Frygt i forvaltning efter mærkværdige fyringer

Frygt for at sige noget forkert og for at blive fyret hersker blandt ansatte i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune.

Flere ansatte stoler ikke på udmeldingerne fra ledelsen, fortæller formand for HK Kommunal Hovedstaden, Winnie Axelsen.
Forvaltningen hører direkte under overborgmester Frank Jensen.

Frygten er opstået efter 16 fyringer, der blev udløst efter et højst mærkværdigt kursusforløb, skriver Avisen.dk.

- Folk er dybt frustrerede og utrygge. Mange er bange for at sige og gøre noget forkert. Der er meget stor mistillid til ledelsen, fortæller Bo Vollertsen, som er fælles-tillidsrepræsentant for HK’erne i Økonomiforvaltningen.


At der er usædvanlig dårlig stemning i Økonomiforvaltningen kan formanden for HK Kommunal Hovedstaden, Winnie Axelsen, tale med om.

- Ifølge hvad jeg hører fra medlemmerne er arbejdsmiljøet rigtigt dårligt i Økonomiforvaltningen, siger Winnie Axelsen til Avisen.dk.

Frygten blandt de ansatte i Økonomiforvaltningen bunder i fyringen af 16 ansatte i maj. Som omtalt i Avisen.dk blev 16 regnskabs-medarbejdere fyret i foråret efter et mærkværdigt forløb. Et forløb som har vakt opsigt i mange medier.

De nu fyrede kom på et kort kursus tidligere i år og fik først besked i løbet af kurset om, at de ville blive afskediget, hvis de ikke bestod den afsluttende test.

16 ud 20 deltagere i testen dumpede og blev fyret efterfølgende. HK Kommunal Hovedstaden vil nu føre sager for de fyrede, da fagforeningen mener, at fyringerne er uberettiget.

Fyringerne af de 16 ansatte har ført til frygt og forvirring.

- Sagen med de fyrede påvirker alle i Økonomiforvaltningen. Selv it-medarbejdere, som ellers ikke er blevet berørt af fyringerne, går nu rundt og frygter for, om de kan blive udsat for samme manøvre, når de skal på kursus, siger fællles-tillidsrepræsentant Bo Vollertsen.

Frygten og utrygheden er især stor blandt de omkring 850 ansatte i Koncernservice. Det er den del af Økonomiforvaltningen, der for alle forvaltninger løser opgaver inden for økonomi, personale og løn. Det er i Koncernservice, de 16 blev fyret.


- Så vidt jeg er orienteret, har ledelsen i Koncernservice meldt ud, at ansatte i Koncernservice nu skal på et kursus tilrettelagt af konsulentfirmaet Ernst & Young, fortæller Winnie Axelsen fra HK Kommunal og fortsætter:

- Ledelsen i Koncernservice har følt sig kaldet til mundtligt at forsikre om, at ingen af kursusdeltagerne vil blive fyret i forbindelse med kurset. Men alligevel er de ansatte utrygge. Jeg møder medlemmer, som ikke længere tror på noget som helst fra ledelsen.

Deltagere i kurser i Koncernservice skal ikke frygte, der følger en fyreseddel i kølvandet. Det fastslår Ivan Kristoffersen, som er direktør for Koncernservice. I en kommentar til Avisen.dk skriver han:

- Medarbejderne i Koncernservice vil trygt kunne gå på kurser og lære nyt uden at frygte hverken det ene eller det andet.

Overborgmester Frank Jensen (S) bakker ledelsen i Koncernservice op. I en kommentar til Avisen.dk skriver Frank Jensen:

- Der har generelt været behov for at styrke kompetencerne i organisationen, men det er naturligvis også afgørende, at medarbejderne har tillid til ledelsen. Ledelsen i Koncernservice har derfor nu fuld fokus på at få rettet op på arbejds- og trivselsforholdene i hele organisationen.

Emneord: Ledelse, Ledelsesavisen, Dårlig ledelse, Københavns Kommune, Frank Jensen, Winnie Axelsen, HK, Økonomiforvaltning, Fyringer, Offentlige fyringer, Uge 31, Uge 32
Gæster på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige udvælger og prioriterer hver dag indholdet på DenOffentliges forside og temasider. Historier, der ikke har en aktiv bruger som afsender, men som stilles til rådghed...
Aktivitet: Artikler: 1024 | Events: 6 | Kompetenceområder: 8

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige