Kommuner melder syge borgere raske

Velfærd

05/01/2015 10:20

Suleman Haider

Er du forsikret gennem a-kasse og bliver syg, kan du regne med fast indkomst under hele dit sygdomsforløb. Det lovede regeringen med reformen af sygedagpenge, der trådte i kraft i sommer i år.

Men nu melder flere fagforbund om et stigende antal medlemmer, der alligevel falder gennem sprækker i sygedagpengeloven, og ender med røde tal på deres private konto, skriver Avisen.dk.

Det sker ifølge forbundene, fordi reformen af sygedagpenge har skærpet kommunernes vurdering af, hvornår man er rask nok til at gå på arbejde. Det betyder, at kommunerne melder syge borgere raske, lyder kritikken.

"Der er en fare for, at der kommer en ny gruppe, hvor kommunen ikke mener, der er en uarbejdsdygtighed til stede, mens borgerne selv oplever, de er syge,” siger Claus Scou, socialrådgiver i Danske Sundhedsorganisationers Arbejdsløshedskasse (DSA), til Avisen.dk.

I DSA undrer man sig over, at folk meget ofte bliver raskmeldt af kommunen lige omkring deres 22. uge på sygedagpenge. For efter 22. uge på sygedagpenge, får de, der ikke lider af livstruende sygdomme, ret til en mindre ydelse, der er knyttet til er såkaldt ressourceforløb. Denne ydelse, som er uden tidsbegrænsning, slipper kommunerne for at betale med en raskmelding.

"Jeg har aktuelt seks sager - efter reformen trådte i kraft - hvor medlemmer erklæres for arbejdsdygtige påfaldende tæt på deres 22. uge på sygedagpenge, selv om de selv oplever sig som syge," siger Claus Schou.
Fagforbundene FOA og 3F bekræfter billedet.

"Vi oplever i stigende grad, at folk erklæres raske af kommunen uden at kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet," siger gruppeformand Ellen Lykkegaard til Avisen.dk.

Kommunernes Landsforening (KL) har endnu ikke tal på, hvor mange der bliver raskmeldt efter den nye reform. Ifølge chefkonsulent Camille Treldal Jørgensen efterlader ny lovgivning en vis usikkerhed om, hvordan lovgivning skal fortolkes.

"Når der kommer ny lovgivning, som den nye reform, så mangler der praksis på området. Praksis dannes blandt andet på baggrund af afgørelse i klagesager, således vil principafgørelser fra Ankestyrelsen bidrage til at klargøre reglerne. Sådan har systemet fungeret i mange år," siger hun til Avisen.dk.

 

 

 

Mest Læste

Annonce