nå at lege lidt eller spille et spil inden de tager hjem igen. Hverken børn eller voksne har tid og overskud til det helt store når klokken er 14-15 stykker om eftermiddagen. Det er ikke længere muligt at nå at producere eftermiddagsmad ved først at hukke brænde og tænde bål – maden når ganske enkelt ikke at blive færdig før børnene er hentet. En vis afmatning kan helt forståeligt spores i de fritidsinstitutioner jeg har sat mine ben i siden folkeskolereformen satte ind.
I øjeblikket er vi vidner til at nedskæringen i tiden afsat til skolens (læs: børnenes) fritidsdel går til at SFOpædagoger og deres pædagogiske faglighed lægges ind i undervisningslokaler (tiden varierer, og ja jeg er bekendt med at man nogle steder laver bevægelsesaktiviteter med børnene udendørs), med en pædagogisk dagsorden, der handler om at understøtte andres arbejde, der handler om undervisning. Der er en verden til forskel på denne type arbejde og det at arbejde pædagogisk i en kontekst, hvor der kan samarbejdes om at gå på opdagelse i og arrangere pædagogiske aktiviteter, der går med børnenes egne (og forskelligt rettede) engagementer.
Slip pædagogerne løs
Hvis folkeskolen vil udnytte de pædagogiske kvaliteter, der potentielt kan følge med inddragelse af pædagoger i skolen, så vil det være anbefalelsesværdigt at slippe pædagogerne løs fra undervisningsmodulerne, undlade at søge ’lette løsninger’ på sociale vanskeligheder gennem standardiserede manualiserede sociale undervisningsprogrammer og lade pædagoger såvel som lærere bevæge sig på tværs af skolelivet med børnene. Herfra kan vi potentielt få indblik i hvor børnelivet bøvler og har brug for en ekstra pædagogisk støtte. Ved at følge børnelivet på tværs af skolehverdagen, bliver det meget tydeligt, hvor betydningsfuldt deltagelsesmulighederne i fx frikvarterer er for børns oplevelse af trivsel og inklusion i skolen.
Jeg sender stafetten videre til Ida Wentzel Winther med spørgsmålet: Hvordan ser skolereformen ud i børnehøjde?
