Interne skoler tager et kæmpe ansvar

Velfærd

25/08/2016 08:40

LOS - Landsorganisationen for sociale tilbud

SFI har i en ny rapport sat fokus på anbragte børns skolegang på døgninstitutioners og opholdssteders interne skoler – og billedet er positivt.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tidligere rapporter har peget på, at de interne skoler har haft en tendens til at fungere som ”opbevaringssiloer” for anbragte børn og unge. Men SFI fremhæver i sin undersøgelse ”Anbragte børns skolegang på intern skole” en række eksempler på velrenommerede, interne skoler, der ved hjælp af deres særlige pædagogiske tilgang, deres forståelse for elevernes forudsætninger og deres evne til at tilbyde eleverne faglige succesoplevelser kan fungere som inspiration for alle, der arbejder med udsatte børn og unges skolegang.

Anders Dinsen om velfærd, inklusion og systemer

Anders Dinsen blogger på DenOffentlige om velfærd, inklusion og livet som bruger af offentlige services. Læs mere om Dinsen og hans tankevækkende blogindlæg her. 

- Der er et meget stort fokus på faglighed på de interne skoler, vi har undersøgt. Samtidig giver rapporten et godt billede af de udfordringer, de interne skoler står med i hverdagen, både økonomisk, organisatorisk og pædagogisk, siger en af forfatterne bag rapporten, Katrine Syppli Kohl.

Lektiecafé om aftenen…

I opholdsstedernes brancheorganisation, LOS, hilser direktør Michael Graatang rapporten velkommen.

- Der er helt klart behov for formidling af det gode og eksperimenterende arbejde, der foregår ude på vores skoler. De gamle fortællinger om de interne skoler har intet med dagens Danmark at gøre. Skolerne tager et kæmpe ansvar for børnenes læring, og er fantastiske til at balancere faglighed og omsorg for nogle af de mest udsatte børn og unge, siger han.

Også Hjembækskolen tæt ved Jyderup, der er intern skole for blandt andet fire opholdssteder, glæder sig til at dykke ned i rapportens idékatalog. Hjembækskolen er et meget specialiseret skole- og behandlingstilbud for psykisk skrøbelige unge, der visiteres til skolen, fordi de ikke kan klare en almindelig skolehverdag.

- Det giver rigtig god mening at lære af andre interne skoler. Nogle af tingene er allerede velkendte, men fx har jeg allerede noteret mig ideen med en lektiecafé drevet af frivillige. Den kunne vi tilbyde om de unge om aftenen i et samarbejde med opholdsstederne, så de unge får spredt de boglige timer lidt ud over dagen, siger leder Jesper Christensen.

Færre og mere belastede elever

Ifølge SFI går cirka hvert femte barn, der er anbragt på en døgninstitution og hvert tredje barn, der bor på et socialpædagogisk opholdssted, på en intern skole. Tallet har været kraftigt for nedadgående, både på grund af begrænsninger i skolelovgivningen og på grund af folkeskolereformens fokus på inklusion. Det betyder, at de interne skoler i dag skal rumme færre og langt mere belastede elever end tidligere – samtidig med at der er et øget pres på de interne skoler for at gøre eleverne parate til at blive sluset ud i folkeskolen.

Elever kan gå begge veje

Et af kritikpunkterne i forhold til de interne skoler har været, at det kan være svært for en lille behandlingsskole at tilbyde hele folkeskolens fagpakke. I rapporten gives eksempler fra interne skoler, der for at kunne dette samarbejder med de lokale folkeskoler – fx om at lade elever fra den interne skole deltage i konkrete undervisningsforløb på folkeskolen.

LOS er udgiver på DenOffentlige

LOS - Landsorganisationen for sociale tilbud - deler viden og erfaringer på DenOffentlige.

Læs mere fra LOS lige her.

 

 

- Men jeg tænker også, at rapporten kan bruges den anden vej. Til at give folkeskolelærere konkrete værktøjer i forhold til deres egne sårbare elever. Og til at vise, at nogle af disse sårbare folkeskoleelever kan have glæde af i perioder at blive undervist på den interne skole i nærområdet, siger Michael Graatang.

Interne skoler en ressource

I Skolelederforeningen erklærer formanden, Claus Hjortdal, sig principielt enig. Blandt andet fordi de seneste års udvikling i folkeskolen med længere skoledage, ansvaret for egen læring, ude-af-huset-aktiviteter mm. godt kan være en udfordring for elever med blandt andet diagnoser.

- Der er rapporten god læsning, fordi også vores lærere kan lære noget af de gode eksempler fra de interne skoler, siger Claus Hjortdal.

I det hele taget mener Claus Hjortdal, at en øget forståelse mellem folkeskoler og interne skoler vil være til gavn, både for elever, for lærere og for ledere. Og at der sagtens kan være situationer, hvor en folkeskoleelev kunne have glæde af at være med i undervisningen på en intern skole i nogle dage om ugen i en afgrænset periode.

- Jeg ved godt, at holdningen hos mange skolechefer har været, at eleverne ikke lærte nok på de interne skoler. Og de er blevet meget opmærksomme på, hvad de får for pengene. Men som formand for regeringens inklusionsudvalg vil jeg sige, at set med inklusionsøjne vil det være logisk at indregne de private tilbuds skoler som en ressource og sørge for at få dem med i arbejdet for at skabe de bedst mulige betinger for, at alle skolebørn kommer så tæt på normalmiljøet som muligt, siger han.

Fakta: Hvad er interne skoler

En intern skole har traditionelt været en skole, tilknyttet et socialpædagogisk opholdssted eller en døgninstitution for børn og unge. Typisk lå skolen på samme matrikel som opholdsstedet eller døgninstitutionen, og det var kun de anbragte børn, der blev undervist på skolen.

De sidste år er der sket en rivende udvikling på området. Ny lovgivning fra 2013 stillede krav om, at de interne skoler som minimum skal have ti elever, og at de skal tilbyde deres elever samme fagrække og samme adgangsprøver som den almindelige folkeskole.

Det har betydet, at mange af de små opholdsstedsskoler er blevet nedlagt. En del skoler er blevet lagt sammen til større enheder, og mange af dem optager i dag også dagelever fra lokalområdet.

Så i stedet for begrebet ”interne skoler” arbejder fx LOS med begrebet ”private specialskoler” for børn og unge med et behandlingsbehov.

Børn og unge, der visiteres til disse skole-behandlingstilbud af kommunen, har ofte store sociale og adfærdsmæssige problemer og har ofte ikke gået i skole i lang tid.

Der findes i dag ingen opgørelse over, hvor mange børn og unge i den skolesøgende alder, der går på en skole, tilknyttet et opholdssted eller en døgninstitution.

Læs mere på: www.sfi.dk/publikationer/anbragte-boerns-skolegang-paa-intern-skole-12136/

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.