Kommuner leger moralske vogtere: Forfølger skattely og sælger aktier

Politik

28/04/2016 10:25

Nick Allentoft

København vil sælge aktier i Maersk mens Albertslund vil sortliste virksomheder med penge i skattely.
Et politisk flertal i den københavnske vestegnskommune Albertslund vil straffe de firmaer, som har penge i skattely. Kommunen vil derfor stoppe samarbejdet med firmaer, hvis de ikke kan dokumentere, at de overholder loven i det danske skattesystem, skriver tv2.dk.   - Vi vil vise vejen for, hvor langt landets kommuner kan gå for at sikre, at skatteborgernes penge ikke ender i skattely, siger borgmester i Albertslund, Steen Christiansen (S).

- Det er vigtigt, at virksomhederne overholder lovgivningen, og derfor skal alle, der leverer varer- og tjenesteydelser til kommunen, kunne dokumentere, at de overholder reglerne.

Socialdemokraterne, SF og De Radikale har tilsammen flertal i Albertslund byråd. De er parate til at indføre kontrol med virksomheder og deres banker for at holde styr på, at de ikke sender penge ud af landet til eksempelvis Cayman Islands, Panama eller andre steder i skattely.   Borgmester Steen Christiansen kan ikke pege på konkrete tilfælde, hvor kommunen har afsløret en leverandør i at sende skattepenge ud af landet, skriver tv2.dk.   Tiltaget kommer derimod som en reaktion på afsløringen af de 11,5 millioner dokumenter, som viste, at et firma i Panama havde hjulpet velhavere og virksomheder fra alle dele af verden med at skjule formuer fra deres lokale myndigheder.   Københavns Kommune sælger sine Mærsk-aktier Mens Albertslund svinger moralens taktstok over skattely, vil Københavns Kommune ifølge DR sælge alle sine aktier i A.P. Møller-Mærsk - men oplyser ikke hvor mange aktier, der er tale om.   Et politisk flertal i Københavns Borgerrepræsentation mener, at Mærsk gør så stor skade på klimaet og miljøet, at man er klar til at sælge samtlige aktier, som kommunen ejer i det børsnoterede selskab.   - Jeg har meget stor veneration over for Mærsk, men jeg har også en beslutning fra rådhuset, som siger, at vi ønsker at være en grøn by, siger overborgmester i København. Derfor kan vi ikke have vores skatteborgerpenge stående i aktier i kul-, olie- og gasindustrien, siger Frank Jensen (S), til dr.dk.   Kommunen har en minimumsgrænse for selskabers "sorte" forretning. Hvis et selskab har mere end fem procent af sine aktiviteter inden for olie-, gas- og kulområdet, vil kommunen ikke have aktier i selskabet. Et flertal i Københavns Kommunes Økonomiudvalg har vedtaget en indstilling om at sælge aktierne i kul-, olie- og gasselskaberne. Beslutningen ventes at blive truffet formelt af et flertal i Københavns Borgerrepræsentation torsdag.   Ekspert: Kommuner må ikke straffe firmaer for skat Det er klokkeklar magtfordrejning, når et flertal i Albertslunds byråd vil sortliste virksomheder, som ikke kan dokumentere, at de overholder danske skatteregler. Virksomheder kan lovligt placere penge i skattely som Panama.   Det siger skatteadvokat Torben Bagge, som er ekstern lektor ved Aarhus Universitet.

- Man skal passe på med at agere moralens vogter, hvis man selv ender med at begå en ulovlighed. Hvis leverandøren begrænser sine skatter på lovlig vis, risikerer kommunen at handle ulovligt, siger Torben Bagge til tv2.dk.

- Det er efter min klare overbevisning magtfordrejning, hvis man blacklister en virksomhed, alene fordi den har en konto i Panama. Det kan udløse en erstatningsansvar for den pågældende kommune, siger Torben Bagge.   Socialdemokraterne, SF og De Radikale har flertal i Albertslund byråd.    - Vi vil vise vejen for, hvor langt landets kommuner kan gå for at sikre, at skatteborgernes penge ikke ender i skattely, siger Albertslunds borgmester, Steen Christiansen (S) til tv2.dk.   Men det er ulovligt, advarer Torben Bagge.   - Der er ikke noget ulovligt i at have penge stående i Panama eller i andre såkaldte skattely. Skat har en særlig blanket, man skal udfylde. Kommuner skal agere inden for lovens rammer, så de ikke må foretage usaglige ting, siger Torben Bagge.   Han finder det "uhensigtsmæssigt", at kommuner vil føre skattepolitik ved at kontrollere, om virksomheder overholder skattereglerne.   - Hvis man ønsker mere kontrol med virksomheder, vil jeg klart anbefale, at man tilfører Skat penge. Det er ofte kompliceret at afgøre, om en virksomhed betaler korrekt skat eller ej. Skat taber langt over 30 procent af de sager, man rejser, påpeger Torben Bagge.   Kommuner kan også komme i konflikt med EU's udbudsdirektiv, mener han.   - Kommunerne kan ikke kræve at se alle mulige skatteoplysninger, siger Torben Bagge.   I forhold til sagen om Maersk har virksomheden ifølge DR ikke ønsket at kommentere det politiske flertals ønske om at sælge samtlige aktier, men Olieindustrien håber, at miljøivrige politikere og andre investorer vil besinde sig, inden de sælger alle deres olieaktier.   - Vi er selvfølgelig bekymret over den signalværdi, der er i den. Fordi vi mener, at vi er en del af løsningen - ikke en del af problemet, siger Martin Næsby, direktør i brancheforeningen Olie & Gas Danmark, til dr.dk.   - Jeg tror, at man vil forstå, at vi har brug for olien og gassen i mange år fremover, for vi skal alle sammen ud og flyve og køre bil. Vi har ikke teknologien, som det er i dag til at undvære olie og gas, siger han.   SF's borgmester i København, Ninna Thomsen, vil også sortliste virksomheder, som anvender skattely.    /ritzau/

Mest Læste

Annonce