Tænk, hvis bare en af alle de læger og sygeplejersker, jeg talte med i løbet af de forfærdelige dage med abstinenser, havde interesseret sig en smule for mig som menneske i stedet for at foreslå rød saft og rugbrød.
Trend nummer 2
Fra usikker til tillidsfuld
Et bestemt budskab bliver ved med at gå igen. Jeg mødte det ofte i de 23 år, jeg levede sammen med min alkoholiker-mor, i mine 13 år som narkoman, og nu i min rolle som foredragsholder og kontaktperson for folk med rusmiddelproblemer: Der er en helt grundlæggende usikkerhed og, i de fleste tilfælde, en udbredt mistillid til ”det offentlige/systemet”. Hvad betyder det? Det betyder, at sårbare mennesker ikke tør henvende sig til myndighederne for at bede om hjælp, fordi der er så mange eksempler på, at læger, konsulenter og ansatte hos kommuner og regioner har handlet hen over hovedet på det udsatte menneske, der bad om hjælp.
Systemet og borgerne - et privat eksempel
En gravid kvinde, der har brugt seks måneder på at samle mod til at kontakte sin læge og bede om hjælp til at komme ud af sit heroinmisbrug. De mødes og taler sammen, og lægen er sød, og de aftaler en ny tid, hvor de skal tale sammen om en god plan for kvinden. Da kvinden møder op hos lægen til den aftalte tid, er lægen på ferie, og der sidder en afløser, der som det første siger: ”Kære xx, jeg har set din journal, og jeg skal underrette dig om, at jeg har indberettet dig til kommunen, da jeg ikke vurderer dig som en kompetent forælder”. Jeg kan nævne 100 eksempler i samme genre, hvor autoriteter handler hen over hovedet på et sårbart menneske, uden respekt for individet eller for den kontekst, mennesket befinder sig i. Mon kvinden gik fra lægen med lyst til at stoppe sit misbrug? Mon hun tør bede om hjælp en anden gang?
Tilidsopbyning
Heldigvis ser fremtiden på området mere positiv ud. Først og fremmest sker der mange digitale tiltag, som gør, at sårbare mennesker kan få adgang til eksperter, som kan hjælpe det sårbare menneske i en mere helhedsorienteret kontekst. Fremtiden kommer også til at rumme flere små ’master classes’ til læger, pædagoger, socialrådgivere og andre, som arbejder med sårbare unge, så de professionelle mennesker lærer og forstår, hvordan man opbygger tillid til et andet menneske, og derved kan åbne en tryg dialog imellem borger og ”system”. Jeg kunne skrive en bog om: ”Sådan skaber du tillid til et andet menneske”, da jeg modtager enorm mange henvendelser fra frustrerede borgere, som ikke tør at bede ”det offentlige/systemet” om hjælp, fordi de er utrygge og bange for at blive tromlet ned og miste kontrollen i eget liv. Hvem ved, det kan være jeg skal gøre det.
Trend nummer 3
Fra vildfaren til værdsat
Siden 2010 har jeg talt med piloter, psykologer, læger, sygeplejersker og mange andre, som var faret vild i deres misbrug af medicin, stoffer, piller eller alkohol. Fællesnævnerne for dem er, at de føler sig skamfulde over det liv, de lever. De har dårlig samvittighed og føler sig enormt skyldige i, at deres liv, deres forhold, deres job og deres familie er allerede såret og splittet, eller er på vej til at blive det. Mange tør slet ikke bede om hjælp af frygt for at miste job, familie, status, stolthed, alt.
Jeg har været der selv, mange gange. Jeg har siddet helt isoleret, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle opnå et ”normalt” liv, hvad det så end er. Jeg har været i Minnesota-behandling, og jeg har været hos min egen læge i flere omgange. Intet af det virkede for mig, jeg følte mig som den største lort i verden, og alt hvad jeg tænkte og følte om mig selv, var negativt. Jeg var et dårligt menneske. Jeg var uduelig. Jeg var afhængig. Jeg var alt muligt negativt, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle ændre det. Jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne ændre mit liv.
Det går den rigtige vej
Det, der er så fantastisk ved fremtidens misbrugsbehandling, er, at vi får BEDRE behandlingsmuligheder, altså højere kvalitet, i stedet for mere af det samme.
Vi får personale, som er bedre uddannet; vi får bygninger, der er intelligente og som kan støtte mennesker i behandling med fx motion, lys, lyd og samvær med andre. Vi får genanalyser, som vil hjælpe med den rigtige kost og energiindtag. Men det allerbedste er, at vi flytter os fra meget komplekse samtaler til at misbrugsbehandlerne fx lægerne og andet personale bliver trænet i at interessere sig for det enkelte menneske, og hvordan vi kan støtte dette menneske til et bedre liv.
Trend nummer 4
Fra medtaget til modstandsdygtig
Den nyeste forskning fra USA og Canada – og såmænd også fra Danmark – støtter (heldigvis) min pointe med at se på mennesket og menneskets situation / omgivelser, i stedet for at se på Ulla, som drikker for meget vin og spiser for mange piller og ryste på hovedet og sige: ”Ulla, for helvede, se nu at få lagt flasken på hylden og ta´ dig sammen!”
Ifølge Michael Ungar, Ph.d., betyder udvikling af modstandsdygtighed hos mennesket, at vi kan opnå øget selvværd og blive mere selvhjulpne. Modstandsdygtighed reducerer negative kædereaktioner og åbner nye muligheder for os. Altså: jo mere modstandsdygtighed vi kan udvikle, jo bedre er det for os, især når vi taler fremtidens misbrugsbehandling.
Forskningen viser, at vi udvikler modstandsdygtighed i et samspil mellem os som individer og syv ressourcer. Modstandsdygtighed er: vores evne til at navigere til de psykologiske, sociale, kulturelle og fysiske ressourcer, der opretholder vores trivsel; samt muligheden for at forhandle sig til disse. Det betyder: Jo mere fremtrædende en ressource er, jo mere modstandsdygtige er vi for at falde i et misbrug.
De syv ressourcer:
- Identitet (bevidsthed om egen personlighed og individuelle særpræg).
- Relationer til andre mennesker eller grupper eller samfund.
- Kulturel arv (livssyn, livsstil, omgangsformer og udtryk, der er overtaget fra forældre og bedsteforældre).
- Samhørighed med andre mennesker eller grupper eller samfund.
- Adgang til materielle ressourcer (bolig, bil, tøj, ferier, sport, gadgets, bibliotek, museum m.v.).
- Social retfærdighed.
- Magt og kontrol over sit liv.
De syv ressourcer skal sammenholdes med den kontekst, vi taler om (i dette tilfælde misbrugsbehandling). Samt den kultur vi befinder os i – der er bare forskel på Danmark og Uganda, lige som der er forskel på Københavns Kommune og Lemvig Kommune. Plus hvad der er meningsfuldt for individet i situationen og individets ”forhandlingsevne”. Modstandsdygtighed styrkes og fremmes igennem de syv ressourcer – læg mærke til hvordan de alle hænger uløseligt sammen, og derfor påvirkes af hinanden.
Et liv med varme relationer
Lad mig give et eksempel: Da jeg var i misbrugsbehandling i Slagelse Kommune, fik jeg, sammen med Tina, som var misbrugsbehandler, mulighed for at blive hjælpetræner i en fodboldklub i Slagelse. Når jeg var til træning, og også når jeg kom hjem fra træning, følte jeg mig endnu gladere, endnu stærkere og havde mere lyst til at få mig et bedre liv uden misbrug.
Min identitet blev styrket, fordi jeg pludselig blev anerkendt for at være med til at skabe god træning for holdet. Mit forhold til andre mennesker blev styrket, jeg fik nye venner og bekendte i fodboldklubben. Jeg følte en stærk samhørighed med mit hold og de andre ledere i klubben. Jeg kom også i fodboldklubben, når mit hold ikke spillede, og følte dermed også samhørighed med klubben. Jeg var virkelig en del af organisationen og et fælleskab.
Jeg havde adgang til de materialer, der var nødvendige for at kunne træne fodbold, men lånte også klubhuset til forældremøder og vores afslutningsfest. Samt fik taget kontrol over mit liv og var træner i klubben i et par år og følte virkelig, at det var en central del af min ”healing”. Fodbolden bidrog kort sagt til min ”nye identitet” efter misbrugsbehandlingen.
Pointen er ikke, at alle skal være fodboldtrænere. Pointen er, at når vi støtter mennesket til at opnå disse syv ressourcer i den rette kontekst, så har ”Ulla” endnu større chance for at gennemføre misbrugsbehandlingen på en succesfuld måde og efterfølgende leve et godt og meningsfuldt liv uden rusmidler.
Mennesket i centrum!
Da jeg i april 2015 besøgte nuværende rusmiddel kordinator i Portugal João Castel-Branco Goulão, bekræftede han mig i, at mennesket kommer meget mere i centrum i fremtiden, hvor der kommer fokus på at skabe tillid og værdighed for dette menneske. Det bekræfter mig i, at fremtiden bliver håbfuld, for allerede nu viser min erfaring mig, at det, der virker allerbedst, når jeg taler med ”misbrugere”, er ikke at tale om stoffer eller misbrug, men at jeg udviser respekt for mennesket – jeg er i øjenhøjde. Helt simpelt: Jeg interesserer mig for personen, der sidder over for mig. Jeg stiller spørgsmål, lytter til svarene og forsøger efter bedste evne at hjælpe og forstå, hvilke udfordringer, der fylder mest hos dette menneske. Kun derved kan jeg hjælpe vedkommende videre på bedst mulige måde.
Fremtidens misbrugsbehandling ser altså lys ud. Mennesker, som har udfordringer med rusmidler, kommer til at opleve en mere menneskelig tilgang til deres ”sag”. Der vil komme meget mere fokus på personens hverdag og liv, i stedet for at koncentrere sig så meget om selve stoffet og problemerne. Teknologien gør, at vi får eksperternes hjælp direkte på vores smartphones (hvis vi ønsker det), og der bliver simple små tiltag, som kan ’booste’ selvværd, selvtillid og følelsen af værdighed hos den enkelte. Lyder det ikke fedt? Jeg elsker det, og jeg elsker, at jeg er med til at bygge det!
Kilder:
- Udgivelsen: Unge & Rusmidler, Socialstyrelsen 2015
- Møder i Lisabon (april 2015) med João Castel-Branco Goulão, Portugisisk læge og den nuværende rusmiddel koordinator i Portugal. Han er krediteret som værende grundlægger af Portugals rusmiddelpolitik etableret i 2000. Han er i øjeblikket formand for Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EMCDDA) og har været en delegeret i FN-Kommissionen for Narkotika.
- EMCDDA: European Drug Report 2015
- ncbi.nlm.nih.gov
