Miljøminister Kirsten Brosbøl

Kirsten Brosbøl overtager ansvar for efterforskning af skifergas

Bæredygtighed

29/09/2014 11:43

Suleman Haider

Miljøministeren kommer Frederikshavns Kommune til undsætning. Spørgsmålet om efterforskning efter skifergas skal ikke længere løftes og afgøres af kommunen, men af Miljøministeriet.

Fremover vil det være Miljøministeriet og ikke den enkelte kommune, der er myndighed for miljø-tilladelser, når det gælder efterforskning med såkaldt frakturering af undergrunden for at lede efter skifergas.

I den nuværende skifergas-sag i Nordjylland har Frederikshavn Kommune været ansvarlig miljø-myndighed for både en indledende prøveboring, og kommunen ville også have været ansvarlig myndighed i en eventuelt kommende fase med efterforskningsboring med frakturering. Men miljøminister Kirsten Brosbøl løfter nu ansvaret for efterforskningsboring med frakturering af kommunens skuldre.

Læs også: Radikal miljøformand er tilfreds med skifer-beslutning

- Skifergas-spørgsmålet er helt klart et nationalt og ikke et kommunalt anliggende, og råstofferne i undergrunden ejes af staten. Derfor vil en eventuel fremtidig miljøtilladelse til efterforskning med frakturering blive afgjort i Miljøministeriet, så vi i regeringen tager ansvaret, når det handler om frakturering af undergrunden, siger Kirsten Brosbøl.

Den tidligere VK-regering gav i 2010 TOTAL og Nordsøfonden eneretstilladelser til at efterforske og indvinde skifergas i Nordjylland og Nordsjælland. SRSF-regeringen besluttede i juni 2012 at indføre et midlertidigt stop for yderligere tilladelser til efterforskning og indvinding af skifergas på land. Formålet med det midlertidige stop for yderligere tilladelser er at afvente konkrete resultater og miljøvurderinger.

- Vi er i regeringen enige om, at skifergas kan komme til at bidrage til dansk energiforsyning – men kun hvis al efterforskning og indvinding kan ske sikkerheds- og miljømæssigt fuldt forsvarligt. Vi skal med andre ord ikke have skifergas for enhver pris. Det er afgørende for mig, at en VVM-redegørelse for en eventuelt kommende efterforskning efter skifergas med frakturering bliver så grundig som muligt, siger Kirsten Brosbøl. 

Miljøministeriet vil igangsætte en uvildig, videnskabelig undersøgelse af de mulige miljømæssige risici forbundet med frakturering. Undersøgelsen skal inddrage international viden men tage udgangspunkt i, hvordan den danske undergrund ser ud.

Hvis efterforskningen i Frederikshavns Kommune viser, at det er kommercielt interessant for Total og Nordsøfonden at indvinde skifergas, giver de nuværende eneretstilladelser dem ret til indvinding, såfremt al relevant lovgivning overholdes. 

I en kommende VVM-proces vil offentligheden blive inddraget.

Miljøministeriet overtager myndighedskompetencen i forbindelse med efterforskning med frakturering ved en ændring af VVM-bekendtgørelsen. Naturstyrelsen sender i morgen den 29. september bekendtgørelsesændringen i offentlig høring i to ug

Mest Læste

Annonce