Her er vejen og hans blå bog: Donald Trump er nu præsidentkandidat

Politik

21/07/2016 08:25

Nick Allentoft

Donald Trumps ældste søn kunne fortælle verden, at hans far har partiets opbakning til præsidentkandidatur.

Mangemilliardæren Donald Trump er tirsdag aften lokal tid officielt blevet nomineret som Republikanernes præsidentkandidat.

Han har ved partiets konvent i Cleveland, Ohio, fået opbakning fra flere end 1237 delegerede. Det er den magiske grænse for at sikre sig et flertal.

Det var ventet, at Republikanerne ville pege på Donald Trump, da han var den eneste tilbageværende kandidat i det republikanske kapløb.

Den formelle nominering blev slået fast med stemmerne fra Donald Trumps hjemstat, New York. Resultatet blev læst op af sønnen Donald Trump Jr., hvorefter deltagerne ved konventet brød ud jubel.

- Jeg er beæret over at kunne sende Donald Trump til tops ved optællingen af delegerede her til aften, sagde Donald Trump Jr., der stod flankeret af tre af Trumps andre børn.

- Tillykke, far. Vi elsker dig, lød det videre fra Trumps ældste søn.

Officielt bliver Donald Trump først partiets kandidat, når han accepterer nomineringen. Det ventes at ske torsdag på konventets sidste dag. Dog tonede Trump frem på storskærmen ved konventet og takkede for støtten.

- Det her er noget, jeg aldrig vil glemme. Med jeres stemmer i dag er denne del af processen slut. (...) Jeg er så stolt af at være nomineret som præsident. Jeg ser frem til at dele mine tanker med jer torsdag aften, siger han fra Trump Towers i New York.

Tirsdag aften lokal tid faldt partiets nominering endeligt på plads. Én efter én fremlagde delstaterne i alfabetisk rækkefølge, hvem statens delegerede peger på. Det er tidligere blevet afgjort ved de respektive staters primærvalg de seneste måneder.

Allerede inden at samtlige staters resultater var blevet meddelt, stod det dog klart, at Donald Trump skal kæmpe om en plads i Det Hvide Hus ved præsidentvalget i november.

Med det samlede resultat i hånden gjorde Paul Ryan, republikaner og formand for Repræsentanternes Hus, det officielt.

- Partiets ledelse meddeler, at Donald Trump er blevet valgt som Det Republikanske Partis nominerede som præsident for USA, sagde han fra talerstolen.

I alt har Trump samlet opbakning fra 1725 delegerede i partiet.

 

BLÅ BOG: Trump - fra realitystjerne til præsidentkandidat Se også BBC-dokumentar på DR med portræt og baggrund om Trump Republikanerne har nomineret Donald Trump som partiets bud på USA's næste præsident. Læs mere om ham her. Donald Trump er natten til onsdag dansk tid formelt blevet udpeget af sine partifæller som Republikanernes præsidentkandidat.   * Navn: Donald John Trump * Alder: 70 år * Fødested: Queens, New York City * Søn af: Frederick C. og Mary MacLeod Trump * Nationalitet: Amerikansk * Uddannelse: Bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania i 1968 * Karriere: Begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid. I 1971 overtog han formelt virksomheden og omdøbte det senere til The Trump Organization. Fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande. Annoncerede i 2015, at han ville gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat. * Andet: I 2004 deltog han for første gang i tv-showet "The Apprentice" (på dansk "Hyret eller Fyret"), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma. * Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Har desuden fire andre børn fra to tidligere ægteskaber. * Bopæl: Manhattan, New York City * Fritidsinteresser: Golf   Kilder: Business Insider, biography.com   /ritzau/

 

Mest Læste

Annonce