Hospitalspersonalet i urimeligt dilemma

Velfærd

05/06/2014 12:07

Freja Eriksen

Skal vi passe på patienterne eller vores eget helbred?

Regeringen og Danske Regioner har indgået en økonomiaftale for 2015. På trods af en beskeden realvækst på sundhedsområdet, forventer Region Midtjylland at stå over for alvorlige prioriteringsopgaver som følge af et stramt budget og en to procents aktivitetsstigning gennem øget produktivitet.

Læs også: Ris og ros til regionernes budgetaftale

Nathali S. Degn, formand for DL (lægesekretærerne) i Region Midtjylland afviser et yderligere arbejdspres på personalet, som hidtil har kompenseret for effektiviseringer og besparelser ved at yde en ekstra indsats. Men nu er målet fuldt:

- Nye besparelser vil sætte personalets eget helbred på spil. Hver enkelt hospitalsansat vil blive stillet i valget mellem at passe på sig selv eller passe på patienterne, et ganske urimeligt dilemma.

Læs også: Aftale om regionernes økonomi for 2015: Flere penge til nye behandlingsformer og milliarder til moderne sygehuse

Nathali S. Degn tvivler også på, at der er en gevinst at hente ved styrket brug af IT, som aftalen lægger op til. De elektroniske patientjournaler og digitale breve fungerer langt fra optimalt i dagligdagen. Den digitale brevkorrespondance har hidtil vist sig mere omstændelig end først antaget - fx har den betydet yderligere 18 klik pr brev (optalt på Dermatologisk Klinik i Aarhus):

- Jeg frygter derfor, at der lægges et endnu større pres på os som kompensation for, at effektiviseringsgevinsten ved ny IT udebliver.

DL-regionsformanden er med på at prøve nye arbejdsgange og samarbejdsformer, som økonomiaftalen foreskriver. Hun foreslår imidlertid to principper, som bør ligge til grund for disse:

- For det første skal registrering og kontrol reduceres og tilpasses patienternes behov frem for systemets. For det andet skal alle faggrupper have mulighed for at koncentrere sig om de funktioner, de er uddannet til. Det er i længden det bedste og billigste.

DL er en tværgående landsforening for lægesekretærer og andre sundhedsadministrative medarbejdere under HK Kommunal.

 

Mest Læste

Annonce