Reaktionen, når børn mister lysten til at gå i skole, og direkte får angst ved kravet, er frygtelig. Både for barnet og for familien.
Jeg har selv oplevet det tre gange.
Anders Dinsen om velfærd, inklusion og systemer
Den ene gang gik der halvandet år, hvor det var umuligt at få min dreng med diagnose i skole. En u-rummelig skole er stressende og skadelig for børn med sårbarheder som autisme og ADHD.
Omvendt er skolegang afgørende for et godt liv, og inklusion er en menneskeret. Vores samfund har vedtaget, at det vil og skal rumme mennesker med særlige behov.
Rummer vi hinanden kan vi forvente noget af hinanden. Dét er det centrale.
Krav fra autismeforeningen
Derfor er det helt forkert, når Autismeforeningens formand nu stiller krav om noget andet.
I en reaktion på en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder udtaler formanden Heidi Thamestrup at "[…] når Institut for menneskerettigheder peger på, at autistiske børn ikke tåler at være i skole, så er det et sikkert tegn på, at vores børn med autisme ikke kan inkluderes i almenmiljøer - der skal noget helt andet til."
Hun har to centrale og ret væsentlige budskaber, som begge er farlige, hvis vi tror på det inkluderende velfærdssamfund:
For det første mener foreningens formand, at samfundet ikke kan rumme børn med særlige behov. Hvad værre er, hun mener også, at børn med særlige behov må acceptere sådan et samfund. For det andet konklusionen, at så må samfundet betale for at lave særlige miljøer for en bestemt gruppe mennesker.
Det hænger ikke sammen.
Paradoksalt nok rummer rapporten ”Retten til uddannelse – når børn med handicap ikke går i skole” et helt andet budskab.
Inklusion fra oven
Det er et alvorligt velfærdsproblem, at flere og flere børn med diagnoser ikke magter at gå i skolen.
Skoleproblemer vokser til personlige problemer for barnet - og truer hele familiens liv.
Resultatet er tit uarbejdsdygtige, udbrændte forældre. Og børn, der mister flere års skolegang. Det dokumenterer rapporten.
Problemets opståen hænger tidsmæssigt sammen med inklusionslovens vedtagelse i 2012, men hvordan har det kunnet komme hertil? Er loven selve årsagen til problemet?
Vi skal have historien om inklusion på plads for at forstå.
I min hjemkommune Gladsaxe blev inklusion indført i folkeskolen allerede i 2007 som reaktion på et overforbrug på specialområdet. Økonomerne og skoleforvaltningen i kommunen tog et dybt kig på Salamanca-erklæringen fra 1994.
Det var Salamanca-erklæringen, der udvidede inklusion som menneskeret til også at dække skolen. Men i 2007 blev den et administrativt middel til at få styr et udgift-ræs.
Statens vej
I staten skete noget lignende. Her var det Finansministeriets embedsmænd der gik til folketingets politikere omkring samme tid og pegede på den økonomiske nødvendighed i, at se på netop denne erklæring om rettigheder.
Og i 2009 blev spørgsmålet om, hvad der kom ud af samfundets penge stillet i en stor undersøgelse om handicappedes uddannelsesresultater, den såkaldte Capacent-rapport: Dommen var hård mod specialskolerne, der i vidt omfang blev vurderet til at være uden effekt på den længere livsbane.
Det pædagogiske system var nu i defensiven. Inklusion blev til et instrument i stram økonomistyring.
At der oveni så lavedes en gennemgribende reform af hele folkeskolen, og at alt blev implementeret benhårdt fra oven, både i kommunerne og staten, førte til at børnene blev voldsomt presset.
Det er klart.
Retten til at sige fra
Forleden talte jeg længe med en mor, hvis barn med diagnose ikke har været i skole i over et år. Forud var gået stigende mistrivsel i folkeskolen, hvor problemerne igen og igen var blevet slået hen.
Hendes barn er hårdt ramt på grund af den manglende skolegang, det er åbenlyst.
Men under dén historie er en anden fortælling, nemlig den om et barn, der siger fra overfor for de voksnes misforståede logik. Og om et par forældre, der hver dag de står op kæmper for at støtte deres barn.
Ophæv tryllebindingen
”Politikerne er blevet tryllebundet af inklusionsretorik”, udtaler Heidi Thamestrup.
Deri er jeg faktisk enig.
Løsningen er at give forældrene handlemuligheder på deres børns vegne.
Og det er præcis det rapporten anbefaler. Menneskerettighedsinstituttet har nemlig fem anbefalinger:
- Tidlig identifikation skal sikres
- Retten til sygeundervisning skal præciseres
- Skolelederens rolle som myndighed skal gøres klar, og klageadgang skal sikres
- Ventetiden skal nedbringes
- Sektoransvarlighedsprincippet må ikke hindre støtte til familierne
Det er gode anbefalinger, til en start.
De konkrete juridiske forslag vil nemlig give forældre værktøjer til at hjælpe deres børn når skolen ikke er rummelig nok:
- Forældre får retten til at synliggøre mistrivsel, der fører til fravær når det skyldes skolens manglende rummelighed.
- Der vil dermed forhåbentlig opstå incitament til at skolerne opbygger en bedre inklusionskultur og sikrer bedre overgange til specialtilbud, når det er nødvendigt.
- Endelig får forældre ret til at bede om hjælp i det sociale system når deres børns personlige udvikling trues – også selvom det er skolens skyld.
Det vil kræve noget af os forældre, det er klart. Vi skal nemlig insistere på det centrale i inklusion: Når vi rummer hinanden kan vi forvente noget af hinanden.
Det kræver, at vi også gør det omvendte sandt: Vi skal forvente noget af folkeskolen, og derigennem give mulighed for rummeligheden.
Men det giver mening. Det er jo os selv, vores egne børn og deres fremtid i et rummeligt samfund det hele handler om.
