Danske Skoleelevers formand, Miranda Wernay Dagsson, spørger, hvordan vi i kommunerne sørger for, at målene for skolereformen bliver realiseret. Hun spørger også, hvordan vi vil inddrage eleverne i processen. To rigtig gode spørgsmål. Uden målopfyldelse er reformen bare et pænt politisk papir. Og uden elevernes ejerskab og glæde er den nye skole ikke meget værd.
Reformens målsætning
Lad mig derfor starte med reformens mål, nemlig at eleverne skal være dygtigere, at deres trivsel skal forbedres, og, ikke mindst, at alle elever har samme muligheder for at realisere deres drømme uanset, hvilken baggrund de kommer fra. Tre meget ambitiøse, men dog realistiske mål, som jeg er overbevist om, at skolereformen giver rammerne til at realisere, men som bestemt ikke kommer af sig selv, hvilket Mirandas spørgsmål også indikerer.
For der er ingen tvivl om, at vi kan lykkes med at komme i mål, men at det kræver, at alle ansvarlige kræfter omkring folkeskolen er fokuserede, samarbejder og gør deres yderste. I KL er vi om nogen bevidste om, at det ikke er en nem opgave, vi er i gang med at løse. Hvis opgaven havde været nem, så havde vi formentligt løst den for længe siden. Folkeskolereformen er en af de mest ambitiøse og banebrydende reformer, vi har set længe. Den nye skole er også vigtig og det hele værd, men ingen tvivl om, at det er en enorm omstilling, der er sat i gang. Men Rom blev ikke bygget på en dag, og jeg synes faktisk, at skolerne er kommet godt fra start.
Det er min oplevelse, at der arbejdes benhårdt med reformen på landets skoler, og at man langt de fleste steder har de vigtigste og mest grundlæggende ændringer på plads. Når jeg besøger skoler rundt om i landet, er både skolelederne, lærerne, pædagogerne, forældrene og ikke mindst eleverne klar til at gå nye veje. Der er stor forskel på, hvordan man kommunalt og lokalt på den enkelte skole har valgt at gå til opgaven, men alle har det samme mål, nemlig at skabe en bedre skole, der giver højere faglighed, bedre trivsel og som i langt højere grad giver alle elever samme muligheder.
Det engagementet og den kærlighed til folkeskolen, som jeg oplever i disse dage, gør, at jeg er overbevist om, at vi når i mål med fremtidens folkeskole. Det er den mentalitet, der gør, at planer kan overføres fra tegnebrættet til virkeligheden. Der er lokale forskelligheder, men et samlet mål. En bedre skole for alle.
Fokus på eleverne
Jeg oplever, at selve reformen sætter eleverne meget mere i fokus, end de har været tidligere. Særligt mener jeg, at de nye læringsmål er vigtige for den enkelte elev. Når læringsmålene erstatter undervisningsmålene, skifter fokus fra, hvad eleverne generelt skal undervises i, til at være på den enkelte elevs læring. Det handler nu om, hvilke konkrete mål Peter og Camilla skal nå i de enkelte fag. Og vi stopper ikke her. Vi spørger også om, hvordan Peter og Camilla når målene, og vi følger op på, om eleverne rent faktisk når deres mål. Jeg er overbevist om, at den nye tilgang til eleverne kommer til at være banebrydende for elevernes læring og trivsel, fordi de i højere grad bliver set og hørt som individer. Målet er, at alle eleverne skal udfordres og tages alvorligt uanset udgangspunkt og niveau.
Som noget nyt har pædagogerne også fået en central rolle i elevernes læring. Pædagogernes særlige kompetencer betyder, at de tidligt er i stand til at opspore problemer og hjælpe den enkelte elev, så eleverne lærer mere og trives bedre i skolen. Det er også med til at skabe en bedre hverdag for den enkelte elev. Det samme gælder den åbne skole og den faglige fordybelse, der skal sikre, at eleverne får en varieret og motiverende undervisning.
Dertil kommer, at alle elever skal inddrages i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af læringsforløbene. Det er et afgørende princip, og vi ved, at når eleverne ved, hvad der skal læres, så kan de aktivt tage ansvar for egen læring – støttet af læreren, naturligvis. Det er ikke raketvidenskab, men det er et vigtigt element, at eleverne bliver inddraget tæt og ligeværdigt.
Demokratisk involvering af eleverne
Den danske folkeskole er unik. Og en af de særlige kendetegn er den demokratiske tilgang til samspillet mellem lærere og elever. Derfor er det også vigtigt, at det samspil hele tiden bliver udviklet og styrket. Også med reformen. Jeg synes, det er vigtigt, at kommunerne og skolerne følger med i, hvordan det går med elevernes indflydelse, og at man lokalt sikrer, at eleverne er tæt involverede i processen med at forberede reformen – ikke mindst i skolebestyrelsernes lokale arbejde.
Elevrådene er en velintegreret del af folkeskolens demokrati, og de skal fortsat være en vigtig medspiller i skolernes udvikling. Eleverne skal være med til at formulere normer og spilleregler, og elevernes generelle indflydelse gennem elevrådene i skolebestyrelserne og i det kommunale skoleråd, der rådgiver kommunalbestyrelsen, er et vigtigt fokuspunkt for os.
Jeg ved, at flere kommuner har involveret elev- og fællesrådene i dialogen om indholdet i den nye og anderledes skoledag, bl.a. i forhold til forventninger til lektiecafeer og til mere motion og bevægelse. Og i løbet af forårets forberedelser til skolereformen blev eleverne mange steder inddraget gennem elev- og fællesråd. Derudover har mange kommuner etableret fælleselevråd og ungeråd. De er sammensat på tværs af skolerne og mødes jævnligt med politikere fra kommunen. I disse råd har eleverne mulighed for selv at sætte punkter på dagsordenen. På den måde kan man opnå en god kontakt mellem de kommunale politikere og de elever, hvis hverdag direkte påvirkes af politikerne beslutninger.
Stafetten går til
Jeg er opmærksom på, at der er forskel i kommunerne, og at vi mange steder kan blive bedre. Jeg takker derfor for spørgsmålet, og sender stafetten videre til formanden for BUPL, Henning Pedersen, med spørgsmålene: Hvad er de særlige pædagogiske kompetencer, som pædagogerne kan bidrage med, for at skolereformens mål indfries - og hvilke opgaver skal pædagogerne løse for, at de i samarbejde med lærerne medvirker til, at eleverne lærer mere og trives bedre?
