Kære Løkke, jeg tror på dig, men ikke på din reform

Jeg får lyst til at råbe JA til dig Lars Løkke, for du siger så meget rigtigt. Alligevel er der en kynisk modsætning i dine ord, skriver blogger Dinsen i en reaktion på Lars Løkke Rasmussens kronik om udsatte unge.

Kære Lars Løkke Rasmussen,

Tak for at kaste dig så umiddelbart helhjertet ind i arbejdet for udsatte unge. Der er i den grad brug for at en statsminister går forrest, hvis vi skal gøre op med årtiers misforståede velfærdskoncepter på hele udsatteområder.

Anders Dinsen om velfærd, inklusion og systemer

Anders Dinsen blogger på DenOffentlige om velfærd, inklusion og livet som bruger af offentlige services.
 
Læs mere om Dinsen og hans tankevækkende blogindlæg her.
 

Jeg fornemmer indignationen i din kronik i Politiken lørdag 27/5 2017. Fornemmer at du virkelig vil og ønsker, at gøre en forskel, så jeg får lyst at citere Tove Ditlevsen og med en lille omskrivning udbryde et ja!

Vores hjerter skal elske alle de umuligste unge – de som ingen holder af og ingen kan forstå.

Du siger det også selv, Lars Løkke Rasmussen i din beskrivelse af de tre opgør: Med den gode vilje, den onde vilje og opfattelsen af, at penge løser alt. 

Men. Kære statsminister. 

Vi løser aldrig udsatte unges problemer med gode og onde viljer ved at bygge nye stigmatiserende kasser, der kan isolere dem fra det samfund, der har fået så svært ved at rumme det anderledes. 

 

Vi er alle ramt

Hele afsættet for reformen demonstrerer desværre, at du må stå helt alene med din forståelse for udsatte mennesker. Hvordan kan du, Statsminister Lars Løkke Rasmussen, acceptere et reformudspil, der er blevet til uden de virkelige eksperters medvirken: De unge selv er jo kun overfladisk inddraget i forarbedet.

Og nu vil du og din regering give udsatte et system, der vil stigmatisere dem. Sætte dem i kasser. Konceptualisere din såkaldte gode og onde vilje.

"Dine ord er som poesi, men ender som hykleri" digter jeg i mine tanker.

 

Alle har brug for at blive noget og blive nogen

Jeg ser hver dag mine egne sønner. Vi har fået en stærk indsigt i, hvad der er godt og skidt. For der er rigtig meget godt, men til tider også mere skidt end godt. Dine tre opgør rammer ganske præcist i den forbindelse. 

Mød lægen, psykiateren og borgeren på DenOffentlige

Tre stærke bloggere på DenOffentlige.

Den praktiserende læge Thomas Birk Kristiansen, der udover praksis i Ishøj også er formand for Patientdataforeningen. 

Børne- og ungdomspsykiater Nina Tejs Jørring, der beretter fra psykiatriens hjerte. 

Borger og far til børn med diagnoser, Anders Dinsen, der insisterer på det hele og gode samfund. 

Men. Kære Lars Løkke Rasmussen. 

Gruppen af udsatte unge er sammensat. Ligesom du og dine ministre er forskellige er udsatte unge også forskellige.

De har dog et stærkt fællestræk med resten af os allesammen: Alle har brug for at blive noget og blive nogen.

 

Jeg deler din harme

Du skriver, at du harmes over en bestemt indstilling: At når børn ikke klarer sig i skolen, ikke lærer at regne og læse ordentligt, så er det børnene selv, der er noget galt med.

Jeg deler din harmen, statsminister.

Det er trættende - grænsende til en konstant koldstart - når man har ADHD eller autisme og igen og igen skal høre på prædikener om motivation og vilje.

Derfor har du også helt ret i din diagnose: Voksne, der ikke tager unge alvorligt, lider af ond vilje.

Men vi skal huske, at mange kommuner, UU-vejledere og uddannelsessteder gør det godt for unge der af forskellige årsager er på kanten.

Jeg har set unge få noget med fra uddannelser som Regeringen nu vil reformere. Noget som kan bruges i fællesskabet, noget der tvinger deres personlige udfordringer, deres diagnoser, deres baggrund, deres postnummer i baggrunden.

Noget, der kan give selve deres identitet helt nye facetter.

 

Lyt, og lad de unge selv tale lige ud ad posen

For år tilbage afskaffede man de tekniske skoler fordi de havde fået et dårligt image. Nu vil man bygge et kasseformet kommune-system, der netop gives det image, at det er reserveret de unge, der ikke kan det samme - fra starten.

Det er som om reformforslaget er blindt for problemet med identitet.

Forhåbentlig vil de unge, der går der få et stærkt vitamintilskud i form af læring med sig, men spørgsmålet er jo også, hvordan omverdenen vil se dem: Arbejdsgiverne, uddannelsesstederne, samfundet.

Som statsminister har du sat dig selv med ved bordet. Du forstår vigtigheden af at vi gør noget og vigtigheden af at tale lige ud ad posen – også med unge på kanten. Det er godt.

Men hvorfor har undervisningsministeriet så ikke gjort netop det: Lyttet og ladet netop de unge tale lige ud ad posen?

Og hvor er organisationer som Børnerådet, Ordblindeforeningen, Foreningen nydansker, Rådet for socialt udsatte, ADHD-foreningen, Landsforeningen Autisme, SIND-Ungdom?

Organisationer, hvis formål det er at repræsentere udsatte unge er ikke blevet hørt i forarbejdet.

Gymnasieelevernes Sammenslutning er blevet hørt. Hvorfor?

 

Prøv igen

Derfor, kære Lars Løkke Rasmussen. 

Jeg er ikke i tvivl om din oprigtige interesse for sagen, din indignation og din gode vilje.

Jeg også sikker på du personligt har en god forståelse af de problemer mange unge på kanten står i.

Men jeg er alvorligt bange for at du kommer til at skabe et stigmatiserende uddannelsessystem reserveret dem ingen holder af, og ingen kan forstå, der forhåbentlig får noget med sig, men også får fastholdt et image de netop må kæmpe sig fri af.

Du lyttede til unge. Men de unge selv er ikke blevet hørt på under arbejdet med reformen.

Vil du ikke nok sørge for, at først når dem det handler om er blevet hørt og deres personlige perspektiv blevet helt forstået, først da vil I skride til afstemning?

Emneord: Udsatte unge i uddannelse, Udsatte unge, Forberedende ungdomsuddannelse, Ungdomsuddannelser, Kombineret Ungdomsuddannelse, Lars Løkke Rasmussen, Reformer, Anders Dinsen, 290517, Skoleavisen nr 6
Anders Dinsen på DenOffentlige.dk Mange af mine bedste venner er mennesker på kanten: Handicappede, udsatte og sårbare, der har brug for velfærdssamfundets hjælp og støtte for at tage det afgørende medansvar for samfundet, sin...
Aktivitet: Artikler: 41 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 31.05.17 Knud Aarup
    Kære Løkke, jeg tror på dig, men ikke på din reform

    Kære Anders. Det er gode og nødvendige pointer, som du kommer med. Og du gør det på en ordentlig måde. Fuld opbakning. Bedste hilsner Knud

  • 30.05.17 Anders Dinsen
    Lyt som gælder det selve livet

    Kære Ole

    Tak for at løfte debatten helt derop, at den bliver almen.

    I det konkrete tilfælde er det svært, der synes, at være både forstyrrelser, uklar vision og gode viljer.

    Ja, at vores statsminister prøver at gøre det gode for det godes skyld. De unges skyld!

    Men han er også startet i det meget konkrete og har givetvis problemer med at tage sine personlige erfaringer med over i det politiske. Det er altid forfærdelig svært.

    Vores unge på kanten er desuden måske den sværeste gruppe af mennesker at hjælpe overhovedet rent politisk. De kræver jo, at blive set som dem de er, hvilket netop tit ikke er som medlemmer og brugere af systemet som politikeren kan lovgive om.

    Mindsettet, der er brugt i forarbejdet om unge er desuden farvet af gennemsnitsbetragtninger om uddannelsesadfærd. Det lover at kunne svare på alting.

    Den bedrevidenhed, der ligger heri leder til den misforståelse, at en effektiv, grænsende til det totalitaristiske, omprogrammering af den unge inden han releases til den virkelige verden, hvor han igen bliver "on his own", er det der er brug for.

    Intet kunne være mere stigmatiserende.

    Løsningen er, at lade statsministerens passion blive en mange vil dele. At de gode viljer bliver flere.

    Og det kan vi kun ved at lytte som gælder det selve livet, og se efter det bedste i dem det handler om.

    Kun sådan kan vi bevæge systemet (samfundet, fællesskabet) mod de unge,

  • 30.05.17 Ole S. Rasmussen
    Du skriver til Løkke (og alle os andre)

    Kære Anders

    Den filosofiske dyd; at gøre det gode for det godes skyld, er både nobel og ædel, men har vanskelig kår når, det skal ske i et regi af store systemer.
    Man let farer vild ude på de mange små stier og ender med at komme tilbage til udgangspunktet uden, at have fået indsamlet det, der var brug for - her at have fået talt med dem det egentlig handler om.

    De store læringsspørgsmål er vel:
    - Hvad er det der forstyrrer os og bringer os på afveje når vi navigerer efter et godt og nobelt mål i et stort (politisk) system?
    - Er det os selv der ikke er klare og fokuserede?
    - Eller ér det fordi, at den passionerede ofte er den der vil se alle muligheder, før en beslutning træffes - altså søger at tilfredsstille ALLE?

    Det er fantastisk når nogen vil det gode for det godes skyld, men ærgerligt når vi mister fokus undervejs.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige