Klippekort til ældre bruges på hygge

Velfærd

24/07/2015 14:21

Nick Allentoft

Landsdækkende ordning til ældre giver mulighed for mere hjemmehjælp. Mange bruger tilbuddet til socialt samvær. Ældre Sagen roser ordningen, der breder sig.

Efter en succesfuld opstart i København er tilbuddet om såkaldte klippekort til svage ældre, der får en halv times ekstra hjælp om ugen, i gang med at blive udbredt til hele landet.

Det seneste skud på stammen er Aarhus Kommune, der fra 1. august vil give cirka 900 af de ældre borgere med størst plejebehov en ekstra halv time ugentligt med hjemmehjælpen.

Hjælpen gør en kæmpe forskel for de ældre ifølge Annette Gyldengren, der er hjemmeplejeleder på Amager og derfor har et indgående kendskab til ordningen i København:

- Det betyder rigtig meget, for de får mulighed for at opleve ting, de ellers ikke ville opleve, siger hun om ordningen, der har været gældende siden 2014 i Københavns Kommune.

I april fik landets kommuner 75 millioner kroner af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold til at udvide ordningen.

Og ifølge Annette Gyldengren viser tendensen i københavnsområdet, at flere og flere bruger muligheden på at spare klip sammen til længere ture:

- Sidste sommer havde vi en ældre herre, der i sin ungdom kørte Amager Strandpark tynd, og han havde ikke været der længe. Så kom der en hjælper og hentede ham og kørte ham rundt ved Amager Strandpark.

- Det er den slags, der kan lade sig gøre, siger hun.

Hun forklarer, at de ældre kan spare seks klip op og dermed ende med op til tre timer med en hjemmehjælper. Og i højere og højere grad betyder det, at de ældre kommer ud af eget hjem:

- Jeg oplever et fald i ældre, der for eksempel skal have hjælp til rengøring. Det handler også om, at man bliver bedre og bedre til at gå i dialog med borgeren om, hvad de har brug for, forklarer hun.

Også i Ældre Sagen er man tilfreds med, at ordningen er ved at blive bredt ud i hele landet:

- Det er en god ordning, fordi den giver den ældre hjemmehjælpsmodtager mulighed for indflydelse på, hvad hjælpen skal bruges til.

- Det er de svage, der virkelig har brug for det, som får hjælpen, understreger Jens Højgaard, souschef i Ældre Sagen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce