Inger Støjberg gav ulovlig ordre trods advarsler fra embedsmænd

Politik

21/05/2017 21:55

Nick Allentoft

Udlændingeministeren fjernede selv et afgørende juridisk forbehold, inden hun sidste år gav en ulovlig ordre om tvangsadskillelse af unge par på landets asylcentre

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) gennemtvang sidste år en ulovlig instruks om tvangsadskillelse af unge asylpar, selv om embedsmænd i hendes ministerium på forhånd havde forsøgt at advare mod beslutningen. Det skriver Politiken Søndag.

LÆS OGSÅ: Opposition vil undersøge Støjberg

Efter flere ugers heftig diskussion om ’barnebrude’ fik Udlændingestyrelsen 10. februar 2016 en ordre om, at »ingen« asylansøgere under 18 år fremover måtte bo sammen med deres samlever – også selv om de havde børn. Det var en reaktion på mediernes store omtale af, at der fandtes »ganske få tilfælde«, hvor kvinder under 18 år boede sammen med en jævnaldrende eller ældre ægtefælle på landets asylcentre.

Ifølge både Folketingets Ombudsmand og en række forvaltningsretlige eksperter var Inger Støjbergs ordre direkte ulovlig, fordi den brød med den hidtidige praksis om, at danske myndigheder individuelt skal vurdere, om der for eksempel er tale om tvangsægteskaber. I en redegørelse har Ombudsmanden kaldt affæren for ’særdeles kritisabel’.

Men sagen stopper ikke her. Flere kilder tæt på begivenhederne oplyser nu til Politiken Søndag, at der i dagene op til beslutningen var store, interne sværdslag mellem embedsværket og udlændingeministeren.

Især afdelingschefen og ministeriets ledende jurist Lykke Sørensen forsøgte at trænge igennem med budskabet om, at det ville være i strid med loven at skille de unge par ad uden at foretage en individuel vurdering.Samtidig blev der ifølge Politikens oplysninger sendt en mail op igennem ministeriets system, der gjorde opmærksom på Danmarks menneskeretlige forpligtelser og dermed dansk lovgivning.

Helt usædvanligt havde Inger Støjbergs instruks form af en pressemeddelelse uden underskrift fra embedsmænd, da den 10. februar blev sendt over til Udlændingestyrelsen, der skulle føre tvangsadskillelserne ud i livet på asylcentrene.

Inger Støjberg erkender i dag, at hun fik fjernet forbeholdene i embedsmændenes udkast til instruksen, fordi praksis skulle være »så restriktiv som overhovedet muligt«. »Ja«, svarer ministeren således på spørgsmålet, om hun selv tog undtagelserne ud om en individuel behandling af sagerne.

Men Inger Støjberg afviser, at hun pressede sine embedsmænd til at bryde internationale konventioner:

»Det er selvsagt«, siger hun til Politiken. 

Mest Læste

Annonce