Fuck de unge hjemløse

På Folkemødet ’14 gjorde en gruppe unge mennesker sig mere synlige end sædvanlig. På trods af at mange af dem opholder sig i øjets periferi til daglig - på torve, fortovskanter, i forstæder – og antallet af dem er steget med 80 procent i løbet af fire år – er mange mere skjulte for offentligheden. Boende på nogens sofa - eller usynlige for de fleste, fordi det ikke altid kan ses, at nogen er hjemløs.

”Alle hjemløse er ikke ens. Det prøver vi blandt andet at sætte fokus på ved at være på Folkemødet. At det kan gå ud over alle folk,” siger André Sørensen fra scenen i Folkemødets Cirkustelt.

Han er en af fire unge paneldeltagere på scenen, der har haft kontanthjælpsreformen tæt inde på livet og mærket dens bivirkninger selv. De fires fælles erfaring tæller tre kommuner, der har nået at indføre beskæftigelsesreformens sanktioner, men ikke for alvor er nået til rettighederne. Koordinerende sagsbehandlere er ikke kommet i spil endnu – det er derimod en ny sats for uddannelseshjælp til udeboende unge under 30 på 5.857 kr. om måneden før skat og sagsbehandleres ret til at opsige borgerens ydelse i tre måneder, hvis de ikke vurderer at vedkommende samarbejder (Aktivloven §40a).

De fire på scenen er taget på Folkemødet som en del af ungegruppen i SAND - De Hjemløses Landsorganisation, for at skabe opmærksomhed omkring, debattere og diskutere løsninger på unge hjemløses problemstillinger i dagens samfund. Gennem flere års kontakt med det offentlige system og oplæring fra SAND i, hvordan det fungerer, har de unge fået en klar fornemmelse af systemet og dets faldgruber. Jesper Hall opsummerer hvorfor han og andre unge hjemløse ofte oplever, at systemet netop ikke fungerer.

”Det er arbejdsprocessen i kommunerne, der er galt. Det virker som om det mest er et regnskab, der skal gå op for kommunen. I stedet for at man møder mig hvor jeg er, så er det vigtigere at jeg kan sættes i den rette kategori, der behager min sagsbehandler. Hvis man kunne sætte en dagsorden om, at vi selv bliver medspillere og kan lægge vores egen plan, så tror jeg man vil være kommet rigtig langt. Det er en god forretning. Det er rigtig dyrt, når det går galt,” siger Jesper Hall.

Ifølge SFIs nationale kortlægning Hjemløshed i Danmark 2013, sov 2.015 hjemløse på herberger og forsorgshjem (også kaldet §110-boformer) i 2013. Tallet er steget fra 1.952 i 2009 og er den største kategori, efterfulgt af de 1.653 hjemløse, der sov hos familie eller venner. Andreas Mathiassen fremhæver botilbuddene som en dyr midlertidig løsning.

"Det koster kommunerne 30.000 kr. om måneden at have en hjemløs boende på forsorgshjem. Det ville svare sig meget bedre at "huse" folk i lejelejligheder og derefter blot skulle betale et depositum den første måned og 2.000-5.000 kr. om måneden.”

Forening frem for kommune

De komplekse sociale problemer, man står i som hjemløs, kræver ofte mere håndholdte løsninger end de offentlige system kan levere, oplever de unge. Samfundet har en forventning om, at systemet tager sig af dem, og selvom sociale foreninger og organisationer forsøger at hjælpe, er de stadig afhængige af systemet. Det offentlige system fylder med andre ord så meget, at det er praktisk taget umuligt at komme ud af en tilværelse som udsat og hjemløs, uden det.

Tre af de fire unge bor i lejlighed - men ser alligevel sig selv som hjemløse. Hverdagen er ikke så sort/hvid, at man holder op med at være hjemløs fordi man har en lejlighed, fortæller de. Jesper Hall er 25, har boet samme sted i tre år.

”Et hjem og en lejlighed er ikke det samme. Min lejlighed er ikke et mit hjem, og derfor ser jeg stadig mig selv som hjemløs. Da jeg fik tildelt boligen, fik jeg 2000 kr. af kommunen til selv at gå i IKEA og købe det, jeg havde brug for. Så stod jeg der. Hvad skulle jeg prioritere? En seng eller gardiner? Efter to et halvt år med en seng som eneste møbel var jeg heldig at få et tv foræret. Nu har jeg pludselig noget at lave i min lejlighed,” fortæller han.

De fire har som de fleste andre unge hjemløse en hårdere social baggrund end mange, og er vokset op under forhold, hvor man langt fra lærer at leve som i et gennemsnitligt hjem. Når man rammer de 18 er det derfor en enorm udfordring pludselig at skulle klare sig aldeles selv. Manglende hjælp til det helt lavpraktiske skaber store problemer.

”For tiden fokuserer man jo rigtig meget på ’housing first’. Men for mange virker det overhovedet ikke. Man glemmer at det ikke er os alle sammen, der er klar til at komme ind i en lejlighed. At vi ikke har lært de ting fra barnsben, som mange andre mennesker har,” siger Jesper Hall.

Andreas Mathiassen mener ’housing first’-princippet har mange goder, men påpeger dets svage sider.

”Der mangler nogle finpudsninger og tilføjelser såsom mentorordninger, og bostøtte-tilbud. Det bliver som at have en bil uden hjul, hvis man ikke forholder sig til disse dilemmaer,” siger Andreas Mathiassen.

Den menneskelige kontakt og lavpraktiske hjælp til at tømme postkassen og betale regninger er ikke fleksibel nok hos de offentlige myndigheder, mener de unge, og netværk, der kan hjælpe, eksisterer ikke. Man har kun kommunen og måske en organisation som SAND.

”Jeg blev hjemløs imens jeg ventede på min mentor,” fortæller Emma Schmidt.

Alle fire på scenen svarer entydigt “en forening”, da de spørges, hvem de helst så som deres første kontakt med systemet; forening eller kommune?

Lydhørhed

Ikke kun fra scenekanten, også gennem Folkemødets gader, har de fire unge forsøgt at komme i kontakt med politikere og borgere.

FUCK the POOR læser den hvide skrift på deres alarmerende røde T-shirts – og skriften på væggen er ifølge Emma Schmidt, at få har lyst til at kigge en i øjnene, når man forsøger at dele en folder om hjemløshed ud.

”Det gør ondt at se os i øjnene, fordi det er ens dårlige samvittighed, man ser på,” siger Emma Schmidt.

T-shirtsene er en del af kunstneren Marc Trensigs projekt, der også var at finde på Folkemødet som røde telte tiltænkt beboelse for hjemløse med samme påskrift. Trensig forsøger at provokere og udstille, hvordan middelklassen på den ene side er sympatisk over for fattige, men på den anden side helst ikke ser dem i deres gadebillede - eller i øjnene. De hjemløse unge oplever også en berøringsangst over for hjemløse og har derfor taget budskabet til sig.  

Indtil videre har de oplevet en ny form for opmærksomhed som følge af T-shirtsene. Under en debat om FUCK the POOR-projektet, udbrød en person i publikum at, ”Jeg vil da gerne ville være mentor for en af jer!”

Så turen til Bornholm har ikke været forgæves, mener Jesper Hall, men tilføjer:

”Vi har også været til nogle debatter, hvor der har siddet et panel oppe på scenen, der hverken har været indstillet på at diskutere med os eller med publikum.”

De fire hjemløse unge understreger, at de gerne vil skabe et liv - at de gerne accepterer krav, konsekvenser, samarbejde og dialog - men at systemet gør alting sværere og spilder en masse ressourcer på ting, der ikke virker. Derfor forsøger de at skabe lydhørhed over for borgeren i midt i systemet - dem selv. For ikke alle debatpaneler og myndigheder lytter, og ikke alle folk stopper på gaden når badgen på ens T-shirt spørger:

Har du talt med en hjemløs i dag?

Måske kan den skiftes ud med en “Fuck de unge hjemløse”.