Kommuner skal kunne bremse kystnære møller

Infrastruktur

06/08/2015 11:02

Nick Allentoft

Kommunerne skal kunne afvise mølleparker ved kysterne, mener energiministeren, som vil ændre reglerne. Græsrødder kræver en samlet planlægning for kystmøller.

Landets kommuner skal have ret til at sige fra over for uønskede vindmølleparker nær deres kyster. 

Sådan lyder det fra energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), som vil indkalde Folketingets energiordførere for at diskutere en ændring af den såkaldte åben dør-procedure.

Meldingen kommer efter massive lokale protester mod en række kystnære mølleprojekter, men møder kritik fra både Vindmølleindustrien og brancheorganisationen Dansk Energi. 

- I dag er der et åben dør-princip, der betyder, at man kan søge hos Energistyrelsen uden at inddrage kommunerne, og det ønsker jeg at ændre, siger Lilleholt til Ritzau.

Private aktører kan i dag få administrativ tilladelse fra Energistyrelsen til at opføre vindmøller fire kilometer fra kysten - uden at inddrage den kommune, hvor møllerne placeres.

Det har medført kritik fra flere kommuner, eksempelvis Kalundborg, der står til at få en kystnær havmøllepark i Jammerland Bugt. Også selv om det er kommet frem, at kun fem af de 28 ansøgninger, som private entreprenører har afleveret til Energistyrelsen, har fået tilladelse til forundersøgelser.

De fem mest sandsynlige mølleprojekter er: Mejl Flak i Aarhus Bugt, Dong Energy øst for Frederikshavn, Nissum Bredning i Limfjorden og selskabet European Energys to projekter i Storebælt, Jammerland Bugt og Omø Syd.

Når kun fem af projekterne vurderes som reelle, skyldes det ifølge Energistyrelsen, at støtten til den producerede el bliver betydeligt mindre, end det så ud til, da det store flertal af ansøgninger blev indsendt.

Men der er stadig god grund til at se reglerne efter, mener ministeren.

- Lokalt kan det godt føles voldsomt, hvis der skal etableres 50-100 vindmøller tæt på land, siger han.

Lilleholt afviser, at ændrede regler vil svække Danmarks ambitioner om 30 procent vedvarende energi i 2020.

- Jeg vil som minister gerne fortsætte den grønne omstilling. Men jeg ved også, at hvis det skal lykkes, kræver det opbakning i befolkningen. Den kommer ikke, ved at man fra centrale myndigheders side trækker noget ned over hovedet på borgerne, siger han.

Vindmølleindustriens direktør, Jan Hylleberg, advarer i Jyllands-Posten mod at lovgive med tilbagevirkende kraft og skrotte de fem projekter. Det bliver langt sværere at opstille vindmøller, hvis kommunerne får vetoret, advarer han. 

- Det vil være nyt, hvis en kommune kan bremse planlægningen på et statsligt område. Det gælder heller ikke på de meget udskældte skifergasboringer, siger Hylleberg.

Danmarks Naturfredningsforenings (DN) præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, er enig med Lilleholt i, at påtvungne kystmøller lægger gift for den grønne omstilling. Men det er ikke nok at give en borgmester vetoret, siger hun til Ritzau.

- Kystnære vindmøller er ikke vores kop te. Vi har altid ment, at der er landmøller og havmøller, vi skal ikke også have dem kystnære. Men for os er det afgørende, at staten står i spidsen for en samlet landsdækkende kystplanlægning, som afvejer de forskellige hensyn, så vi både får vedvarende energi og passer på vores kystnatur, siger hun. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce