Ingen sundhedssektor uden innovation og offentligt privat samarbejde

Velfærd

07/09/2015 14:21

Nick Allentoft

Regionerne bruger årligt lidt over 100 mia. kroner på sundhedsområdet, og samlet går knap 50 pct. af regionernes driftsudgifter til private leverandører og andelen er steget jævnt gennem de seneste par år, skriver Bent Hansen og lægger op til endnu bedre og mere offentligt privat samarbejde de kommende år.

Tak til Karsten Dybvad for blogstafetten og spørgsmålet om hvilke muligheder regionerne ser i den nye udbudslov for at fremme innovation og offentligt-privat samarbejde i sundhedssektoren.

Spørgsmålet berører det helt centrale samarbejde regionerne og dermed de danske sygehuse og tusindvis af dedikerede medarbejdere dagligt har med private virksomheder og forsknings- og uddannelsesinstitutioner på tværs af landet.

Vi vil ikke og vi kan ikke drive og udvikle det danske sundhedsvæsen uden et tæt og tillidsbaseret offentligt-privat samarbejde omkring både behandlinger, diagnostik, forskning og udvikling og ikke mindst samhandel, udbud og innovation.

På den baggrund hilser vi også den nye udbudslov velkommen – og jeg vil i dette indlæg specielt kommen ind på to områder:
1) udbudslovens nye muligheder i innovationspartnerskaber
2) udbudslovens bedre rammer for forhandling og konkurrencepræget dialog

Før jeg kommer nærmere ind på de to områder, vil jeg dog lige opridse udgangspunktet i dag.

Udgiftspres og offentligt privat samarbejde
Regionernes to primære ansvarsområder er sygehusdrift og erhvervsudvikling og vi arbejder kontinuerligt for at skabe et tæt samspil mellem disse to områder. Målet er øget kvalitet for patienterne, øget effektivitet og øget privat vækst. Midlerne er samhandel og samarbejde indenfor innovation og forskning og udvikling.

Udbuds-stafetten

Relevante aktører bidrager til Udbuds-stafetten med ny viden og betragtninger om den kommende udbudslov. Læs alle indlæg her.

Udgiftspresset på sundhedsvæsenet er velkendt og baseret på både demografi, nye behandlings- muligheder, sygdomsbilleder og forventninger, og fremtidens behov kan ikke løses med nutidens løsninger – vi må og skal innoveres os til løsningerne på fremtidens udfordringer.

Regionerne og det offentlige sundhedsvæsen har i dag et meget omfattende samarbejde med den private sektor. Regioner bruger årligt lidt over 100 mia. kroner på sundhedsområdet, heraf går ca. 80 pct. til sygehusene, godt 15 pct. til praksissektoren og 5 pct. til medicintilskud. Samlet går knap 50 pct. af regionernes driftsudgifter til private leverandører og andelen er steget jævnt gennem de seneste par år. Regionerne køber ind i det private for ca. 38 mia. kroner årligt fordelt ca. ligeligt på varer og tjenesteydelser. Yderligere omkring 20 mia. kroner går til den private sektor i form af tilskud til praktiserende læger, speciallæger, tandlæger, som medicintilskud mm.

Men det omfattende offentlige-private samarbejde går langt videre end rene indkøb. Regionerne er f.eks. også involveret i over 150 offentligt-private innovationssamarbejder (OPI), omkring 10 offentligt-private partnerskaber (OPP projekter), der blev i 2014 gennemført knap 300 kliniske forsøg med nye lægemidler, halvdelen af sundhedsforskning i offentligt regi foregår på hospitalerne og sygehusene indgår årligt ca. 1.000 forskningsaftaler med virksomheder.

Udbudslovens nye muligheder
Mens der således i dag er et veludbygget fundament for offentligt privat samarbejde og innovationssamarbejdet mellem private virksomheder og regioner/sygehuse, er der bestemt også plads til øget effektivitet og til forbedringer både indenfor den konkrete lovgivning og i parternes tilgang til samarbejdet.

Udbudslovens helt nye udbudsform ”Innovationspartnerskaber” er et godt bud på en udbudsform der kan fremme innovation og nytænkning i offentlige indkøb. Med innovationspartnerskaber bliver det langt lettere for for eksempel regionerne, at indgå kontrakter med private virksomheder om udvikling og samtidig anskaffelse af nye innovative løsninger, som ikke er tilgængeligt på markedet. Det kan f.eks. dreje sig om en ny nemmere løsning til transport af varer rundt på hospitalet eller helt nye metoder til rengøring og desinfektion.

Udfordringen i dag er, at det kan være vanskeligt både at udbyde udviklingen af en innovativ løsning og samtidig indkøbe denne løsning. Det kan desværre afholde nogle private virksomheder fra at ville indgå i et samarbejde med det offentlige selvom perspektiverne kan være gode.

De nye innovationspartnerskaber består i, at det offentlige som købere får mulighed for at etablere et struktureret partnerskab med en eller flere virksomheder for at udvikle og efterfølgende købe varer, tjenesteydelser eller bygge- og anlægsarbejder. For virksomhederne giver det en større sikkerhed for at de får mulighed for at få solgt de varer, som de er med til at udvikle.

Fra regionernes side, håber vi at, innovationspartnerskaber som en ny udbudsform, kan være med til at fremme samarbejdet og én gang for alle aflive opfattelsen af, at virksomheder risikere at diskvalificere sig fra et efterfølgende udbud, hvis de har taget del i et udviklings- og innovationssamarbejde med regionerne.

Generelt giver lovens fokus på ”fleksible procedurer” langt bedre rammer for udbud med forhandling og konkurrencepræget dialog mellem offentlig og privat. Og det er netop det offentligt privat samarbejde og samhandel også skal handle om – dialog og forhandling frem for paragraffer og juristeri. Det er i både det offentliges og de privates interesse at kunne tale sammen før og under udbudsforretningen, så det er de mest egnede løsninger der handles og til den rigtige pris.

Regionernes fælles strategi for indkøb frem mod 2020
Regionerne har en ambitiøs målsætning på indkøbsområdet og har tidligere i år fremlagt en ny samlet indkøbsstrategi frem mod 2020 med seks strategiske målsætninger, der skal bidrage til at regionerne realiserer effektiviseringspotentialet på indkøbsområdet – dette omfatter bl.a.: anvendelse af regionernes købekraft til at opnå stordriftsfordele gennem udbud, strategisk konkurrenceudsættelse af tjenesteydelser, integration af indkøbs- og forsyningslogistikken samt styrkelse af digitale processer fra ordreafgivelse til betaling.

For at understøtte indsatsen oprettede regionerne sidste år RFI – Regionernes Fælles Indkøb, der som samarbejdsorganisation skal stå for den praktiske gennemførsel af flere fælles udbud og indkøb på tværs af regionerne. Implementeringen af regionernes fælles strategi på indkøbsområdet kan følges på www.regionsudbud.dk.

Det er vores forhåbning og forventning at både den nye udbudslov og lovens bedre muligheder for markedsdialog og innovationssamarbejde samt regionernes nye fælles strategi kan give fornyet energi til det smidige samarbejde mellem offentlig og privat.

Den kommende tid vil vi fra regionernes side således sætte ekstra fokus på offentligt privat samarbejde f.eks. inden for områderne OPP og totaløkonomiske principper i indkøb.

Vi går en spændende tid i møde og på regionernes vegne ser jeg frem til et endnu stærkere samarbejde mellem vores sygehuse og de mange private samarbejdspartnere vi dagligt handler, forsker og innovere sammen med.

Stafetten går til...

Jeg vil gerne give stafetten videre til en konkret samarbejdspartner Michael Holm, Koncernchef og CEO for virksomheden Systematic og spørge hvilke problemer og udfordringer virksomheden håber overkommes når den nye udbudslov er blevet dagligdag engang til næste år.  

Mest Læste

Annonce