Tak for stafetten fra direktør i Mødrehjælpen Mads Roke Clausen, som gerne vil høre, hvilke perspektiver jeg som sundheds- og omsorgsborgmester i København ser i partnerskaber mellem kommunerne og de socialhumanitære organisationer.
Først og fremmest vil jeg sige, at jeg tror på, at vi i fællesskab med de socialhumanitære organisationer – og med mange andre uden for kommunens egne mure – kan gøre noget ved den skævvridning i vores samfund, som kommunen ikke kan løse alene.
Metoden er dog ikke, at vi som kommune skal ind at tøjle og styre civilsamfundet - og de frivillige organisationers arbejde og tilbud. Tværtimod skal vi sætte tingene fri. Kommune og civilsamfund skal indgå partnerskaber, hvor vi hver især bidrager med det, vi er bedst til. Nøgleordet for mig er samskabelse – at skabe noget ekstra og bedre for borgerne ved at gøre tingene sammen.
I København lever vi i en virkelighed, hvor de, der bor på Nørrebro, lever syv år kortere, end de, der bor i Indre By. Man skal altså blot tage en kort cykeltur over Dronning Louises Bro – som forbinder de to bydele – for at blive vidne til den store ulighed.
Problematikken er ikke ukendt. De højtuddannede og ressourcestærke, der har råd til at købe en lejlighed i Indre By, har gennemsnitligt set et markant bedre helbred, færre kroniske sygdomme og mindre mentale problemer, end de, der måske ikke fik samme chancer og muligheder fra barns ben. Muligheder for at gøre det godt i skolen, tage en uddannelse og til sidst få et godt og velbetalt job.
Skævheden i vores samfund handler altså om mere end beløbet på lønsedlen. Den handler i høj grad om en social og sundhedsmæssig ulighed, som jeg som sundheds- og omsorgsborgmester har et stort ønske om at ændre. Opgaven er dog ikke let, mange har forsøgt i mange år, og selvom det går fremad – også i København – er vi langt fra i mål.
Som kommune kan vi ikke løse det store ulighedsproblem selv. Der skal mere til – og her tror jeg på, at et af de nye og anderledes redskaber i kampen mod skævvridningen er partnerskaber. Så ja - jeg ser store perspektiver i partnerskaber mellem det offentlige og det øvrige samfund, som vi alle er en del af.
Hjælp fra boligforening og bedsteforældre
Lad mig komme med et (hypotetisk) eksempel. En 29-årig enlig mor til to små børn føler sig ofte stresset, og uden hjælp vil hun være i stor risiko for at udvikle en alvorlig depression. Samtidig lider hun af forhøjet blodtryk og er derfor blevet anbefalet at tabe sig.
I dag kan vi fx hjælpe hende ved at tilbyde træning og vejledning om kost i et af kommunens fem forebyggelsescentre. Det ville dog være langt bedre, hvis vi kunne give hende et mere helhedsorienteret tilbud. En hjælp, der både tager højde for, at hun ønsker at tabe sig, men også ønsker at få mere mentalt overskud og flere ressourcer til at tackle en travl hverdag med to små børn og et hårdt fysisk job, hvor hun er træt, når hun kommer hjem.
En del af løsningen for hende kunne måske være at blive en del af en gruppe i den lokale idrætsforening, hvor hun sammen med andre kunne dyrke motion, drikke kaffe og tale om udfordringerne ved at være enlig mor i en hektisk hverdag med indkøb, lektier og fritidsinteresser. Hun kunne måske også indgå i en ordning om at få børnene hentet på omgang en gang om ugen med efterfølgende aftensmad i sin boligforening i fællesskab med andre familier. Eller hun kunne få tid til at træne to aftener om ugen, mens børnene fik lektiehjælp et andet sted i kommunens forebyggelsescenter i samarbejde med frivillige ’bedsteforældre’, der har tid til lidt ekstra børnepasning.
Vores partnere udfordrer os
Pointen med mit eksempel er, at vi som kommune skal kunne levere en meget bred vifte af løsninger og tilbud, der matcher den enkeltes behov, hvis vi virkelig vil rykke noget. Mens vi samtidig skal formå at fastholde hver borger i at blive ved med at gøre det, der virker. Jeg tror dog ikke på, at det offentlige kan eller skal kunne det hele alene. I stedet for, skal vi i flere og flere situationer bidrage med vores rammer, økonomi og faglighed i samarbejde med vores partnere rundt om os – som fx Mødrehjælpen, idrætsforeningerne og boligorganisationerne.
I Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune har vi allerede indgået partnerskaber med blandt andre Mødrehjælpen for at hjælpe og støtte udsatte mødre i Sydhavnen. Vi har også indgået partnerskaber med Lungeforeningen, Metropol og Hotel- og restaurantskolen i forbindelse med vores vision om at gøre København røgfrit i 2025. Og vi har indgået partnerskaber med universiteter og private firmaer i ambitionen om at gøre København til en af de førende byer inden for velfærdsteknologi. Med det klare mål for øje at give svækkede ældre og kronisk syge bedst mulig hjælp og omsorg.
Udover at hæve den generelle kvalitet i omsorgen og plejen, kan vi som kommune også lære meget af partnerskaber. Der er nemlig en tendens i det offentlige til, at vi er bange for at tage chancer eller afbryde noget, der ikke har den ønskede effekt. Og ja - det er svært at levere noget, der virker hver gang. Men jeg tror, at et øget partnerskab med civilsamfundet vil udfordre arbejdsgangene i kommunen og ville kunne være en fantastisk kilde til inspiration og nye måder og metoder.
Derfor ser jeg en stor fremtid for partnerskaber på tværs i vores samfund. Hvis vi skal forbedre danskernes generelle sundhed og uddannelsesniveau, så de kan udfolde deres potentiale og leve det liv, de ønsker, så skal vi alle i gang. En kollektiv forebyggelsesindsats til gavn for den enkelte på tværs af kommune, humanitære organisationer og private firmaer, er det, der skal til. Det gælder om at være til stede i hverdagen - i skolen, i boligforeningen hos damefrisøren eller den lokale bodega – der, hvor borgerne er. Og det er ikke altid på Rådhuset.
Stafetten går til Lars Jannick Johansen
Jeg vil gerne sende stafetten videre til stifter af Den Sociale Kapitalfond, Lars Jannick Johansen. Og mit spørgsmål er, hvordan erhvervslivet i højere grad kan udbygge deres samarbejde med den frivillige sektor? Diskussionen går ofte på, hvordan kommunerne kan, men hvad med de private virksomheder?
