Visioner uden handling er blot en drøm, handling uden visioner får bare tiden til at gå, visioner sammen med handling kan ændre verden.
Vision. Et begreb med et virvar af betydninger.
For nogle dækker ordet over en opstilling af positive, klare og realiserbare mål for den nære fremtid, mens det for andre excellerer ved dets intetsigende, flyvske og altomfavnende beskrivelse af en uendeligt fjern fremtid. Jeg vil i denne blogserie i fire afsnit forsøge at dykke ned i, hvilken opfattelse af visionsbegrebet, der lader til at stemme bedst overens med virkeligheden. Jeg tager afsæt i kommunalt regi, da jeg via et praktikophold, som et led i statskundskabsuddannelsen, er blevet budt velkommen i Fagsekretariatet for Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune. Erfaringerne fra denne fagre nye verden fungerer således som udgangspunkt for mine refleksioner om visioner i virkeligheden.
Selvom betydningen af begrebet som nævnt kan variere, alt efter øjnene der ser, er det nødvendigt at opstille en tilnærmelsesvis neutral definition af, hvad jeg mener, når jeg i blogserien navigerer rundt om ordet ’visioner’ i den kommunale verden. Til løsning af den opgave kan et blik på Skive Kommunes hjemmeside være brugbart. Det fremgår af Skives webbaserede indgang til kommunen, at en vision defineres som ”et billede af en foretrukken fremtidig tilstand”, og at det tillige ”er mere end drømme og håb; det er en slags forpligtelse”.
Min jagt på virkelighedens visioner antager derfor karakter af en søgen efter, hvordan kommuners forpligtende ønskescenario effektueres i realiteternes vold. Det helt store spørgsmål er, om visionerne efterleves i praksis, eller om de i stedet forbliver i drømmenes verden? Lad os finde ud af det.
Visioner om kommunal budgetlægning
Tillad mig at skrue tiden en anelse tilbage. Inden vi for alvor tager fat, vil jeg gerne opridse de teoretiske rammer og introducere, hvordan jeg i første omgang fik øjnene op for forskellen mellem det sagte ord og den praktiske udførsel i danske kommuner. På studiets 5. semester, i faget offentlig forvaltning, bestod pensum blandt andet af Søren Serritzlews kapitel Ritualer og realiteter i den kommunale budgetlægning fra 2002. Teksten omhandler en budgetlægningstrend, der indikerer, at kommunerne i højere grad afløser den rustne marginalbudgettering med mere moderne og smarte budgetlægningsmetoder. Eller sådan ser det i hvert fald ud på overfladen.
Da Serritzlew dykker ned i budgetbølgen, viser det sig, at selvom de fleste kommuner sværger til moderne metoder, når de adspørges generelt, er det slående, hvorledes selvsamme kommuners budgetlægningsmetoder har fællestræk med marginalbudgettering, når de et år senere adspørges direkte til konkrete delelementer af den anvendte metode.
Serritzlew antyder dermed, at kommunerne som følge af budgetbølgens positive strømninger blindt istemmer sig overgangen til moderne budgetlægning, mens ”adfærden i praksis er dekoblet fra de påståede intentioner”. En mulig tolkning af budgetlægningsvisionernes effekt er, at ”de nye fikse idéer i bedste fald blot bidrager med mere arbejde og besvær med at hælde den gamle vin på nye flasker”. Serritzlews dybdegående afklaring af den kommunale budgetlægning kan anvendes som skræmmeeksempel på, hvordan visioner i værste fald begraves i tomme ord og løfter. I tilfælde, hvor kommuner negligerer at efterfølge deres udmeldte ønskescenario, fiser luften hurtigt ud af visionsballonen, og den efterlades som et decideret ubrugeligt stykke legetøj.
Bølgen af borgerinddragelse
Den seneste tid er en ny bølge imidlertid skyllet ind over danske kommuner. Nu kan vi ikke få nok af borgerinddragelse, borgerdialog og borgersamspil. Borger mig her og borger mig der. Det er blevet fuldstændigt utænkeligt, at kommuners politiske ageren ikke knyttes op på en notits om, at her har borgerne så sandelig haft indflydelse på processen. I tråd med denne tankegang udgav Anne Tortzen, leder af Center for Borgerdialog, i 2008 bogen Borgerinddragelse – Demokrati i øjenhøjde, hvori hun opfordrer det danske kommunekorps til at spendere flere kræfter på at gå i dialog med borgerne.
Det er svært at indvende noget imod borgerinddragelsens fremmarch, og det må stå klart for de fleste, at øget dialog med kommunens borgere er at foretrække. Problemet opstår dog, når opmærksomheden henledes på kommunernes håndtering af budgetbølgen. Tænk hvis vi er vidne til en langsom gengivelse.
Hvad nu hvis bølgen af borgerinddragelse drukner kommunens indbyggere i hippe buzzwords, men de facto efterlader dem med et antiklimaks af et status quo? Og hvad nu hvis kommunernes visioner tilpasses den moderne retorik, men adfærden afslører borgernes ønske om politisk inklusion som falske forhåbninger? Trenden er over os – afspejler kommunernes visioner en reel ændring i adfærd?
Læs med i næste afsnit, hvor jeg zoomer ind på Skanderborg Kommunes reaktion på bølgen af borgerinddragelse.
