Hermann og Ove Kaj i opsang til fagprofessionelle: Husk lige selvkritikken

Mange faggrupper har selv en andel i de frustrationer offentligt ansatte går rundt og beskylder konkurrencestaten for at påføre dem, siger Ove Kaj Pedersen. Rektor Stefan Hermann efterlyser et modsvar gennem mere faglig stolthed.

Fagprofessionelle grupper i den offentlige sektor savner selvkritik og mangler at evaluere egen rolle og årsag til velfærdskrisen. Det svækker deres mulighed for at spille en respekteret rolle i velfærdsreformerne.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund - hvor er velfærdsmodellen

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

Det siger professor Ove Kaj Pedersen i en opsang til mange fagprofessionelles klager over arbejdspres og besparelser, der gennemføres hen over hovedet på dem.

Rektor Stefan Hermann bakker op.

“Der er ofte kun forsøg på at rejse fordringer op ad og mod nogen. Eksempelvis fagforeningerne knapt så tit ser ind ad og åbent debatterer deres egne professioner. Debatten er der af og til, men den har ikke noget stærkt fælles sprog eller nogen åbenlys tradition,” siger Hermann, der er rektor på en af landets største professionshøjskoler, Metropol i København.

Både Hermann og Pedersen reagerer på en debat, hvor fagforeningerne fører retorisk krig mod offentlige besparelser, men også en debattone, hvor djøfisering og konkurrencestat er blevet faste fjendebilleder.

“I kritikken af konkurrencestaten er der mange der siger, at den er skyld i alt dårligt. Skyld i stress eller at børn har det svært. Men hvis man laver en helt konkret tidslinie, så kan det ikke passe. Konkurrencestaten kommer til Danmark i midten af halvfemserne. Det betyder altså, at det er helt andre forhold, der spiller ind,” siger Ove Kaj Pedersen.

Han mener, at fagprofessionerne - primært gennem fagforeningerne - har svigtet egen mulighed for at påvirke udviklingen.

Ledelsesavisen #2

Læs også Ledelsesavisen

Nyt slag mod NPM

Stine Johansen: Gør op med retningslinier

Hedensted går kreative veje for at finde løsninger

Dokumentation: Regelstyring virker ikke

Se den samlede udgave af Ledelsesavisen #2 her.

Vil du modtage Ledelsesavisen fremover, så klik her.

Vil du vide mere om Forum og være medlem, så klik her.

Man skaber fjendebilleder

“Man har systematisk bygget fjendebilleder op for at forsvare. Der er ikke nogen opmærksomhed omkring den velfærdsstat man selv har haft et stort medansvar for. Dermed ser vi ingen selvkritik og ingen spørger om de erfaringer vi har med den velfærdsstat der er opbygget fra 1960’erne. Men mange af de problemer vi ser i dag er konsekvens af velfærdsstatens pædagogik og systemer. Det er påfaldende at mange faglige medarbejdere kritiserer konkurrencestaten mens det de reelt burde forholde sig til er den rolle deres profession selv har haft i velfærdsstatens opbygning og kultur,” siger Ove Kaj Pedersen.

Den manglende selvkritik får også kritik fra Stefan Hermann. Han mener, at det er medvirkende til, at mange reformer gennemføres hen over hovedet på den offentlige sektors fagprofessionelle lærere, pædagoger, socialrådgivere, sosu’er, hjemmehjælpere og øvrige faggrupper.

“Der bliver i den offentlige debat hyppigt tegnet et billede af, at vores fælles institutioner er i forfald og professionerne kun bliver knægtet. Den form for debat styrker en mytologi om at det hele bare er gået tilbage. Problemet er, at det simpelthen ikke passer,” siger Hermann, og oplister en række markante forskelle på 1970’erne og i dag.

“SU-udbygningen, børnecheck, den massive finansiering af flere studerende på de videregående uddannelser, formålsforankring af dagtilbuddene i demokrati, udbygningen af dagtilbuddene, vejlederne i skolerne, den kolossale kapitalindsprøjtning til selvejende uddannelsesinstitutioner med strukturreformen, eller eksempelvis lærerne, der anno 1970 dengang underviste 36 timer. Det og rigtig mange andre ting er kommet til velfærdssystemet i de årtier, der får prædikatet konkurrencestat og New Public Management” påpeger Hermann.

30 år med moderniseringer

Ved et gensyn 30 år efter Moderniseringsprogrammets tilblivelse, er ligheden med nutidige forsøg på at reformere, effektivisere og modernisere den offentlige sektor skræmmende. Store dele kunne være skrevet i dag.

Læs mere her

Brug for mere selvkritik

Fra hver deres stol efterlyser rektoren og professoren væsentlig større selvkritik fra fagprofessionerne, hvis de reelt har et ønske om at tage medansvar for fremtidens velfærdsmodel.

“Vi mangler erfaringsopsamling og selvkritik og det begynder i stigende grad af genere mig, for dermed unddrager fagprofessionerne sig ansvar for deres egen deltagelse. Er der nogensinde nogen faggruppe der har forholdt sig åbent selvkritisk til deres egen rolle i velfærdsstaten,” spørger professoren.

Metropols rektor peger på, at manglende selvkritik rammer fagprofessionerne som en boomerang, fordi beslutningerne bliver truffet af nogle andre, og dermed på mange måder uden den professionelle indsigt som netop den offentlige sektors hundrede tusinde faguddannede medarbejdere har.

“Hvis man bider sig fast i at kvaliteten af en daginstitution alene er et normeringsspørgsmål, der helt evident har betydning, så glemmer man det enorme potentiale alle professionelle har. Eksempelvis at pædagoger også bliver dygtigere, at samarbejde mellem medarbejdere og med forældrene bliver bedre. Den slags kommer til at ligge i skyggen af en kamp på bevillingen. Og regeret bliver der jo alligevel som Viggo Kampmann sagde i 1960,” påpeger Stefan Hermann.

Sætter selv scenen

For Ove Kaj Pedersen er det vigtigt at fremhæve den forening af styring, frihed og kontrol, som enhver fagprofessionel står i hver eneste dag. Han kalder det for det etiske øjeblik. Der hvor den enkelte medarbejder selv træffer et fagligt valg, der balancerer mellem hensynet til opgaven og hensynet til egen indsats og vilje. Eller hensynet mellem ressourcer og borger. Mellem tid og arbejdstid. Faglig frihed og regler.

“Alle fagpersoner gør sig en etisk overvejelse over hvem de - inden for rammerne af deres opgaver - skal investere deres ressourcer i. Det er karakteristisk for konkurrencestaten at det forhold i stigende grad lægges på skuldrene af den enkelte ansatte. Fagmedarbejderen har fået en bemyndigelse til at træffe beslutning inden for egne rammer, men der er altid visse begrænsninger, som er dikteret gennem regler og lovgivning. Dette etiske dilemma er hamrende centralt for debatten om fremtidens velfærdsmodel,” forklarer Ove Kaj Pedersen.

Gennem velfærdsstatens opbygning har der været et enormt fokus på at lave regler, som ensretter og ligestiller borgernes rettigheder, og dermed også ensretter fagprofessionelles arbejde og opgaver. Konsekvensen har været, at der er skabt et enormt regel- og lovvælde, som rækker fra folketinget og ud i de enkelte kommuner og de enheder, som fagprofessionelle arbejder i.

Det er en udvikling, som fagforeningerne selv har været med til at fremme, påpeger både Hermann og Pedersen, og derfor må fagprofessionerne også tage et større medansvar for situationen.

Vælg den sårbare vej

Stefan Hermann forstår dog godt, at den bevægelse er vanskelig.

“Man burde tage selvkritikken alvorligt og sige, ‘hør engang. Det handler ikke alene om penge, rettigheder og frihed. Det handler om at vi skal blive dygtigere. At vi skal organisere os på en anden måde, og uddannes på en anden måde. At vi skal prioritere vores videreuddannelsesmidler og udvikle vores kompetencer på en anden måde,’” siger rektor Stefan Hermann, der er helt klar over den risiko, sådan en tilgang indebærer.

“Det er klart, at hvis man gør det, gør man sig også sårbar overfor det politiske. Så vil nogen straks kunne pege fingre og sige man skider i egen rede. Men omvendt gør man sig også troværdig. For så kan eksempelvis socialrådgiverne, pædagogerne eller lærerne jo sige, ‘hvis vi skal sikre flere anbragte børn et bedre liv eller en bedre skolegang, og hvis vi skal være med til at sikre mere effektive jobcentre, så er der ingen tvivl om, at vi skal blive bedre til det og det. Vil I hjælpe os med det?’. Tænk, hvordan det kunne ændre den offentlige debat, hvis fagprofessioner og institutioner i højere grad lagde den åbenhed frem,” siger Hermann.

Ove Kaj Pedersen er enig. Den offentlige sektors mange faggrupper har gennem årtier haft et stort medansvar for stigende offentlige omkostninger, mener han. Det går ikke hånd i hånd med, at man ikke vil være med til at finde nye veje, og herunder evaluere egen rolle og indsats.

“Faglige medarbejdere har i årtier haft en betydelig autonomi, altså frihed til at udføre og indrette deres arbejde relativt frit. Der har så at sige været lille fokus på ressourcerne og stort fokus på opgaverne. Derfor er det naturligt, at fagprofessionerne får et medansvar for de stigende offentlige omkostninger,” mener Ove Kaj Pedersen.

Efterlyser gamechanger

Stefan Hermann bakker op.

“Jeg tror man løber en betydelig risiko for at spille sig selv af banen med den nuværende retorik og tilgang. For selvom der i den offentlige debat hele tiden er fokus på penge- og ressourcespillet - og deri også frihedsspillet - så er det jo sjældent der, løsningerne bliver skabt. Det handler kun om ressourcer, og her må vi bare erkende, at loftshøjden synes lidt lav. Så hvis man vil have indflydelse må man supplere med et andet spil. Kald det et professionelt, kvalitetsfokuseret eller selvkritisk spil,” opfordrer Hermann.

Han er overbevist om, at en ny tilgang måske endda kan blive en gamechanger for debatten og ikke mindst de reformer og tilpasninger, der skal gennemføres af velfærdsmodellen de kommende år.

“Med en anden tilgang åbner man for at invitere sig selv inden for i stedet for at stå i medierne og på kamppladserne og råbe. Man gør sig til en løsningsfigur ved, at tage del i problemet. Hvis man åbent bringer selv selv konstruktivt i spil, er jeg ret sikker på, at man vil få et tostemmigt ja, og for alvor blive en stærkere partner i arkitekturdiskussionerne om fremtidens velfærdsmodel. Derudover vil man jo også stå som en mere troværdig spiller,” påpeger Stefan Hermann.

Professor Ove Kaj Pedersen er enig.

“Hvis vi for alvor skal løse nogle af de følgeproblemer der er opstået med velfærdssstaten og reformere velfærdsmodellen, så den får en fremtid, er det helt nødvendigt, at fjendebillederne lægges væk og også fagprofessionerne bidrager gennem selvkritik og evaluering,” siger professoren.

Stefan Hermann er direkte bekymret for konsekvenserne på en uddannelsesinstitution som Metropol.

“Hvis professionerne ikke kommer stærkere på banen, også os der laver uddannelserne, kan vi jo se på, hvad alternativet så er. Jeg er overbevist om, at så fortsætter en politisk kurs, der formulerer sig i et rent politisk administrativt sprog, der igen siger, hvis ikke vi kan få simple indikatorer på det hele, så kan vi ikke måle fremgang, og derfor skal I nu underkaste jer de beslutninger, der bliver truffet. Så jeg prøver egentlig at sige, der er et element af, at hvis professionerne ikke kommer ind i kampen, så overlader man den til andre – og vi får ikke en tiltrængt ny modernisering af den offentlige sektor til erstatning for en primært økonomisk og effektivitetsorienteret diskurs,” siger rektoren.

 

Emneord: Ove Kaj Pedersen, Stefan Hermann, Djøfisering, Ledelsesavisen, Fagprofessionelle, Fagforeninger, Modernisering, Velfærdsstat eller velfærdssamfund, Konkurrencestat, Chefredaktør Nick Allentoft, Ledelsesavisen #2
Den Offentlige på DenOffentlige.dk Du er DenOffentlige!...
Aktivitet: Artikler: 168 | Events: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 01.06.16 Britt Jadesø
    Målet?

    Hvor ædelt det end lyder, at målet er, at vi alle skal blive dygtigere, fremstår det alligevel tragikomisk, når man tænker på, at der på økonomisiden samtidig bliver sparet - eller bliver øset nye opgaver ned over os.

    På et eller andet tidspunkt skal ideologien jo ramme den økonomiske virkelighed!
    Og selv om det er meget mere interessant at fabulere i lixtunge statements og formålsparagraffer, hvor man kan tale sig selv helt varm i ædle motiver forklædt i dyre ord, så skriger det til himlen, at faktatjekket mellem de fine ord og virkeligheden er så afgrundsdyb, at historien er og bliver et eventyr.

    Opfordringen til at involvere os og den proaktive adfærd er ret svær at komme til orde med. Men det ved man måske ikke?
    Man forestiller sig måske, at man mellem 7.30-15.15 mellem undervisning, madpakker, konflikter og kopimaskinestop lige inplementerer noget nyt og spændende?

    Anvisninger er der nok af. Men hvis en hel arbejdsstyrke ikke formår det, er det jo besynderligt at tro, at vi har fået en kollektiv hjerneblødning og så blot peger fingre ad os.

    Måske selvransagelsen skulle starte i lagene i toppen af pyramiden?

  • 21.04.16 Thora Hvidtfeldt Rasmussen
    Effektiviseringer og fagforeninger

    Det er utroligt, at man vedblivende taler om, at de menesker, der arbejder direkte med borgerne i det offentlige, skal blive dygtigere - og at der er sket så store teknologiske udviklinger, at man skal kunne klare mere på mindre tid.
    Computeren gør det IKKE på nogen måde letrtere at være lærer! Det gør det heller ikke nemmere, at der stilles store, individuelle krav - og hvor meget, jeg end glæder mig over børns større selvstændighed og stærkere fornemmelser for egen ret, så gør det ikke noget lettere for læreren.
    Det er jo heller ikke sådan, det er gået i den private sektor - et frisørbesøg overstås ikke hurtigere og hurtigere, der bliver ikke i det private anvendt mindre og mindre tid på rådgivning - når det er selvbetalt og til voksne mennesker.
    Hvorfor forventer man så meget større effektivitet af dem, der tager sig af børn?
    Jeg ved ikke, om det er rigtigt, at en gennemsnitlig lærer underviste 36 timer i 1970 - jeg ved, at min regnelærer i de første år i folkeskolen (slutningen af halvtredserne) rettede andre klassers hæfter, når vi var sat til at regne vores regnetime - og jeg ved, at hun slog, hvis der ikke var ro til det. Det gjaldt også, hvis et barn ikke kunne finde ud af det.
    I 1977, da jeg startede som lærer, var der en fast norm på 27 45-minutters lektioner hvorfra blev trukket rettereduktioner og samlæsningsreduktioner. Så der må være sket noget, på de 7 år!
    Computerne har bragt store lettelser til regnskab, registrering og optælling - men netop i forvaltningen ansættes der flere og flere, mens man åbenbart stadig mener at kunne reducere antallet, der skal være sammen med børnene. Hvorfor?
    Og så er det for restejn ikke fagforeningernes opgave at tildele deres medlemmer mere arbejde - det er faktisk ikke det, de er valgt for. Hvorimod det er ganske åbenlyst fornuftigt at samarbejde med de faggrupper, hvis arbejde man vil reformere - idet man ellers meget nemt kommer ud i at lave katastrofer såsom skolereformen, der er udformet, så den konflikter med dygtige læreres arbejdsform.
    Det er sund fornuft - selv om fagforeninger (forhåbentlig) ikke er indstillede på at forringe deres medlemmers arbejdsvilkår.
    Den slags organisationer, I efterlyser til det samarbejde,I forestiller jer, hedder ikke fagforeninger - de hedder korporationer.

  • 30.03.16 Peder Hau Lyng
    Kan vi få lidt underbygning?

    Ove Kaj Pedersen siger i artiklen: "Alle fagpersoner gør sig en etisk overvejelse over hvem de - inden for rammerne af deres opgaver - skal investere deres ressourcer i. Det er karakteristisk for konkurrencestaten at det forhold i stigende grad lægges på skuldrene af den enkelte ansatte. Fagmedarbejderen har fået en bemyndigelse til at træffe beslutning inden for egne rammer..."

    Kan vi evt. få lidt underbygning af, at det rent faktisk forholder sig sådan, at det i stigende grad er den enkelte ansatte, der prioriterer deres ressourcer? Måske de I stigende grad bestemmer over deres egen tid - men jeg hører, at mange faggrupper oplever at deres beslutningskompetencer hastigt indskrænkes. De har selvfølgelig beslutningsret inden for "rammerne af deres opgaver", som Ove Kaj Pedersen siger. Men hvis disse rammer bliver stadig mere snævre, så er selvbestemmelsen vel ikke stort værd?

    Jeg hører fra medarbejdere på det sociale område, at stadig mere skal løses i "evidensbaserede" programmer, og der opstilles stadig snævrere servicemål.

    Jeg hører fra sundhedspersonale, at stadig mere skal løses inden for "pakker" og standardforløb.

    Jeg hører fra pædagoger og lærer, at stadig mere indrettes efter standardiserede test og fælles mål.'

    Jeg hører noget lignende fra mange andre faggrupper.

    Hvis det, jeg hører, er rigtigt, er det svært at se, at fagpersoner får mere bestemmelsesret. Faktisk hører jeg, at de fagprofessionelle netop gør oprør mod manglende frihed til at udøve deres faglige skøn, og levere den indsats de vurderer nødvendig. Og hvis det er sandt, at de fagprofessionelle i mindre grad kan udøve deres faglighed, da de i stedet skal leve op til diverse standarder, er det vel svært at bede dem om at være selvkritiske? Man kan vel kun være selvkritisk overfor de faglige beslutninger, hvis man rent faktisk har/havde beslutningskompetencen?

    Spørgsmålet er så, om det jeg hører er rigtig - eller om Ove Kaj Pedersen har ret i, at der er meget autonomi? Her ville det jo være rart, at Ove Kaj Pedersen underbygger sin påstand? Det ville være specielt interessant, hvis han kan påvise, at der kommet en stigende selvbestemmelse hos fagprofessionelle i de seneste 15 år (selv om det er sjovt at sammenligne med 1970, så er der der jo sket umådelig meget med samfundet og velfærdssamfundet de seneste 45 år, som gør sammenligninger ret ubrugelige).

  • 23.03.16 Lillian Redam
    En tilstrækkelig normering er ikke kvalitet i sig selv, men det er grundlaget for kvalitet.

    Uha, provokerende læsning! Nej, selvfølgelig handler kvalitet i f.eks. daginstitutioner ikke KUN om normering, men en tilstrækkelig normering (som der IKKE er nu) er grundlaget for kvaliteten kan udfolde sig fuldt ud. De bruger eksempler som "formålsforankring af dagtilbuddene i demokrati, udbygningen af dagtilbuddene" som 'bevis' på at det går fremad/bedre i institutionerne. Og påstår nærmest at det er på grund af at manglende faglig stolthed og viden at djøférne og andre konsulenter bliver nødt til at bestemme og lægge en masse bestemmelser og kontrolforanstaltninger ned over institutionerne. Hermann og Ove Kaj: stig ned fra jeres piedestal og deltag i virkeligheden!

  • 21.03.16 Niels Chr. Sauer
    Alt andet end stilstand, Bent Andersen

    Bent Andersen, Jeg er ikke sikker på, jeg forstår dit spørgsmål, men det er langt fra givet, at man bliver dygtigere henover generationerne. Der er fx masser af håndværksdiscipliner, som ingen længere mestrer, og når det drejer sig om kulturprodukter, har hver tid sine højdepunkter. Skolen er ikke en produktionsvirksomhed, men en kulturinstitution, og napoleonskrigene tager den tid, som napoleonskrigene tager, hvis man skal forstå, hvad der skete. Det samme gør Mozarts symfoni nr. 40, en fodboldkamp eller læsningen af et shakespearestykke.

    Men børn i dag lærer faktisk mangt og meget langt tidligere i skoleforløbet end de gjorde for 50 år siden. Navnlig i matematik og sprogfag. Hertil kommer alt det, lærerne i dag betragter som selvfølgelige dele af arbejdet, men som kun fandtes sporadisk om overhovedet for 50 år siden: undervisningsdifferentiering, inklusion, skolehjemsamarbejde, lærerteams, tværfaglighed, temaundervisning, pædagogsamarbejde, dokumentation og evaluering, elevplaner, test. Skolens 'produktivitet' er øget voldsomt på gulvplan. Så jeg aner faktisk ikke, hvor du vil hen, Bent A.?

  • 19.03.16 Steffen Gliese
    Stalinismen rider igen

    Så har kommissærerne udtrykt deres mistillid til folket og dets ringe lyst til at leve op til de storstilede planer, det administrative niveau har på fællesskabets vegne.

  • 18.03.16 Bent Andersen
    Stilstand i 40 år

    Niels Chr. Sauer - skal jeg forstå din kommentar således, at du ikke synes, at det er en rimelig forventning, at de offentlige fagprofessionelle over 40 år ikke bliver (voldsomt) dygtigere, også hvis man f.eks. Medregner den teknologiske udvikling, som også har gjort mange faggruppers arbejde nemmere eller mindre tidskrævende?

    I hvilke andre sektorer vil man acceptere den form for tilgang...eller stilstand?

  • 18.03.16 Niels Chr. Sauer
    Samtlige regler for forandringsledelse brudt

    Hvis man ønsker lærernes fagforening som medspillere, er det nok ikke nogen god idé at lægge ud med at erklære, at den skal 'knuses, som Thatcher knuste minearbejderne'. Det var et citat fra finansministeriets gange, der cirkulerede i januar 2013. Derefter skred man til værket med alle til rådighed stående midler, inklusive dem, der ikke tåler dages lys, som senere påtalt af ILO.

    Så hvad er det i grunden for en 'bane' DLF skal gå ind på for at 'spille med'? DLF's medspil er uønsket! Det eneste bidrag, man ønsker fra DLF, er dybest set, at foreningen nedlægger sig selv. Prøv lige at begribe det, Pedersen og Hermann. Der er ikke den regel i Elementær Lærebog for Forandringsledelse, der ikke er blevet brudt af arbejdsgiverne omkring skolereformen! Hvis man vil have DLF med i spillet igen, må man række hånden frem og signalere vilje til samtale. DLF har hele tiden været klar og er det stadig.

  • 18.03.16 Børge Hansen
    Forandringsagenter

    Man behøver ikke omfavne alle udviklingstendenser, og man behøver ikke afvise alle udviklingstendenser. Fagprofessionerne er og har været under stærkt pres, og alle forsøg på at få ændret udviklingen har hidtil været forgæves. Hvordan kommer vi så videre? Det er vel artiklens budskab, og når hidtidig strategi ikke har virket, så må fagforeningerne vise rettidig omhu og arbejde med i forandringsprocesserne.
    Hvis det skal lykkes, er det nødvendigt, at politikerne træffer beslutninger på et kvalificeret grundlag med inddragelse af relevante fagpersoner. Folkeskolereformen og landbrugspakken er eklatante eksempler på kontraproduktiv politikeradfærd, som skal ændres, hvis fagforeningernes potentiale som forandringsagenter og aktive deltagelse skal sikres.

  • 17.03.16 Niels Chr. Sauer
    Underlødig kritik

    Er der nogen, der mangler selvkritik, er det d'herrer Hermann og Pedersen og hele det NPM-regime, de og deres djøffer har trukket ned over hovedet på den offentlige sektor. Deres kritik virker - set i lyset af skolens særlige situyation - distræt, uinformeret og diffus. Eneste konkrete forhold, der peges på, er, at lærerne i 1970 underviste 36 timer om ugen - underforstået se selv, hvor meget bedre i har fået det! Men de 36 timer i 1970 var ren gammeldags skole. Ingen undervisningsdifferentiering, ingen inklusion, intet skolehjemsamarbejde, ingen lærerteams, ingen tværfaglighed, ingen temaundervisning, ingen pædagoger, ingen dokumentation og evaluering, ingen elevplaner, ingen test. Kun overhøring, instruktion og ny lektie jf lærebogen. Desuden var de 36 timer (en påstand, jeg i øvrigt vil kontrollere) allerede i 1974 blevet til 27, hvilket er gennemsnittet i mange kommuner i dag - plus altså alt det, jeg lige har nævnt, som kommer oveni.

    Reformens totale svigt og regulære overgreb, dens mangel på faglighed og skamridning af lærerne ignorerer Hermann og Pedersen bare totalt. Deres kritik af DLF må uden videre afvises som underlødig og langt under det niveau, man må forvente fra deres side.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige