Grøn Indkøbsuge 2016 sætter fokus på bæredygtighed og offentlige indkøb

I uge 45 sættes der igen i år fokus på, hvordan grønne indkøb i det offentlige kan bidrage til en mere bæredygtig udvikling, når Grøn Indkøbsuge 2016 løber af stablen.

Offentlige indkøb kan være en driver for den grønne omstilling og samtidig give sorte tal på bundlinjen. Derfor sætter Grøn Indkøbsuge igen i uge 45 fokus på grønne offentlige indkøb, og hvordan man kan fremme værktøjer og dele erfaringer på området.

Grøn Indkøbsuge giver mulighed for at skabe opmærksomhed om værktøjer til bæredygtige indkøb og udbrede kendskabet til de gode eksempler, fortæller Rikke Dreyer, der er chefkonsulent i Miljømærkning Danmark og formand for Forum for Bæredygtige Indkøb.

- Skal vi for alvor nedbringe vores fodaftryk, så er det ved at købe produkter, der har en mindre miljøbelastning i hele værdikæden. Der er heldigvis stigende fokus på den kæmpe miljø- og klimabelastning, der gemmer sig i vores indkøb, men der er stadig mange udfordringer for de indkøbere, der i praksis skal efterspørge de bæredygtige løsninger, siger Rikke Dreyer.

Uge 45 byder derfor på seminarer om totalomkostningsberegninger, fødevareindkøb og miljømærker. Seminarerne afholdes af en række offentlige aktører og Forum for Bæredygtige Indkøb. Fredag afsluttes ugen med den store nordisk konference ’Green Growth through Public Procurement’, der sætter fokus på grønne indkøb og cirkulær økonomi.

Partnerskabet fylder 10 år

Partnerskabet for Offentlig Grønne Indkøb fylder 10 år i 2016, og det vil blive fejret på den nordiske konference. Partnerskabet er et af de danske initiativer, der giver offentlige indkøbere mulighed for at gå sammen om at stille grønne krav i indkøb. Region Midtjylland er en af de aktører, der arbejder aktivt med at fremme grønne indkøb.

- Region Midtjylland prioriterer den grønne omstilling højt. Vi har et ønske om at være med helt fremme og skubbe på udviklingen af grønne løsninger og produkter. Indkøbsområdet påvirker hele regionen og er derfor et vigtigt indsatsområde i den grønne omstilling, siger Bent Hansen, der er regionsrådsformand i Region Midtjylland.

Dernæst går grønne løsninger og besparelser ofte hånd i hånd, da et mindre ressourceforbrug kan give besparelser på driftsudgifterne, lyder det fra Region Midtjylland.

Udover Region Midtjylland tæller Partnerskabet 15 medlemmer fra regioner, kommuner og det offentlige.

Du kan læse mere om Grøn Indkøbsuge 2016 og arrangementerne på Forum for Bæredygtige Indkøb og LinkedIn.

 

 

 

Sekretariat for Grønne Indkøb på DenOffentlige.dk Sekretariat for Grønne Indkøb betjener Forum for Bæredygtige Indkøb samt Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb. Forum for Bæredygtige Indkøb er nedsat af miljøministeren for at fremme det mi...
Aktivitet: Artikler: 22 | Events: 3 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige