Grundskolens minister: Ledere skal turde lede og begå fejl

Ledelse

21/10/2015 10:07

Nick Allentoft

Der er brug for mere respekt for grundskolens forskellighed, men lederne skal også turde være ledere, siger undervisningsminister Ellen Trane Nørby til netavisen DenOffentlige.dk.

“Ledere skal turde være ledere og udnytte det ledelsesrum, de har fået med reformen. Jeg vil hellere se ledere, der begår en fejl, fordi de har modet til at prøve noget nyt, end ledere der ikke tør ændre praksis. Når skoleledelsen involverer sig, bliver undervisningen bedre.”

Det er budskabet fra minister Ellen Trane Nørby dagen før landets skoleledere samles til årsmøde. Ministeren efterlyser i Folkeskole-stafetten samtidig et egentligt opgør med en meget sort-hvid debat, og opfordrer til, at flere tager et medansvar for skolens udvikling og forandring.

Læs Ellen Trane Nørbys indlæg i Folkeskolestafetten her

“Det kræver, at vi bevæger os væk fra en debat med sorte og hvide synspunkter og giver plads til nuancerne. Når vi skal forandre folkeskolen, går det ikke, at nogen er helte og andre skurke,” mener ministeren.

Netop det ønske har redaktørerne på Skoleavisen, som er et nyt initiativ fra Mediehuset DenOffentlige. Rasmus Schiellerup og Casper Rongsted anerkender behovet for debat, men den aktuelle form skader mere end den gavner.

“Danske skoler topper mange valide, internationale forskningsundersøgelser. Skolernes fremgang i både læsekompetence, matematik og natur/teknologi er imponerende. Det er faktisk ren verdensklasse,” siger redaktørerne.

Torsdag i denne uge er landets skoleledere samlet i Aarhus til deres årsmøde.

Læs mere fra Skoleavisen her

Mest Læste

Annonce