Et nyt digitalt læringsrum er blevet skabt for 7000 lærere og elever, og det betyder, at der slet ikke lægges software på de enkelte computere, og at alle dokumenter og elevernes arbejder gemmes på googles drev – i den meget omtalte ”digitale sky”.

Alle skoler i Holbæk satser på Google

Alle skoler i Holbæk bruger nu Google til læring og vidensdeling. 7000 lærere og elever på alle skoler bruger Google Education som deres læringsplatform.

Holbæk kommune satser i disse år fuldt på google-universet. Målet er ikke besparelser, men bedre læring og lettere adgang til IT.

Læs også: Bedre læring for færre penge - kan billigere Chromebooks erstatte ipads og pc'ere?

Regeringens nationale strategi for IT i skolerne har som mål at alle skoler har trådløst netværk i 2014. Det mål har Holbæk kommune indfriet, og fase 2 i kommunens udviklingsprogram ”Holbæk danner skole” er i fuld gang. Her er skolens pædagogiske brug af IT et af fem indsatsområder.

Google Education har erstattet Microsoft Office

Holbæk har valgt at anvende læringsplatformen Google Education, som har erstattet de ellers klassiske Microsoft Office programmer som excell og word.

Et nyt digitalt læringsrum er blevet skabt for 7000 lærere og elever, og det betyder, at der slet ikke lægges software på de enkelte computere, og at alle dokumenter og elevernes arbejder gemmes på googles drev – i den meget omtalte ”digitale sky”.

- “Vi ser store pædagogiske fordele og didaktiske muligheder. Eleverne får meget lettere ved at arbejde sammen og dele dokumenter, og lærerne kan på en helt anden og tættere måde følge processen og vejlede omkring elevernes arbejde”, fortæller pædagogisk konsulent Anne Herskind fra kommunens Børne- og Ungesekretariat.

Lærere og elever er åbne og parate

Alle skoler i kommunen har udvalgt ressourcepersoner for fagområderne matematik, naturfag, dansk og sprog - og senest er også ressourcepersoner i skolefritidsordningerne (SFO) koblet sammen i et læringsnetværk på tværs af kommunen og uddannet til, hvordan Google Education kan anvendes.

Ressourcepersonerne skal udbrede viden og erfaringer til deres kollegaer på skolerne og gå med i klasserne, når der er brug for det.

- “Vi oplever, at lærerne har været meget åbne og parate til at kaste sig ud i det nye Google-univers og ideerne bag. Det er erfaringen, at når først vi er gået i gang, så nærmest eksploderer anvendelsen. Det er ikke svært at bruge, og der er ikke andre steder at skrive. Også eleverne har bare kastet sig ud i det”, forklarer Anne Herskind.

Også Chromebooks maskiner vinder frem på flere af Holbæks skoler. Fx har kommunens største skole netop anskaffet 120 eksemplarer.

En Chromebook ligner meget en bærbar pc, men i modsætning til en traditionel computer fungerer den ikke ved at have et styresystem og programmer installeret på maskinen.

Let anvendeligt udstyr er en forudsætning for bedre kvalitet

Udviklingskonsulent Bo Clausen fra kommunens Børne- og Ungesekretariat, fortæller, at der er flere fordele ved google chrome books:

- “Set som ren isenkram kan man få to chrome books for samme pris som en almindelig pc, og vi tror også, at behovet for løbende it-support til chrome books vil vise sig at være af mindre omfang end for andet udstyr”, fortæller han.

Bo Clausen understreger, at udviklingen af IT ikke er et besparelsesprojekt på skolerne, men når man kan få to computere i stedet for én betyder det alligevel noget. Nok så væsentlig er det dog at anskaffe let anvendeligt udstyr, der ikke kræver store tekniske færdigheder. Det er en forudsætning for at få en kvalitetsforbedring såvel pædagogisk som didaktisk og it-fagligt.

Det er kommunens politik er, at alle typer IT-udstyr skal kunne anvendes på skolernes net – også det eleverne selv medbringer - og det er op til de enkelte skoler selv at beslutte, hvilket udstyr de fx køber som klassesæt. Chrombooks, bærbare pc eller ipads. Alt er muligt.

Det er ofte den enkeltes evne til at betjene udstyret, som er barrieren - ikke de tekniske faciliteter

- “Det samlede mål med indsatserne er, at skolerne får mulighed får at anvende IT mere produktivt med mere fokus på indhold og læring - og mindre fokus på teknik og barrierer”, pointerer han og fortsætter:

- “Men der kommer mange forskellige produkter ind på skolerne når vi åbner for "Bring your own device" og ofte har brugerne ikke fuld indsigt i funktionerne. Det betyder, at det ofte er den enkeltes evne til at betjene udstyret - og lærerens tid til at hjælpe - som kan være barrieren og ikke de tekniske faciliteter, som er til rådighed på skolen. Det er noget, vi bliver nødt til at undersøge og håndtere i allernærmeste fremtid”, pointerer Bo Clausen.

Læs også artiklen

Bedre læring for færre penge - kan billigere Chrombooks erstatte ipads og pc'ere i skolen?

Emneord: Digital læring, Tablets, Ipads, Folkeskolen, IT-strategi, Vidensdeling, Holbæk Kommune, University College Sjælland
University College Sjælland på DenOffentlige.dk Professionshøjskolen Absalon var indtil august 2017 kendt under navnet University College Sjælland, og er en af de syv professionshøjskoler, som blev etableret i august 2007. Vi er godt 600 medar...
Aktivitet: Artikler: 110 | Events: 6 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige