Københavnerborgmester i ny sag om gratis festlokaler

Politik

05/10/2017 23:29

Nick Allentoft

Beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev lånte kvit og frit lokale til fødselsdagsfest hos kommunens samarbejdspartner.

Den radikale beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev fik stillet et festlokale gratis til rådighed hos Øens Murerfirma til sin 30 års fødselsdagsfest i 2014. Det skriver BT.

Øens Murerfirma har et tæt samarbejde med Anna Mee Allerslevs forvaltning. 

Hun har flere gange fremhævet virksomhedens sociale indsats, og Allerslev var som medlem af dommerkomitéen også med til at give Øens Murerfirma Københavns Erhvervspris 2017.

Desuden udfører Øens Murerfirma også renoveringsopgaver for Københavns Kommune.

Følg KV17 og RV17 på temasiderne

Vi samler alle væsentlige historier om Kommunalvalget 2017 og Regionsrådsvalget 2017 på disse temasider: KV17 / RV17

- Jeg mener, lånet af festlokalet opfylder betingelserne for at være en gave, og derfor er det i strid med reglerne, at Anna Mee Allerslev får stillet lokalet til rådighed, siger lektor ved Aalborg Universitet Sten Bønsing til BT.

Også Bent Greve, der er professor i forvaltning ved Roskilde Universitet, er enig.

- Der er tale om en gave, og den har en størrelse, som betyder, at borgmesteren ikke må tage imod den. Det er i strid med de forvaltningsregler, som en borgmester er underlagt, siger han.

Det eneste, Anna Mee Allerslev skulle betale, var seks flasker vin, fortæller indehaver af Øens Murerfirma Jan Elving, der selv var med til festen.

- Hun lånte vores kantine, og det var en weekend, som jeg husker det. Anna Mee ville leje den, men da jeg tidligere har lånt kantinen ud til venner, bekendte og ansatte i mit firma, så fik hun lov til at låne kantinen, hvis bare hun selv stod for rengøringen. 

- Jeg lejer den ikke ud og gider ikke alt besværet. Bagefter fik jeg seks flasker vin, siger han.

Anna Mee Allerslev bekræfter over for BT, at hun lånte lokalet gratis, og hun skriver i en mail, at vinen var en 'høflighedstak'.

- Private fødselsdage har intet med borgmesterhvervet at gøre. Forvaltningens chefjurist bekræfter dette, skriver hun i mail til BT.

Sagen kommer frem kun tre uger efter, at BT skrev, at Anna Mee Allerslev i strid med reglerne lånte Københavns Rådhus til sin bryllupsreception i august i år. Et lokalelejemål til en værdi af mindst 65.000 kroner.

Anna Mee Allerslev har af egen fri vilje betalt 17.316,25 kroner tilbage for den reception hun holdt i forbindelse med sin 30-års fødselsdag.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce