KORA-SFI fusion har fået sin direktør

Ledelse

07/08/2017 16:17

Nick Allentoft

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. VIVE blev etableret 1. juli i år efter en fusion mellem SFI og KORA. Nu er direktøren fundet.
Den 43-årige Mickael Bech er professor i sundhedsøkonomi og har de seneste to år været direktør for KORA. Tidligere har han bl.a. været leder af Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi ved Syddansk Universitet samt leder af det sundhedsøkonomiske forskningscenter COHERE.   Han skal nu stå i spidsen for VIVE, som er et uafhængigt forsknings- og analysecenter under Økonomi- og Indenrigsministeriet med professor Nina Smith fra Aarhus Universitet som formand.   Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll udtaler:   “Med fusionen af KORA og SFI den 1. juli har Danmark fået en større og mere slagkraftig analyse- og forskningsinstitution. Nytænkning og udvikling af velfærdssamfundets kerneområder er helt centralt for regeringen. I den forbindelse har VIVE blandt andet til formål at bidrage til udviklingen af den offentlige sektor og et solidt vidensgrundlag på velfærdsområderne til brug for regeringen, kommuner, regioner og andre beslutningstagere og interessenter.

Jeg er glad for, at Mickael Bech, med sin erfaring som tidligere direktør for KORA, vil fortsætte samarbejdet som direktør for VIVE. Han har sammen med bestyrelsen en vigtig opgave med at fuldende fusionen, så der drages størst mulig nytte af den faglige viden fra både KORA og SFI.”

Bestyrelsesformand Nina Smith udtaler:   ”Mickael Bech har stor ledelsesmæssig erfaring med topledelse i vidensorganisationer, og han har både som leder og forsker et solidt kendskab til anvendelsesorienteret forskning og analyse i relation til velfærdssamfundets udvikling. Mickael er den helt rette til at opbygge et stærkt center, som kan videreføre og styrke de nuværende analyse- og forskningsaktiviteter.”   VIVE skal i følge loven levere viden om samfundsforhold, som har betydning for befolkningens levevilkår. Centeret skal desuden udvikle og formidle anvendelsesorienteret viden, der kan bidrage til at løse velfærdssamfundets udfordringer og styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor.   Direktør Mickael Bech udtaler:   ”Fusionen giver mulighed for at etablere en helt central og stærk vidensorganisation, hvor VIVE bygger videre på styrkerne fra SFI og KORA og fastholder fokus på forsknings- og analyseaktiviteter inden for de nuværende emneområder. Jeg glæder mig til sammen med medarbejderne at samle og styrke de faglige miljøer, så VIVE kan bidrage med relevant og aktuel viden til udviklingen af det danske velfærdssamfund.”   Mickael Bech tiltræder som direktør den 1. august 2017.   Fakta om Mickael Bech
  • Professor i sundhedsøkonomi
  • En række tidligere lederjob, bl.a.:
  • Direktør i KORA
  • Institutleder på Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi, Syddansk Universitet
  • Leder af COHERE, Syddansk Universitet
  • Leder af en analyse- og forskningsafdeling på Odense Universitetshospital
  • Omfattende forskningsproduktion: har bl.a. forsket i styring og ledelse, økonomisk evaluering, udviklingen i sundhedsudgifter og interventioner på sundhedsområdet.
  • En række tillidsposter og undervisningsopgaver, bl.a.:
  • Tidligere underviser på flere masteruddannelser i bl.a. økonomistyring i den offentlige sektor. Underviser nu på det nationale program for ledere i sundhedsvæsenet.
  • Medlem af Dialogpanel for det nationale kvalitetsprogram for sundhedsvæsenet, Diabetesforeningens Diabetesråd mm.
  • Medlem af en række advisory boards for bl.a. Udviklingshospital Bornholm og evaluering af Region Syddanmarks afprøvning af nye finansieringsmodeller.
Fakta om VIVE
  • VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, er et uafhængigt forsknings- og analysecenter, som hører under Økonomi- og Indenrigsministeriet. Det blev etableret 1. juli 2017 efter en fusion mellem SFI og KORA.
  • VIVE står for Viden til Velfærd, og centeret skal levere viden, som kan bidrage til løse velfærdssamfundets udfordringer og styrke kvalitetsudvikling, effektivisering og styring i den offentlige sektor.
  • VIVE har cirka 200 medarbejdere, som løser analyse- og forskningsopgaver inden for de samme områder, som SFI og KORA har gjort hidtil.
  • VIVE beskæftiger sig med alle de centrale velfærdsområder, f.eks. social- og sundhedsområdet, beskæftigelse, uddannelse, børn og unge, ældreområdet samt økonomi og ledelse.

Mest Læste

Annonce