"Den, der fører tilsyn, skal have en grad af uvildighed i forhold til institutionen, ellers kan man ikke tale om et tilsyn. Er man kommet for tæt på institutionen, er der oplagt risiko for, at det ikke bliver et objektivt tilsyn," siger områdechef ved Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, Anne Kjær Olsen til Politiken.

Kommunerne sjofler med tilsyn på børneområdet

Velfærd

05/05/2015 09:29

Mikkel Sarka

Hver tredje kommune lever ikke op til loven, når de fører tilsyn med børneinstitutioner, skriver Politiken.

- Forældre til børn i daginstitutioner kan ikke være sikre på, at kommunen holder øje med, om kvaliteten i deres vuggestue eller børnehave er i orden.

Sådan siger Anne Kjær Olsen, der er områdechef ved Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, til Politiken efter en undersøgelse af kommunernes tilsyn med daginstitutioner.

Det statslige institut offentliggør tirsdag en undersøgelse, der viser, at hver tredje kommune ikke lever op til dagtilbudsloven, når de sender en pædagogisk konsulent ud for at føre tilsyn i institutionerne.

Tilsynet skal indeholde seks konkrete elementer fra tjek af pædagogiske lærerplaner til sprogudvikling af børnene. Men det er oftest, når det drejer sig om personalets kvalifikationer og børnenes trivsel, at tilsynene helt udebliver.

88 kommunale forvaltningschefer ud af 98 og 51 procent af daginstitutionslederne har deltaget i undersøgelsen. 

Her problematiserer EVA også, at det i 80 procent af kommunerne er en pædagogisk konsulent, der samtidig fungerer som sparringspartner for institutionen, der udfører tilsynet, skriver Politiken.

- Den, der fører tilsyn, skal have en grad af uvildighed i forhold til institutionen, ellers kan man ikke tale om et tilsyn. Er man kommet for tæt på institutionen, er der oplagt risiko for, at det ikke bliver et objektivt tilsyn, siger Anne Kjær Olsen til Politiken.

Ifølge Charlotte Ringsmose, psykolog og professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, er tilsynet vigtigt for børnene, fordi det er med til at "sætte barren" for kvaliteten i institutionen.

Anna Mee Allerslev (R), formand for Kommunernes Landsforenings børne - og kulturudvalg, skriver i en mail til Politiken, at "der skal rettes op": 

-Alle kommuner skal selvfølgelig overholde loven. Tilsynene giver jo mulighed for systematik, opfølgning og dialog.

Børneminister Manu Sareen (R) er heller ikke glad: 

- For at sige det helt rent ud: Det er ikke på nogen måde godt nok, siger ministeren til Politiken. Han vil nu bede om en forklaring fra KL.

Mest Læste

Annonce