Mange fik nok noget galt i halsen, da de hørte, at en af de største kritikere af dansk naturpolitik i en radioudsendelse udtrykte vores danske situation på følgende måde: ”Kun takket være EU’s skrappe naturdirektiver og Danmarks Naturfredningsforening er det ikke gået værre”.
Keld Hansen har grundigere end nogen anden kulegravet den danske naturs og naturpolitiks tilstand i en bidende analyse i bogen ”Det store svigt”, fra sidste efterår. Den kan opfattes som en forlængelse af den meget omfattende analyse og beskrivelse, som han giver i bogen ”Det tabte land”.
Andre er heldigvis lige så tydelige. Formanden for Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard, skrev for nylig et bekymret indlæg under overskriften ”Skal EU virkelig redde Danmarks natur”? Og i Nyt Europas helt nye udgivelse ”Hvis EU er svaret …” strammer formanden for Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen formuleringerne med de bramfri sætninger: ”På natur- og miljøområdet arbejder vi i Danmarks Naturfredningsforening særligt med habitatdirektivet, vandrammedirektivet, nitratdirektivet og fuglebeskyttelsesdirektivet. Og lad mig slå fast. Havde vi ikke haft disse direktiver, havde vi været på spanden”.
Europabevægelsen Blog
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her
Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning
Og der er jo syn for sagn. For lige nu har vi en regering og en fødevare- og miljøminister, der målbevidst arbejder på at svække de grønne beslutninger, herunder nogle af dem, som DN’ s formand nævner, og som vi for længe siden har forpligtet os på i et forpligtende samarbejde i Europa.
Beslutninger vi tager sammen i EU er nemlig helt afgørende for miljøets tilstand lige her hos os – og altså også den danske naturs tilstand. De er langsigtede – vandrammedirektivet strækker sig f.eks. over 27 år fra det blev vedtaget i år 2000 – og det er heldigvis vanskeligt at smyge sig udenom, som vi så det med den såkaldte landbrugspakke, hvor EU-Kommissionen tvang regeringen til stærkere indsats.
Alligevel tror jeg, at rigtig mange danskere stadig tror, at det er EU, der forhindrer os i at blive rigtig grønne, og at natur og miljø kunne være bedre udenfor EU. Nogle, der opfatter sig selv som grønne vil ligefrem følge Storbritannien ud af EU. Mange stemmer en del på den måde til folketingsvalg og valg til Europa-Parlamentet, og det præger både den offentlige debat i medierne og i Folketinget.
Endnu længere væk fra den offentlige debat og forståelse er desværre Keld Hansens konklusion om, at den bedste sikring vi i dag har for at bevare og udvide den nære danske natur, er beslutninger i EU.
På den baggrund, har der spredt sig en farlig fejltolkning af virkeligheden. Den har nok delvist bund i, at i de år, hvor EU’s miljøpolitik udviklede sig kraftigt – i 1990’erne – var Danmark i front for at sikre stærke effektive EU- beslutninger. Vi havde i de år politiske flertal, der forstod, at det bliver lettere at gå foran, hvis alle er med. Svend Aukens motto om Danmark som foregangsland hang således tæt sammen med en målrettet indsats for stærke ambitiøse beslutninger på EU- niveau.
Jeg var selv en ganske aktiv del af den proces, der ligefrem blev en klar strategi og nedskrevet, da 90’erne startede. I et af de afsnit fra Det Nationale Kompromis fra 1991, som stort set aldrig omtales. Nemlig afsnittet om danske udspil overfor de øvrige medlemslande. Her blev linjen lagt: ”Miljøpolitikken må bygge på bindende mindstekrav til miljøbeskyttelse på et stadigt stigende niveau”.
Prøv DenOffentlige 2
DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur.
Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.
En linje, der dengang fik fuld opslutning, men hvor vi i dag ser et flertal med massiv manglende lyst til at gå videre, og – hvad værre er – anfægter tankegangen om ”et stadigt stigende niveau”
Mit svar skal være, at det er tiden til at samle alle kræfter for at få EU ind på den grønne lystavle i hele Danmark. Toppen i miljøorganisationerne ved det og er heldigvis i fuld gang med at tydeliggøre det. Det, vi for alvor mangler, er, at medierne og vore folkevalgte bidrager helt anderledes aktive i diskussionen om de EU – beslutninger, der jo bliver helt afgørende for os og naturen.
Og der er al mulig grund til at sætte kræfterne ind lige nu. I de næste 2-3 år afgøres de næste 10 års miljøpolitik i Danmark. I hvert fald de 80 procent. Al miljøregulering af bilindustrien indtil 2030 afgøres i år eller næste år. Næste udgave af den fælles landbrugspolitik og EU’s budget for de næste 7 år inden 2020. Ny havstrategi og sidste fase af vandrammedirektivet indtil 2027, hvor alle landløb og nære vandområder skal have god økologisk tilstand. Ny biodiversitetsplan fra 2020. Bare for at nævne en række.
Hvilken chance for at få tydeliggjort, at ofte er det vigtigste, som et dansk folketingsmedlem kan gøre, at kaste sig ind i arbejdet med at påvirke den danske regerings forhandlingslinje i EU- forhandlingerne. Og hvilken chance for medierne til at vise, at EU-politik er lige her og at det er vigtigt. Ofte helt afgørende.
Både naturen, miljøet og demokratiet vil blive vinderne.
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige.
Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning
