I uge 41 afholder mange skoler traditionen tro en temauge. I år kommer temaugen for hundredetusindvis af skolebørn til at handle om skolen i fortiden, nutiden og fremtiden.

Hundredetusindvis af skolebørn fejrer skolens 200-års fødselsdag

Velfærd

01/10/2014 09:39

Nick Allentoft

I næste uge markerer skoler over hele landet, at der har væres skolegang og undervisning for alle børn i 200 år. Det sker med fædrelandshistorier, gymnastik som i 1950’erne, rundstrik, museumsbesøg, en vinderkoncert med Wafande og besøg fra undervisningsministeren og jubilæets protektor kronprinsessen.

I uge 41 afholder mange skoler traditionen tro en temauge. I år kommer temaugen for hundredetusindvis af skolebørn til at handle om skolen i fortiden, nutiden og fremtiden. De skal nemlig være med i UGE200, som består af fire temadage og afsluttes med Skolernes Motionsdag. Nogle elever skal gå i skole i 1860’erne eller spille teater om den vestjyske skoleordning. Andre får besøg af H.K.H. Kronprinsessen og undervisningsminister Christine Antorini, og en heldig vinderskole får en koncert med Wafande.

H.K.H. Kronprinsessen er protektor for Skolens 200-års jubilæum og deltager i flere arrangementer i næste uge. Blandt andet skal hun og undervisningsminister Christine Antorini til Næstved, hvor de sammen med 7. klasse fra Lille Næstved Skole skal på en skolehistorisk byvandring.

Undervisningsminister Christine Antorini, der er formand for jubilæets styregruppe, ser frem til de mange arrangementer i hele landet.

”Det har stor betydning, at så mange skoler, museer, biblioteker, teatre og andre kulturinstitutioner har grebet bolden og udviklet arrangementer i anledningen af skolens 200-års jubilæum. Skolen er en fælles erfaring, som vi alle bærer rundt på, og derfor er det en grundsten i vores velfærdssamfund. At så mange bakker op om skolejubilæet og fortæller skolens historier, giver os en historisk mulighed for at få en bedre forståelse af hvorfor skolen har så stor betydning for samfundet og den enkelte,” siger undervisningsminister Christine Antorini.
 

FAKTA OM UGE200

  • UGE200 er en landsdækkende og fælles markering i uge 41 af, at alle børn i Danmark har haft ret og pligt til undervisning siden 1814.
  • Uge200 er udviklet af Skole200 og støttet af TrygFonden og en lang række af jubilæets samarbejdspartnere.
  • Lørdag d. 4. oktober afholder DR i samarbejde med Skole200 et gallashow som optakt til Uge200.
  • I løbet af uge 41 vil HKH Kronprinsessen og undervisningsminister Christine Antorini besøge udvalgte skoler og deltage i arrangementer i anledning af skolejubilæet.
  • Torsdag den 9. oktober får Nordskolen i Nykøbing Sjælland deres drømmeskolefest og en koncert med reggaestjernen Wafande. Skolen har vundet konkurrencen Duellen og får derfor en skolefest til 100.000 kr.
  • Læs mere på www.skole200.dk

Mest Læste

Annonce