Hygiejne-sygeplejersker skal minde dig om at vaske hænder

Velfærd

13/09/2016 10:47

Nick Allentoft

Tre sygeplejersker skal bruge en uge på at rejse rundt og minde borgere om at vaske hænder. Det sker i den nationale hygiejneuge.
"Vi ved, at vi skal vaske hænder efter toiletbesøg. Men faktisk bør vi vaske hænder mange flere gange om dagen for at undgå smittespredning. Sådan lyder et af budskaberne fra tre hygiejnesygeplejersker fra Lolland Kommune, Guldborgsund Kommune og Region Sjællands MRSA-enhed. I anledning af Den Nationale Hygiejneuge tager de i uge 38 rundt på Lolland og Falster for at sætte fokus på god håndhygiejne."   Sådan lyder indledningen i en pressemeddelelse fra Lolland Kommune. Pressemeddelelsen fortæller videre: 
"Statens Seruminstitut anslår, at infektioner på grund af dårlig håndhygiejne er skyld i op mod en million sygedage om året i Danmark. Derfor skal vi vide meget mere om, hvordan vi undgår at smitte hinanden: - Bakterier på f.eks. telefoner, nøgler, håndtag og indkøbsvogne er ikke noget, mange tænker over i dagligdagen. Men vi udsætter både os selv og andre for sygdom, hvis ikke vi sørger for at komme af med bakterierne ved at vaske hænder grundigt og ofte nok. Det skal vi blive bedre til at huske på, så vi kan undgå smittespredning," siger Anne Bak Zeuthen, og Marlene Lundemand supplerer:

 -I løbet af uge 38 vil vi fortælle så mange som muligt på Lolland og Falster, hvorfor det er vigtigt at have en god håndhygiejne. Derfor tager vi simpelthen ud og møder folk, hvor de er til daglig. Vi kommer blandt andet rundt på uddannelsesinstitutioner, på sundhedscentre og igennem byernes gader," siger Marlene Lundemand.

Hygiejnesygeplejerskerne forsikrer, at ingen vil møde løftede pegefingre og belærende toner, men en hyggelig snak, en flaske håndsprit og et bolche, som venligst er sponsoreret af firmaerne Wet Wipe, Mediq, Abena og Plum. Og så får alle i øvrigt mulighed for at få tjekket, hvor mange bakterier de har på hænderne med en helt særlig Glitterbug-maskine.

 -Vi glæder os rigtig meget til at komme rundt og møde en masse mennesker i uge 38 og høre, hvor meget de ved om håndhygiejne - og så give nogle gode tips, så vi kan få sygefraværet ned. For en ting er at vaske og spritte hænder. Noget andet er at gøre det rigtigt," fortæller Anette Christiansen."

  Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvilke resultater det offentlige projekt skal opnå, hvordan det iøvrigt er finansieret eller hvor relevant netop håndhygiejne er i forhold til andre årsager til sygedage. En artikel på TV2 indikerer dog, at danskerne årligt har mindst 30 millioner sygedage. Heraf kommer næsten 60 procent som følge af nedslidning.   

Mest Læste

Annonce